Kage! Kage! Kage!

Navettes til Kyndelmisse - og upassende associationer

2012-01-30T23:42:00.000+01:00

Ikke mere internetporno til den dame!

Jeg beklager, hvis mine frie associationer herunder virker upassende. Jeg er bare nødt til selv at tage dem lidt alvorligt; dels kan én association være fortroppen for flere - og bedre - og dels kan der være sandheder skjult i det upassende. Derfor: De følgende billeder er muligvis uegnede for unge, sarte læsere. Men på den anden side er det tænkt som (kage-)kulturhistorisk formidling, så who am I to judge...

Det hele begyndte forleden, da jeg bagte Navettes, en lille fransk kyndelmissekage. (Min opskrift længere nede på siden.) Pludselig slog det mig, at kagerne i den ubagte udgave lignede en udsøgt del af den kvindelige anatomi.

Er det bare mig...?

Associationen blev ikke mindre påtrængende, da jeg penslede kagerne med en æg-/flødeblanding.

Er det stadig bare mig?

Nu er det sådan, at Kyndelmisse er sprængfyldt med symbolik og mening. Noget er bibelsk begrundet; meget har at gøre med bondsk snusfornuft og prioriteringer, der var vigtige i tidligere tider.

Den nyfødte Jesus præsenteres i templet: I Lukasevangeliet 2,22 står der Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren. Her bliver Josef og Maria bl.a. mødt af Simeon, der udbryder om barnet Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Herfra stammer omtalen af Jesus som Verdens Lys.

Kyndelmisse: Ordet kommer fra latin missa candelarum, messe for lysene. Det var i katolsk tid - og er stadig i katolske sammenhænge - betegnelsen for den særlige årlige gudstjeneste, hvor lysene, der skal bruges i kirken i det kommende år, velsignes. Med tanke på den bibelske beretning herover, er det oplagt, at lysene ikke bare er forløbere for elpærer, men simpelthen et symbol på Jesus.

Midvinter: Kyndelmisse, 2. februar, som ligger midt imellem vintersolhverv og forårsjævndøgn, blev anset for at være vinterens midte. Bonden lavede en statusopgørelse på vinterforrådet for at sikre, at der var nok mad til både mennesker og dyr til at komme igennem anden halvdel af vinteren.

Kjørmesgilder: Hvis forrådet var i orden kunne dagen fejres med et ædegilde, Kjørmesgilde, som bl.a. indeholdt flæsk, pandekager og andre gode sager. Man talte om at få besøg af Kjørmes Knud eller kyndemisseknuden; Knud(-en) var en personificering af stærkt frostvejr.

Vejrvarsler: Midt på vinteren var det oplagt at tage varsler og gøre sig forestillinger om, hvornår foråret ville komme og om, hvordan det ville blive. Fx.: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej eller Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø.

Groundhog Day: I USA og Canada lader man et skovmurmeldyr - a groundhog - varsle forårets snarlige eller ikke så snarlige komme: dyret sover egentlig vintersøvn, men tages ud af sin hule 2. februar. Herefter afgør det eventuelle syn af dyrets skygge om foråret er lige om hjørnet eller om vinteren fortsætter seks uger endnu.

Du kan selv gennemføre vejrtesten med din helt egen hjemmehæklede Punxsutawney Phil

Navettes og bådlegenden: baggrunden for at spise Navettes, som en mere renttænkende ser som bådformede, ligger i en gammel legende om mindst tre kvinder ved navn Maria (måske Jomfru Maria, Maria Magdalene og (Maria) Salome) og muligvis Lazarus, hans søster Martha og andre af Jesu nærmeste. Det fortælles, at de var på flugt fra forfølgelser og måtte kaste sig ud i en lille båd uden hverken sejl eller ror. De drev omkring på Middelhavet i mange dage, men blev endelig - den 2. februar - blæst i land på et sted hvor der nu ligger en by, der hedder Saintes-Maries-de-la-Mer.

Mariæ Renselse: Kyndelmisse handler også om at kvinder, som antydet i den bibelske tekst fra Lukasevangeliet herover, blev anset for at være urene i en tid efter at de havde født. Ifølge Moseloven, som Josef og Maria fulgte, var der tale om 40 dage inden Maria kunne få lov til at komme i templet. Hvis hun havde født en datter, havde der været tale om 80 dages "karantæne".

Nogen hævder, at skikken omkring urenhed og udelukkelse fra templet, senere kirken, er "typisk" kristent kvindeundertrykkende, men på en god dag kunne man vælge at tolke karenstiden, som en særlig hvileperiode, der udtrykte en vis forståelse for, at børnefødsler er hårdt arbejde, og at kvinder med en nyfødt har rigeligt at se til.

Churching a Woman: renselseseritual efter fødslen

På en dårlig dag kan man hævde, at koblingen mellem kvinders seksualitet og renhed/urenhed mildest talt har haft uheldige og vidtrækkende konsekvenser.

Under alle omstændigheder er der, synes jeg selv, en lille smule mening bag min association i forbindelse med den hårløse kage.

Navettes (Klassisk fransk opskrift)
Ca. 40 stk.

500 g mel
250 g sukker
75 g blødt smør
3 æg + 1 ekstra blomme
3 spsk orangeblomstvand
3 spsk vand
1 tsk mælk eller vand
en knivspids salt

Bland mel, sukker og salt. Lav en fordybning i midten og tilsæt de hele æg, orangeblomst-vand og smør. Ælt det sammen og tilsæt vandet lidt ad gangen. (For den mere travle: kom alle ingredienserne i en foodprocessor og kør til dejen er ensartet.) Saml dejen og stil den i køleskabet i en time.

Rul dejen ud i tommelfingertykke pølser. Skær i stykker på ca. 5 cm og tryk enderne så de bliver lidt spidse. Læg et snit på langs og åben det en smule, så kagen ligner en båd – måske snarere en kano.

Inden kagerne kommer i ovnen skal de stryges med æggeblommen, som er rørt med mælk eller vand. Det giver den fine farve. Bag ved ca. 180 grader indtil de er pænt lysebrune.

Navettes - midt imellem småkager og brød.

Vi slutter i det muntre hjørne med et billede, der muligvis vil ændre mit syn på den gamle vintersang for evigt...


