søndag, oktober 10, 2010

Hjemmelavede flødeboller - og hvorfor Magasin sucks

Det så fristende ud: Magasin reklamerede for deres "Chokoladesymfoni", en festival med fokus på forskellige chokoladeprodukter og aktiviteter, som varede fra 27. september-8. oktober med en fin glittet brochure. Lige noget for mig. Arrangementer, der kostede penge - og gratis tiltag. Foredrag, smagninger, noget at kigge på.  Alt sammen noget med chokolade.
Min egen flødebolle - før choko-catastrophe...

Forleden tog jeg så i Magasin med henblik på 1) at se en produktion af flødeboller og 2) for at smage chokoladete fra Kusmi. Ja, Godaw do! Jeg havde endnu en gang glemt, hvorfor jeg ikke går i Magasin: deres serviceniveau er bare SÅ langt under deres reklame- og prisniveau.
Jeg fandt flødebolleproduktionen og gutten bag disken var rimeligt snaksalig, men selvom han havde flødeboller sprøjtet ud og klar til at få overtræk på, kunne jeg simpelthen ikke få en forklaring på, hvorfor det ikke kunne ske mens jeg kiggede på.
Jeg var meget interesseret i maskinen (og overvejer da, at jeg i et andet liv, hvor jeg har et lidt større køkken, skal have sådan et monstrum og give ALT chokoladeovertræk - bøffer, ost, selleri...), og fik lov til at tage billeder af den, men jeg ville faktisk rigtig gerne have set den i funktion. Men nej. Sådan skulle det ikke være.
Magasins flødeboller - uden chokoladeovertræk
I den glittede brochure er der i øvrigt en opskrift på hjemmelavede flødeboller, og det har ligget som en fristelse længe, men jeg havde lidt kontanter, der brændte i pungen, så jeg købte en æske Magasin-flødeboller. Og nu skulle jeg så smage te, som lovet i brochuren. Jeg spurgte pigen ved kassen, men tesmagning vidste hun ikke noget om. Hun virkede heller ikke som om det kunne være hendes opgave at hjælpe mig videre i min tur gennem stormagasinet. Eller bare virke interesseret. Hun var jo bare på arbejde. I salgs- OG servicebranchen?

Heldigvis kan jeg selv bruge mine egne øjne og efter lidt søgen fandt jeg det, som må være det, som Magasin kalder Kusmishoppen. Det unge pige, som passede den, blev helt blank i ansigtet, da jeg spurgte efter smagsprøver på chokoladeteen. "Nej, det bruger vi sørme ikke, men hvis du insisterer kan jeg måske - hårdt presset - åbne en dåse, så du kan snuse til den. Men prøv hellere oppe på femte - eller nede i kælderen."

Hvad F..... er meningen? Hvordan kan en ekspedient i Kusmiafdelingen ikke ane det mindste om, at der er en chokoladefestival i gang, og Kusmi reklamerer med daglige prøvesmagninger på deres chokoladete? Og hvorfor synes en ansat ikke, at det kunne være hendes opgave at undersøge sagen - så hun evt. kunne svare fyldestgørende, hvis endnu en kunde skulle finde på at spørge? Det er desværre helt typiske Magasin-oplevelser. Jeg går derind så sjældent, at jeg når at glemme hvorfor, men det er det samme hver gang: eklatant dårlig service.

Jeg fatter ikke, hvordan den forretning kan overleve, men det er måske  - no offence - folk fra provinsen, der holder hjulene i gang. Folk, der bliver så forblændende af det gamle stormagasins glitterstads, historiske betydning, fine placering og høje priser, at de glemmer, at man som kunde faktisk godt kan forvente en ordentlig betjening.

Hjemmelavede flødeboller
Skum:
  • 3 æggehvider
  • 20 g sukker
  • 50 g vand
  • 225 g sukker
 Bunde:
  • 150 g marcipan
Overtræk:
  • 300 g mørk chokolade
Start med bundene: Tag en stor rulle marcipan og skær skiver på et par mm.'s tykkelse. Bag dem i ovnen ved 225 grader i ca. 10 minutter indtil de er lidt lysebrune i kanten. (Magasins opskrift siger: rul marcipanen ud og udstik runde bunde. Der står ikke noget om, at de skal bages. Jeg vil sige, at bagningen gør en stor og god forskel!)
Flødebollebunde efter en lille tur i ovnen