Knud, der kommer over alt...

Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder Sne paa Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud!

(Fra Sneflokke kommer vrimlende, Jeppe Aakjær, 1916)

Calissons - og det europæiske (kage-)projekt

2012-01-23T22:49:00.000+01:00

Jeg var i Maastricht sidste weekend. Byen, du ved, med maastrichttraktaten. Fuld af fordomme - og dårligt forberedt - som jeg er, forestillede jeg mig en grå betonby uden kultur værd at tale om. Mand, tog jeg fejl!

Calissons - amandelkoekjes - zoet & hartig

Maastricht er en meget smuk, gammel by nede i Europa med masser af historie, uddannelsesinstitutioner og kultur. Faktisk kæmper byen med Nijmegen om at være Hollands ældste, og Maastricht er medlem af Most Ancient European Towns Network. Og så er der rigtigt gode shoppemuligheder.

Julen varer lige til påske... i Tafelstraat

Jeg konstaterer - endnu en gang - og uden at skamme mig derover, at jeg, et lærd og oplyst menneske, har masser af sorte huller på landkortet. Også i mere end geografisk forstand. Man kan ALTID blive klogere, og netop dét er heldigvis en af mit livs helt store fornøjelser.

Rejsen, som var mere business end pleasure, levnede ikke tid til en masse kageorgier, og jeg havde egentlig heller ikke stor lyst. Selv kageentusiaster kan have perioder, hvor entusiasmen mest er teoretisk. Men det betyder jo på ingen måde, at jeg havde lagt kagebrillen. Jeg speeddatede adskillige kage- og chokolade-, køkkengrejs- og gadgetforretninger, og jeg fik da også lidt sødt indenbords. Jeg mener, det det er jo også min forbandede pligt! (Der er lidt kagebilleder fra turen på Facebook.)

Mine souvenirs fra turen bestod bl.a. - helt typsik - af et glas Speculoos, et særligt hollandsk smørepålæg lavet på basis af deres kendte krydrede julesmåkager, speculaas:

og et sæt melamin kagetallerkener - med påtrykt kage:

Så kan man måske nøjes med at servere en skive gulerod...

Men jeg blev også fristet til en kage-kogebog. Jeg prøver ellers at holde mig i skindet, når jeg rejser i lande, hvis sprog jeg ikke behersker. Men jeg blev fristet af en meget lækker og enkel bog af José Maréchal om calissons, en kage, som afgjort fortjener opmærksomhed herhjemme.

Den klassiske calisson, som stammer fra Provence i Frankrig, er en lille mandelformet konfektsag lavet af en bund bestående af pulveriserede mandler (evt. marcipan), kandiseret frugt (fx. melon, appelsin eller abrikos) og med et lag glat, sprød glasur på toppen. Konfektmassen lægges gerne på et stykke rispapir/en tynd vaffel.

Bogen om calissons var simpelthen så appetitlig - og samtidig en lille smule nørdet på den gode måde - og det hollandske sprog trods alt så overkommeligt, at jeg måtte eje den. Jeg har lavet calissons som julekonfekt et par gange i den allermest enkle, nærmest rustikke udgave, men bogen her giver ideer til at videreudvikle den lille sag. Der er ligefrem bud på calissons, der ikke er søde, men salte. Spændende. Sådan kan jeg li' det.

Forretningen i Maastricht, som solgte bogen, var en ellers meget velassorteret køkkengrejsforretning, men lige præcis de udstiksforme, som skal bruges til calissons, var udsolgt sidste weekend. Og så er det, at den nemme handel mellem lande - som MÅSKE er en EU-gevinst - gør mig helt varm om hjertet.

De fine udstikkere kan ikke umiddelbart købes hos mine sædvanlige engelsksprogede kagegrejspushere, men så findes der jo franske webshops. Google fortæller mig, at en udstiksform hedder emporte-pièce og så er vejen kort. Jeg har bestilt de helt rigtige udstikkere hos Foodista Cook Shop.

(Jeg har ellers en udstikkersamling, der mildt sagt kan kaldes omfattende, og jeg har faktisk også et kit, som gør, at jeg i princippet selv kan fabrikere udstikkere i alverdens former, men der er altså noget ved at skaffe det "rigtige"... Ja: jeg hedder Lise, og jeg er materialist!)

Grebet af stemningen ved at have nedlagt et lækkert bytte og af den gode købsoplevelse hos Foodista tænkte jeg, at jeg måske også skulle opgradere mine kommende calissons fra at være brygget sammen med (økologisk!) abrikosmarmelade fra Fakta til rent faktisk at blive lavet med kandiseret melon, som skulle være det mest "autentiske".

Det er ikke bare muligt, det er også nemt. Jeg havnede i en herlig webshop hos Les Fleurons d’Apt
som - temmelig ufransk men meget nyttigt og betænksomt overfor internationale kunder - oven i købet har en engelsk udgave af deres webshop. 1 kilo kandiseret melon er nu på vej. Plus lidt ekstra godt, når nu jeg var i gang med dankortet...

På webshoppen ligger desuden en utroligt lækker video om kandisering af frugter. Jeg kan ikke få den indlejret her, men jeg kan anbefale den varmt - også for de ikke-fransk-kyndige; billederne er simpelthen mundvandsfremkaldende big time.

Kandiserede kirsebær

Kom ikke og sig, at jeg ikke bidrager til at holde hjulene i gang i Europa!

Inden jeg lukker og slukker for i dag vil jeg lige bringe opskriften på standardudgaven af calissons. På hollandsk. Når jeg har fået alle mine godter hjem og har fået lavet mine egne calissons, kommer der sandsynligvis en opskrift på bloggen på dansk.

De Calissons uit Aix

De pasta:

300 g fijngemalen amandelen
200 g poedersuiker
220 g gekonfijte meloen
40 g gekonfijte sinaasappel
20 g gekonfijte citroen
2 eetl. oranjenbloesemwater
1 vel ouwel van 23 x 32 cm

Het glazur:

150 g poedersuiker
35 g eiwit

Lad os slutte på de høje nagler med en Ode til Glæden, Europahymnen fra Beethovens niende:

Vasilopita - græsk nytårskage med lykkemønt

2011-12-26T14:21:00.000+01:00

Ikke et ord om den græske finanskrise.

Stor tak til Sine fra Athen, der sendte mønten!

Herhjemme spiser vi kransekage til nytår; gerne når klokken slår tolv, og festen og det nye år skal til at begynde. Kransekage er en lækker og eksklusiv kage sprængfyldt med mandler og sukker og ikke meget andet, og markerer på festligste vis, at nytåret er noget særligt. Somme tider ledsages kransekagen og den tilhørende champagne af et hop ned fra en stol eller en søndagsberlinger, så man på den måde kommer flyvende ind i det nye år. Andre steder gør man det anderledes.

I Grækenland er nytårsfejringen en lidt mere alvorlig sag , og den centrerer sig om den rare helgen, Sankt Basileios den Store. Han levede 330-379. På engelsk hedder han St. Basil the Great; på græsk Άγιος Βασίλειος ο Μέγας. Basil, som jeg vil driste mig til at kalde ham her, er især kendt og elsket for sin sociale bevidsthed og sit store arbejde for de fattige. På mange måder kan han sammenlignes med den mere kendte Sankt Nicholas, der er endnu mere kendt under navnet Santa Claus. I Grækenland er Basil julemanden, der kommer med gaver til børnene. Her foregår gaveballaden bare til nytår. 1. januar siges nemlig at være Basils dødsdag.

En legende om Basil fortæller, at han gerne ville hjælpe de fattige, men at han også vidste at mange fattige var for stolte til direkte at tage imod penge. Derfor indførte Basil en skik med at bage en mønt ind i en kage for på den måde diskret at kunne hjælpe de værdigt trængende.

Den helt traditionelle græske nytårskage Vasilopita findes i et utal af varianter, der især fordeler sig som hhv. gærhævede og brødagtige og de mere kagelignende, der hæver med bagepulver. Brødmodellen er sandsynligvis den mest originale, men jeg har forsøgt mig med Vasilopita-kagen. Fælles for dem alle er, at der er bagt en mønt - flouri - ind i kagen, og at det er et stort nummer, når kagen skæres ud nytårsmorgen og stykkerne skal fordeles. Den der er så heldig at få mønten får særligt meget held og lykke i det nye år.

Først gør familiens ældste - eller præsten - korsets tegn over kagen med kniven, og så skæres kagen højtideligt ud. I nogle familier skæres et stykke til Jesus, et til Jomfru Maria, Basil, familiens særlige helgen, de fattige og derefter skæres til familien selv. Andre familier kan have andre traditioner for, hvem der skal have et stykke af kagen. Visse familier begynder med at servere for den ældste i selskabet og fordeler stykkerne i rækkefølge indtil den yngste har fået.

Vasilopita

225 g blødt smør
360 g sukker
4 æg
revet skal af 2 (økologiske) appelsiner
evt. hakket, syltet appelsinskal
2 tsk. vanillesukker
375 g mel
1 tsk. bagepulver
50 g smuttede mandler
2 spsk. sesamfrø
en - græsk - mønt

Pisk smør og sukker sammen til det bliver lyst. Del to af æggene i hvider og blommer. Tilsæt blommerne til smørblandingen en ad gangen under stadig piskning. Tilsæt også de hele æg et ad gangen under stadig piskning. Tilsæt også appelsinskal og vanillesukker. Rør mel og bagepulver i blandingen. Pisk de resterende to æggehvider stive i en anden skål og vend dem derefter i dejen. Det er ikke helt nemt, for dejen er temmelig fast, men gør det så godt du kan.

Hæld dejen i en rund springform beklædt med bagepapir. Gem mønten - evt. pakket ind i sølvpapir - i dejen. Glat kagens overflade nogenlunde og drys med sesamfrø. Læg de smuttede mandler som pynt ovenpå; gerne formet som det nye årstal.

Bag kagen ved 175 grader i ca. en time. En strikkepind, der stikkes ind midt i kagen, skal komme ud uden dej på.

Bonusinfo: Ordet Vasilopita består af to dele vasil og pita. Pita betyder brød/kage (tænk på det næste gang du køber brød-brød til din kebab!) og det er jo klart nok. Ordet basileus, det gamle ord for konge, er baggrunden for vasil-delen, og kagen har altså tidligt været en kongekage, eller King Cake, som de bl.a. siger og serverer i New Orleans. King Cakes ser lidt anderledes ud, men er også kendetegnet ved at have en mønt indbagt. Det samme gælder for den franske helligtrekongerskage Gallette des Rois.

we need your contribution to reviving forgotten Greek folk traditions,
through the e-vasilopita in the global "village" .. the internet.

Bonusgame: På det store, dejlige internet kan man indrullere sig selv i en digital udgave af spændingen omkring mønten i kagen, e-vasilopita. Man registrerer sig med navn og emailadresse - eller via Facebook - og bliver så fordelt ved et antal virtuelle borde. Her venter man frem til 21. februar kl. 10, hvor kagerne skæres ud og det afsløres, hvem der har fået guldmønten. Der er noget med, at der dukker trolde og alfer op i spillet og hhv. øger eller formindsker deltagernes chancer for at vinde. Jeg forstår det ikke helt...

Bonusfilm:

Bonuslink (og så er vi alligevel tilbage ved finanskrisen): Politiken-tv fortæller om at forhistoriske sulteopskrifter hitter blandt grækere. Opskrift på bønnesuppe uden bønner og tips til at samle brødkrummer får bog til at hitte i krisetider. Tankevækkende også uden for Grækenland. Bogen kan købes - dog kun på græsk indtil videre - via forlaget Oxigono Publications.

Tema: Honning. Panforte - italiensk julekonfekt. Tillykke til Bybi

2011-12-22T22:21:00.002+01:00

Panforte smager vidunderligt. Det er snart jul. Bybi-folket har vundet Københavns Kommunes Miljøpris 2011. Det kan kun betyde en ting: der skal laves krydret honningkonfekt. Nu.

Jeg var på besøg hos Bybierne i september og føler mig faktisk lidt i familie med foretagendet. Derfor er det ekstra glædeligt for mig, at det sympatiske projekt høster anerkendelse for den gode indsats. Kommunen ønsker med prisen at give et skulderklap til aktører, som arbejder med at udvikle København i en grønnere retning, står der på hjemmesiden.