Så til fyldet: pisk de tre æggehvider med 20 g sukker til det er stift. Lav en sukkerlage af vand og 225 g sukker. Kog blandingen indtil den er 117 grader. Hæld langsomt og i en tynd stråle den varme sukkerlage ned i æggehvideskummet under stadig piskning. Pisk til blandingen er kølet af og ret fast. Fyld skummet i en sprøjtepose og sprøjt det ud på de bagte bunde.
Sæt de halvfærdige flødeboller i ovnen i 5-10 minutter ved ca. 175 grader, så skummets overflade tørrer ganske lidt. (Magasins opskrift taler om at lade flødebollerne "sætte sig" ved stuetemperatur i ca. ½ time. Det er også en mulighed.)
Overtækket: Temperér chokoladen. Det lyder relativt nemt - det er noget med at varme op til 45 grader, køle ned til 28-30 grader ved at tilsætte hakket chokolade, og derefter varme op til en arbejdstemperatur på 31-33 grader. Det fungerer bare ikke for mig! Måske er jeg utålmodig. Måske måler jeg forkert. Måske hviler der en chokoladeforbandelse. Måske skal jeg bare blæse på det.
De lettere brunggrågrumsede flødeboller - med drys af fine, tørrede kornblomster, morgenfruer og roser - smager herligt, men vinder nok ikke nogen skønhedskonkurrence. Det kan jeg godt identificere mig med...

12 kommentarer:

Malou Klidmoster sagde ...

Argh, tro mig - jeg kender alt for godt til Magasins elendige serviceniveau. Det er efterhånden sådan at man bliver helt forbavset når man få en god betjening derinde.

Uhm, jeg syntes nu din flødebolle ser lækker ud - fejltempereret chokolade eller ej :-)

Anonym sagde ...

Du burde skrive en klage til Magasin !!! Ganske enkelt. Jeg har aldrig rigtig været til Magasin.... Syntes nok at det altid har været en lille smule for højrøvet til mig. For dyrt og for snobbet ansatte :-)
Men men men ... Dine flødeboller ser dælenme gode ud :-))

Lise Lotz sagde ...

Tak for opbakning, Klidmoster og Vibeke - både ang. de matte flødeboller og Magasin! Jeg har lige sendt et link til blogindlægget til kundeservice... :-)

Lise

Signe sagde ...

Flødeboller ligger i den grad også på min gør det selv liste. Og tålmodighed er næppe heller en dyd her (og jeg ønsker mig en semiprofessionelchokoladesmelter - bare en lille en).
Og jeg er enig med Klidmoster og Vibeke - de ser gode ud

Lise Lotz sagde ...

Hej Signe, god fornøjelse med projektet; det er en herlig ting at kunne byde på hjemmelavede flødeboller!

Og hej Lillian, jeg kom til at slette din kommentar, og den kan åbenbart ikke reddes. :-( Men tak alligevel!

Lise

Mathilde Helt Dam sagde ...

Hej. Et lille tip fra en anden chokolade tosse som også er for doven til at temperere chokoladen. Hvis jeg bare skynder mig at give chokolade et chok ved at putte den i køleskabet eller fryseren med det samme så slipper jeg stort set altid for en kedelig grå chokolade der ligner noget der har været glemt på loftet.

Lise Lotz sagde ...

Hej igen, Mathilde!

Det tip må jeg lige prøve. Det kan være, at det er dét, der gør, at det somme tider går OK - og andre gange ikke. Tak igen.

Lise

Anonym sagde ...

Du skal også passe på med, at der ikke kommer vand eller damp op i din chokolade. Så en skål som når over grydekanten er helt klart det bedste.

Lise Lotz sagde ...

Hej anonyme,

Tak for påmindelsen.

Lige det med kombinationen fugt og chokolade har jeg dog lært i min barndom, og jeg er MEGET forsigtig. Meget ofte bruger jeg nu mikroovnen til at smelte chokolade i; det kan give overopvarmning, men der er ikke noget vand involveret... :-)

Lise

Anonym sagde ...

Tricket med chokoladen er at hvis du temperer den er det 37 grader den skal varmes til første gang ikke 45 for så bliver de 100% grå. Personligt hader jeg og temperer så jeg dropper knap en tsk. palmin i sammen med chokoladen når denne smeltes. Den er altid flot blank og brun og se på derefter
Magasin er pr. definition besat af snobbede ansatte der mener de er mere værd end deres kunder.

Mignon sagde ...

Lige et lille tip til et blankt chokoladebetræk: hæld en lille bitte smule spiseolie i (ikke olivenolie, medmindre du vil have det specielle duft og smag af oliven), det er nok med ca. 1 spiseske ;)

Mignon sagde ...

Lige et lille tip til et blankt chokoladebetræk: hæld en lille bitte smule spiseolie i (ikke olivenolie, medmindre du vil have det specielle duft og smag af oliven), det er nok med ca. 1 spiseske ;)