En af mine venner kommenterede lidt sarkastisk på Facebook, at det er et fuser initiativ skapt af positive mennesker som har håbet. Det er jo godt, men det giver altså ikke noget bedre miljø. Hverken til fugle, dyr, mennesker, børn eller andet godt indbygger skab. Sød video.

Det er slet ikke utænkeligt, at andre - mere tekniske - miljøtiltag ville kunne give mindre partikelforurening eller renere vand i byen, og den slags skal der selvfølgelig også arbejdes intenst med. Men tænk, jeg synes, at det er vidunderligt, at nogen tænker miljøforbedringer poetisk, socialt, kreativt, ud-af-boksen; eller snarere ud-af-bikuben. Projektet giver ikke bare et bedre miljø med flere blomster og grønnere træer, det giver også

virksomheder mulighed for at engagere sig miljømæssigt og socialt,
socialt udsatte mulighed for at få gode erfaringer med at have ansvar og
honning, som er helt lokal og helt speciel.

Simpelthen et vinderprojekt på rigtig mange leder og kanter. Stort tillykke til Bybi med prisen!

Og så over til Panforten.

Panforte er en klassisk italiensk konfektkage fra Sienna. Navnet panforte betyder stærkt brød, og det hentyder især til at konfekten er nærmest stærk af de mange krydderier. Nogen kalder ligefrem konfekten panpepato: pebret brød.

Skikken med at bruge krydderier i kager og konfekt, som serveres til fester og højtider, stammer fra en tid, da krydderier var kostbare. Meget kostbare. I 1500-tallet blev peber, black gold, visse steder brugt som valuta. Ved at bruge eksotiske krydderier fra de varme lande som peber eller kanel, der var deres egen vægt værd i guld, fik man markeret, at noget helt særligt var på færde. Et barn er født eller en miljøpris uddelt.

Vi bruger stadig de samme krydderier i kagerne og konfekten, selvom de nu er blevet langt mere tilgængelige og dermed også langt billigere.

Panforte kan laves i et utal af variationer, og på den måde kan den med lidt god vilje klassificeres i den populære kategori stop-spild-af-mad-konfekt. (Stop Spild af Mad var i øvrigt også nomineret til miljøprisen. De var også lige ved at få min stemme. Hvis jeg bare kunne have stemt to gange...) Hvis man har fanget grundideen, er det nemlig oplagt at kigge efter nødder, tørret frugt og krydderier, som man har i skuffer og skabe frem for at følge en opskrift slavisk.

Panforte

Jeg har lavet panforte tidligere. Her var opskriften:

200 g blandede nødder (fx. valnødder, hasselnødder, mandler, pistacienødder, pecannødder eller paranødder
80 g hakket, syltet appelsinskal eller pomeransskal
8-10 hakkede cocktailbær
80 g hakket sukat
50 g mel
½ tsk kanel
1/4 tsk allehånde
100 g honning
100 g sukker

Dagens omgang blev lidt anderledes: Jeg havde en masse hasselnødder og en rest pistacienødder, et par stykker kandiseret angelica/kvan fra i sommer, noget hjemmesyltet appelsinskal og - med skam at melde - et glas Bybi-honning også fra i sommer. (Jeg er faktisk ikke så vild med honning, sådan straight up. Jeg er bare vild med konceptet honning.)

(Ja, min skærebræt er slidt!)

Jeg håndkværnede allehånde og tilsatte også stødt ingefær, som er et af mine yndlingskrydderier - i alle afskygninger. Og så gav jeg blandingen et par vred med peberkværnen, bare ligesom for at være lidt eksklusiv.

(Nej, jeg vasker ikke morteren efter at jeg har stødt safran!)

Hak nødderne groft (eller bevar et rustikt udseende med hele nødder) og bland dem med frugt, mel og krydderier. Varm sukker og honning op til kogepunktet i en kasserolle - eller i mikroovnen. Pas på, at det ikke koger over! Bland den varme sukkermasse sammen med nøddeblandingen og rør det hele godt sammen.

Beklæd en form med bagepapir - læg evt. rispapir i bunden - og fordel dejen i formen i et lag på ca. 2-3 cm. Dejen er lidt klistret/hård, så det kan være en hjælp at bruge en våd ske eller en hånd.

Panforte - før bagning

Bag kagen i 35 min. ved ca. 150 grader. Lad den køle helt af i formen.

Panforte - efter bagning

Tag panforten ud af formen, drys med flormelis og skær den i små, mundrette bidder.

Jeg har rispapir i bunden af panforten. Der er autentisk og kan spises.

P.S. Brødrene Price laver også Panforte. Jeg er sikker på, at den ikke er bedre end min, men den giver et godt indtryk af, hvor meget opskriften kan varieres.

P.P.S. En eller anden dag vil jeg tage afstand fra de syntetiske og egentlig ganske ækle neonrøde cocktailbær, som man kan købe i små plastikæsker og i stedet bruge fx. Amarenakirsebær eller kandisere nogen selv. Indtil videre må jeg konstatere, at jeg har et nostalgisk og kærligt forhold til Dr. Oetkers udgave.

"A World of Cake" - julegaven til mig selv

2011-12-20T21:15:00.002+01:00

Jeg er simpelthen SÅ nem at købe julegaver til. Jeg ved altid lige præcis, hvad jeg ønsker mig, når jeg ser det. I år vil jeg overraske mig selv med en stor, skøn kagebog A World of Cake af Krystina Castella. Jeg bestilte bogen på Amazon.co.uk den 10. december, og den ankom den 13. kl. 9 om morgenen! Flot, Amazon!

Click to look inside

Nu ligger bogen et hemmeligt sted og venter på at blive pakket fint ind og på at blive lagt under mit højtelskede Ikea-juletræ.

A World of Cake is more than a cookbook, more than an anthropology lesson, and way more fun than a textbook. Castella embraces the spirit of celebration with this big must have book.

Forfatteren til A World of Cake, Krystina Castella, er uddannet industrial designer, men er tydeligvis en kvinde med mange talenter. Hun kan ikke bare bage kager - smukke kager - og skrive bøger - smukke bøger - om det. Hun kan skrive og formidle sin viden på en fascinerende og lettilgængelig måde.

I A World of Cake giver Krystina Castella indledningsvis en god og fyldig historisk intro til fænomenet kage. Det er rent guf for en kage-kloge-Åge som mig. Og hun har selvfølgelig også blik for det, som er min særlige interesse, nemlig de sammenhænge, som kagerne indgår i.

Cakes are rich with meaning and symbolism, inspired by the celebrations that surround them. [...] Why are fruitcakes traditionally made for Christmas, and why would my friends bring home a box of pineapple cakes from their trip to Thailand? Why do Japanese street vendors in Brazil sell red bean cakes alongside the local favorites and pineapple pudium?

I wanted to know, and I wanted to learn to choose the right (or perfectly inappropriate) cake for the occation - whatever the occation. What could be a better way to learn about food history, cultural evolutions, religions, ingredients, and techniques than through baking some cakes? So I launched on my quest to explore the cakes of the world.

Amen, siger jeg bare!

Hoveddelen af bogen er en geografisk arrangeret rejse jorden rundt med opskrifter på og billeder af kager fra om ikke alle, så i hvert fald rigtig mange hjørner af kloden. 150 Recipes for Sweet Traditions. Ved begyndelsen af hvert geografiske afsnit får vi en kort intro til regionens særlige gastronomiske kendetegn. Hver opskrift byder ikke bare på how-to, men giver også tips og tricks til variationer og små historier om den tradition, som kagen er en del af.

Ind imellem giver bogen sig tid til at se kagerne på en anden led og viser kage-stamtræer. Hvordan er fx. alle verdens cheesecakes forbundet med hinanden? Fødselsdagskager? Roulader? Eller friturestegte kager?

Swiss Roll Family Tree. Fra A World of Cake

Bogen indeholder også en slags kalender, der viser hvilke kager, der hører sig til på hvilke tider af året. Den er naturligvis ikke udtømmende, men imponerende omfattende og samtidig meget overskuelig.

Til sidst i bogen er der en række opskrifter på cremer, saucer mm. fra hele verden, som det bare er godt at have styr på.

Alt i alt er bogen intet mindre end et overflødighedshorn af viden for den kageinteresserede, der gerne vil bare vil lidt længere ind i kagernes forunderlige verden end den mest almindelige kogebog giver anledning til.

Når det er sagt, så har bogen naturligvis også svagheder, og man skal huske at tage sin kritiske sans med og ikke tage ethvert udsagn i bogen for Sandheden om dette eller hint. På den måde er bogen som en hvilken som helst anden Bibel...

Fx. arbejder jeg lige nu i mit køkken med den græske nytårskage, Vasilopita. (Blogindlæg følger inden nytår!)

Vasilopita - Kage! Kage! Kage! -style

Jeg har aldrig set kagen i virkeligheden, hverken i Grækenland eller andre steder, men jeg har set ret mange billeder af den på internettet. ALLE billederne viser en flad rund kage, der i rigtig mange tilfælde er pyntet med mandler, der former det nyå årstal. Så er det ret forunderligt at læse i A World of Cake, at kagen er let genkendelig derved at den er opbygget i lag - ligesom en bryllupskage - med et mindre lag ovenpå et større.

Vasilopita - Krystina Castella style. Fra Epicurious

Underligt! En vredladen kundeanmelder på Amazon kritiserer i samme boldgade forfatteren for ikke at have researchet ordentligt. Ifølge anmelderen er der en del fejl i både beskrivelser og ingredienser i en del af de kager, som hun er bekendt med, og hun slutter derfor meget rimeligt, at der nok også er fejl og mangler i de andre opskrifter.

Det er en god og vigtig pointe, som er god at have med sig i baghovedet, når man læser bogen. Det er vigtigt i denne sammenhæng som i de fleste andre i livet: at holde fast i sin kritiske sans. Hvis man vil være sikker på at bage noget, der er mere end bare nogenlunde autentisk, er det en god idé at konsultere andre opskrifter/kilder.

Bogen er altså ikke en kagebibel i den fundamentalistiske forstand, at den er fuldstændig, ufejlbarlig og det eneste, som man har brug for. Jeg mener nu, at den er tæt på at være en Bibel i den forstand, at den er utroligt god at få forstand af, inspireret og inspirerende, og rigtig god som udgangspunkt for selv at leve livet med kagerne.

Forfatteren giver A World of Cakes et par ord med på vejen:

Jeg er ret sikker på, at jeg bliver glad for bogen, for jeg har i forvejen lånt den på biblioteket...

Luciakladdkaka med safran og appelsin

2011-12-12T22:59:00.001+01:00

Jeg tager lige et stykke mere.

Det er lucianat, og hvis man ikke passer på kan man komme til at forveksle den skønne helgeninde Lucia og den fæle Lucifer - Fanden selv. Begge navne spiller på det latinske luce, der betyder lys.

Lucifer, den faldne engel

En svensk luciabrud. Lucia har intet med jul at gøre.

Ifølge visse svenske traditioner bør man holde sig vågen hele natten bl.a. ved at tænde lys og spise gode sager. Jeg har tænkt mig at gå til køjs om lidt, men for en sikkerheds skyld napper jeg altså lige et lille stykke kage mere.

Den traditionelle svenske spise i anledning af luciadag er lussekatter; søde safranboller pyntet med rosiner. Dem lavede jeg for et par år siden og lagde opskriften på bloggen. I år blev det noget andet: en herlig kladdkaka tilsmagt med safran og appelsin.

Opskriften har jeg ikke helt selv fundet på. Jeg fandt den via min nye svenske favoritblog Söta Saker. Her havde Cornelia fra Placebo indsendt den som sit bud på Månadens Sötsak. Hun havde opskriften fra Danielle på Heavenly Cupcake. Jeg har bare tilføjet revet appelsinskal.

Kagen er meget nem at lave, så den er et godt bud på en sidste-øjebliks-lucia-hyggesag. Det kræver selvfølgelig, at du har safran, hvis du vil følge opskriften til punkt og prikke, men i en snæver vending kan safranen sagtens undværes. Det bliver stadig en skøn kage.

Kladdkaka med safran og appelsin

100 g smør
100 g hvid chokolade
½ g safran
2 æg
170 g sukker (2 dl)
1 tsk vanillesukker
150 g mel (2½ dl)
Reven skal af en (økologisk og/eller grundigt vasket) appelsin

Smelt smør og chokolade sammen fx. i en skål i mikroovnen. Rør det sammen til en jævn masse. Stød safranen i en morter. Riv skallen af appelsinen med et fint rivejern. Pisk æg, sukker, safran, appelsinskal og vanille til et lys æggesnaps. Vend melet i og bagefter smør-chokoladeblandingen.Hæld dejen i en smurt form og bag kagen i ovnene ved 200 grader i 15-20 minutter. Kagen skal være godt klæg i midten, men selvfølgelig ikke helt flydende. Den bliver lidt fastere, når den køler af.

Server med fx. appelsinfileter eller granatæblekerner.

Cuccia - en dejlig hvededessert til ære for Lucia, de udrevne øjne og hungersnøden i Syrakus

2011-12-09T13:39:00.002+01:00

Luciadag i Danmark er noget med smukke børn i luciaoptog, dejlig sang og lys i mørket; en herligt positiv fest, der nærmest fungerer som opvarmning til den store julefest. (Det har jeg skrevet om tidligere og her er også en opskrift på de svenske safranboller, Lussekatter.)

Lucias hvedeøjne...

Dagen har dog ifølge legenderne en grum og dramatisk baggrund, der nuancerer tingene en del. Nuancer er godt.

Lucia var en ung kvinde, der blev født i år 283 i en velhavende kristen familie i Syrakus på Sicilien. Hendes far døde tidligt, og hendes mor blev alvorligt syg. Den fromme Lucia bad om sin moders helbredelse ved St. Agathe, en siciliansk helgeninde, og lovede, at hvis moderen blev rask ville Lucia vie sin formue til at hjælpe de fattige og forblive jomfru hele sit liv.

Moderen blev rask, og Lucia ville holde sit løfte. Desværre var hun allerede forlovet med en ikke-kristen mand, som slet ikke synes, at Lucias planer var i orden. Der er helgenfortællinger, der beretter om Lucia, at hun selv rev sine smukke øjne ud, så hendes forlovede frivilligt ville opgive giftermålet.

Andre historier mener, at Lucia fik stukket øjnene ud som et led i en lang række af forskellige former for tortur, som hun blev underkastet, da hendes forsmåede bejler havde meldt hende til kejsermyndighederne for hendes kristne tro.

Santa Lucia afbildes ofte med sine øjne på et fad, og hun er skytshelgen for personer med alle former for øjensygdomme.

Lucia er også skytshelgen i sin fødeby, byen Syrakus. Da der engang var hungersnød i byen bad befolkningen indgående til Lucia om hjælp. Helt mirakuløst kom to skibe fyldt med hvede til byen og alle var reddet. Hvedekornene ses som små udtryk for Lucias øjne. Den dag i dag spiser man en særlig hvededessert i Syrakus og omegn på Lucias dødsdag den 13. december.

Lucias hvede – Cuccia

Målene er meget omtrentlige.

2 dl hele hvedekorn (kan fås i velassorterede helsekostbutikker)
salt
250 g Ricotta – italiensk mælkeprodukt
Reven skal af en citron og en appelsin
1 spsk. vanillesukker
3 spsk. sukker
Evt. fileteret appelsi
Evt. hakket kandiseret citrusskal (appelsin og/eller citron)

Læg hvedekornene i blød i koldt vand natten over.

Kog hveden dækket i frisk vand med lidt salt i ca. 1 time og 15 minutter. Kornene skal føles møre. Hæld overskydende vand fra og lad hvedekornene køle helt af.

Bland Ricotta, citrusskal og de to slags sukker.

Rør de kolde hvedekorn i.

Lad gerne blandingen stå og trække smag i nogle timer. Arranger cucciaen pænt på et fad eller i en lav skål.

Pynt med kandiseret citrusskal og evt. fileter/skiver af appelsin.

P.S. Hvede kaldes i visse sammenhænge "nordisk ris". Kunne man mon tænke sig en variant af cuccia uden citrus og i stedet med æble, havtorn eller en anden danske/nordisk frugt. Ricottaen kunne evt. skiftes ud med kvark, og så har man pludselig en nordisk - og sund?! - pendant til ris a la mande.

P.P.S. Historien og opskriften er også udgivet på kristendom.dk

F**k global opvarmning! Jeg bager mine egne snebolde. Kardemommesnebolde.

2011-12-07T15:36:00.000+01:00

Disse lidt uformelige klumper er måske ikke ligefrem elegante at se på, men de smager til gengæld skønt af kardemomme og citron - en skøn blanding – og de er supergode til en kop te. De kan vække tanker om White Christmas, selvom det voldregner udenfor.

Sneboldene er blevet en juleklassiker i mit lille hjem. De var - i fire varianter - the main attraction, da jeg forleden var stadeholder for en dag på Torvehallernes julemarked. Mine andre varianter var nellike-appelsin, ingefær-lime og vanille-pink grapefrugt. De var også gode, men kardemommeudgaven er klassikeren.

Genudsendelse af billedet af kardemommesneboldene og den fine opsats.

Det gør pokker til forskel om du kværner din kardemomme selv, eller om du bruger det pulver, man køber i en pose. Det kan næsten ikke sammenlignes, så gør dig selv den tjeneste at købe hele grønne kardemommekapsler. De skal åbnes med en negl, de små sorte frø tages ud og kværnes i en kaffekværn eller en morter. Nogen rister også frøene lidt; det har jeg ikke gjort.

Kardemommesnebolde (ca. 40 stk.)

250 gram smør
350 gram hvedemel
150 gram flormelis
½ tsk. groft salt
fint revet skal af 1½ (økologiske) citroner
1 spsk. friskstødt kardemomme
100 gram flormelis til at rulle klumperne i

Smelt smørret. Lad det køle lidt af, mens du blander de andre ingredienser i en stor skål. Hæld smørret i blandingen, men lad bundfaldet blive tilbage. Rør blandingen sammen med en ske til det er jævnt. Det er en underlig dej, men fortvivl ikke. Kagerne bliver skønne!

Form ca. 1 spsk. dej ad gangen ved at presse den sammen i hånden. De behøver ikke at være fine og ens, men må gerne være rustikke og uregelmæssige. Det er snebolde! Sæt klumperne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 180° i ca. 10 minutter. De skal bages så længe, at de bliver helt hårde, når de er kølet af.

Rul småkagerne i/drys med flormelis, så de ligner snebolde.

(Jeg mødte sneboldene første gang i Politiken 30. november 2005. Det er en Camilla Plum-opskrift, som jeg har arbejdet lidt videre med. Opskriften findes muligvis i hendes bog Jul.)

Til sidst en lille film fra gamle dage; dengang da vintrene altid var hvide og nevøer bare skulle have klø:

Cupcakes med gløggnoter - og indbygget brunkage

2011-12-04T16:21:00.001+01:00

Jeg viste et billede af den forleden - og her kommer opskriften. Min helt egen variant - Cupcake med "gløggnoter" - af Kristian Vangsgaards (fra Agnes Cupcakes) - grundopskrift. ...

Og helt ærligt? Kagedelen er stadig kedelig. Frostingen er skøn. Jeg tænker, at en anden gang skal der MERE kakao/chokolade i kagebunden, rosinerne skal trække i sprut, og der skal også mandelsstykker i, så kagen kommer til at ligne gløgg mere. Det nåede jeg altså ikke denne gang; det hele gik lidt hurtigt.

Cupcakes - grundopskriften

125 g smør
2 æg
125 g mel
125 g rørsukker
1 tsk. bagepulver
Korn fra en vaniljestang
½ tsk. salt
½ dl sødmælk

Jeg tilføjede

3 spsk kakao
1 dl rosiner

Jeg bagte dobbeltportion og fik ca. 24 kager ud af det, så opskriften passer fint til en omgang i en muffinsbageform med 12 huller i.

Af uforklarlige grunde fulgte jeg slet ikke instruksen for enden af linket. Måske var kagerne blevet meget mere velsmagende, hvis jeg havde gjort det... Prøv det endelig! Jeg skal ikke bage flere cupcakes lige i den nærmeste tid.

I stedet tænkte jeg klassisk rørt dej: smør og sukker piskes sammen. Æggene tilsættes et af gangen. Der røres grundigt mellem hvert æg. Mel, kakao, salt og vanille tilsættes og omrøres. Til næstsidst mælken og allersidst rosinerne.

Fordel dejen i muffinsforme - gerne i en muffinsbradepande, så de holder formen - og bag dem ved 200 grader i 15-20 minutter. En strikkepind, som stikkes ned midt i kagen, skal komme ud uden snask på.

Som nævnt hos Arla skilte min dej lidt, og det er selvfølgelig lidt uchecket for en rutineret bager, men jeg er jo ikke perfektionist, så det tog jeg mig ikke synderligt af. Og jeg tror heller ikke, at det var dét, der gjorde kagerne lidt fesne.

Perfectly imperfect. Perfectionism reduces the ability to take risks and kills creativity.

Frostingen til gengæld blev god - synes jeg. Sød, smørret, ubestemmeligt rødvinskrydret og i en meget original, men i grunden køn farve. Den var et lidt mere omfattende projekt:

Gløggfrosting - alt for stor portion

1 flaske rødvin
300 g rørsukker
2 kanelstænger
20 nelliker
2 stjerneanis
nogle stykker tørret hel ingefær
10 kardemommekapsler

250 g smør
150 g flormelis (reduceret ifht. Vangsgaards opskrift pga. tilsætning af sød, sød sirup)

Kom rødvin, sukker og krydderier i en gryde og kog blandingen ind, indtil du har en sirup, der er MEGET tyk, når den bliver afkølet. (Check ved løbende at tage små prøver på en teske/ud på en kold tallerken eller mål med et sukkertermometer. Jeg mener, at jeg målte omkring 120 grader med mit sukkertermometer.) Det er vigtigt, at siruppen ikke er for tynd, for så bliver frostingen også tynd.

Når siruppen er kogt tilstrækkeligt ind, sigtes krydderierne fra, og den køles HELT af.

Pisk smør og flormelis sammen til en glat masse. Kom en masse af din gode sirup i smørglasuren. Smag dig frem. Pisk godt og grundigt, så massen er helt jævn. Stil frostingen på køl.

(Jeg doblede også frosting-grundopskriften, og enten bruger jeg ALT for lidt frosting på mine cupcakes, eller også er de to grundopskrifter bare ikke tænkt til at passe sammen) Sirupsdelen er rigeligt til den dobbelte protion, så jeg anbefaler, at du enten halverer opskriften, eller glæder dig over at du får lavet dig en lækker rødvinssirup, som kan bruges til andre gode ting. På havre-/risengrøden. I chokoladekonfekt. På is.)

Gløggolader: chokolade, gløggsirup, smør.

Når kagerne er bagt og kølet af, skal de have frosting på. Hvis den er blevet lidt vel fast i køleskabet, kan den piskes igennem, inden du kommer den i en sprøjtepose med en smart tylle og sprøjter ud på dine kager. Eller du kan bruge en frysepose, som du klipper hjørnet af. Eller frostingen kan fordeles med en kniv. Eller plantes med en teske. Du bestemmer selv ambitionsniveauet.

Herefter kan du pynte med guldkugler, kandiseret frugt, mandler, rosiner eller hvad du nu synes. Jeg havde tilfældigvis lige bagt en masse små brunkagesnefnug, og de kom til at fungere som min pynt.

Stadeholder for en dag i Torvehallerne - med wannabe cupcakes og snefnug

2011-12-02T09:53:00.002+01:00

Jeg beslaglagde kattens kamera. Junior blev sendt i eksil ude på Sjælland. Min søster skrev under på en tavshedsklausul. Jeg arbejdede efter mørkets frembrud. Jeg bagte snebolde og snefnug. Og cupcakes, ikke at forglemme, med udgangspunkt i en meget hemmelig opskrift. (Linket virker ikke for mig lige nu; måske er det blevet nedlagt. Tidligere lå der en fin grundopskrift på cupcakes som Kristian Vangsgaard fra Agnes Cupcakes har "udviklet".)

Jeg skulle nemlig være stadeholder for en dag på Torvehallernes julemarked i tirsdags. Det projekt var (er) et forsøg fra Torvehallernes side. Man lod simpelthen vennerne fra Facebook byde ind på en gratis stand i det nye julemarked. Opslaget kom torsdag. Jeg tog en chance og bød ind med mine småkager og fik fredag eftermiddag tilsagn om en plads tirsdag. En weekend i småkagebageriets tegn var en realitet.

Nu har jeg jo, som mine læsere vil vide, en del opskrifter oppe i ærmet. Jeg bestemte mig for at fokusere på småkager og på krydderier under overskriften "Julen er krydderiernes fest". Og så lige cupcakes. Jeg kunne ikke dy mig; så få meter fra Agnes...

Gløgg-cupcake med indbygget brunkage.

Gløggcupcaken var en variant af den "hemmelige" cupcake, og den udmærkede sig - synes jeg - især med en frosting lavet med en heftigt krydret rødvinssirup. Opskriften på gløggcupcaken er nu lagt ud.

Mit øvrige sortiment var krydrede snebolde i fire varianter: kardemomme-citron, ingefær-lime, nellike-appelsin og vanille-pink grapefrugt. (Opskrifter følger i et senere indlæg.)


Snebolde i høj sol. Min søster Ulla har lavet den fine opsats.

Gløggolader:

Snefnug, som jeg har omtalt tidligere:

Og brune kager:

Det kom til at se sådan ud:

Senere sådan:

Læg mærke til den smagfulde humør-snebold. Den skiftede farve.

Og kl. lidt over syv sådan:

Lukket - men ikke slukket...

Lad mig sige det med det samme: dagens gav ikke basis for en sommerresidens i Spanien, men jeg fik dækket mine udgifter - også til taxa og skøn suppe fra nabostanden. Og jeg havde en skøn dag med min søster, kunderne, og en masse søde besøgende bloggere. (Tak for visitten til bl.a. Sifka, Karen, Rasmus, Kristina og Anne.)

Og tak til Morten/Torvehallerne for en rigtig sjov oplevelse. Jeg kan varmt anbefale alle andre glade madamatører at tage chancen, hvis den byder sig.

P.S. Katten har fået sit kamera tilbage; junior vender hjem i weekenden og min søsters kontrakt er ophævet efter et antal møder med mine advokater. Jeg tror sgu bare, at jeg lægger opskriften ud. Stay tuned.

Hjemmelavet - økologisk! - knækbrød

2011-11-27T10:03:00.001+01:00

Sådan skal det jo heller ikke forstås. Jeg er ikke anti-økologi. Derfor benytter jeg lejligheden til at lave økologisk knækbrød (eller er det mon kiks?) Det er nemt og helt forbandet lækkert. Man kan næsten slet ikke smage økologien!

Og så passer det jo fint her til første søndag i advent med en lille påmindelse om, at adventstiden i gamle dage var en fasteperiode. Ved at spise spartansk i perioden op til en højtid bliver oplevelsen med lækkerierne til selve festen endnu mere overvældende, end hvis man går og tyvstarter - for at sige det mildt - i en måned før klimaks. De fleste af os kender vist fornemmelsen af at være lidt forspist inden den 24. december...

Med hjemmelavet knækbrød er tanken om en dag eller to på vand og brød - og måske en lille bitte smule tandsmør - slet ikke så skræmmende.

4 dl øko-hvedemel (andre melsorter kan sikkert også bruges. Prøv dig frem!)
4 dl blandede øko-frø, -kerner og/eller -havregryn fx. sesamfrø, solsikkekerner, hørfrø, nigellafrø, birkes, græskarkerner (evt. hakkede)
1 dl øko-vand
1 dl øko-olie fx. raps
1 tsk øko-bagepulver
Øko-Salt efter smag

Bland hele baduljen sammen.

Når dejen har samlet sig, rulles den tyndt ud på et stykke bagepapir på en bageplade.

Pas på, at kanterne ikke bliver for tynde; så bliver de nemt brændte i ovnen.

Skær dejen i stykker efter behag. Jeg laver dem ofte i kiksestørrelse eller som en slags stænger. Wasastørrelsen er ikke gudgiven.

Bag knækbrødet/kiksene ved 200 grader i 15-20 minutter. Stykkerne - ikke kun de yderste - skal blive lysebrune i bunden, men endelig ikke for mørke.

Knækbrødet kan naturligvis også laves ikke-økologisk.

Urtekram - og en ikke-økologs bekendelser

2011-11-19T20:23:00.000+01:00

Åh, åh, jeg ville gerne... Men jeg kan altså ikke. Økologi.

(I dag får du ingen opskrift, kun holdninger. Til gengæld vil jeg prøve at gøre det lidt systematisk...)

Jeg er ikke økologisk. Økologi er ikke noget, som jeg fokuserer på. Det er ikke noget, som jeg lægger vægt på. Det er ikke en del af min plan. Heller ikke her på bloggen. Alligevel var jeg i går aftes til et Urtekram-madbloggerarrangement.

Og lad mig slå helt fast: det var et helt utroligt vellykket arrangement. Totalt søde og checkede værter Anne-Sophie og Julia Lahme (med Baby Sofus!). Super kompetente, begejstrede og imødekommende Urtekram-folk. Vidunderlige (kvindelige) mad- og medbloggere. Sæt tolv kvinder ind i et rum med stearinlys og en kande te - så går snakken!

Jeg vil ikke gå ind i en lang beretning om, hvad de og vi sagde og gjorde i løbet af aftenen, men gå direkte til de overvejelser jeg har gjort mig om, hvorfor jeg både før og efter det skønne møde med Urtekram må kalde mig selv ikke-økolog. Ikke anti-økolog, slet ikke, men ikke-økolog. Og jeg beklager virkelig, for jeg ville gerne. Jeg kan bare ikke.

For overblikkets skyld har jeg forsøgt at samle min tanker under nogle overskrifter. Der er en række grunde til, at jeg ikke kan melde mig ind i klubben af dedikerede økologiske forbrugere. Grundene kan være gode eller mindre gode, men tilsammen danner de et indtryk af min mening om økologi.

Udseende
Jeg ser i mange henseender ikke mig selv som sådan en, der fokuserer meget på det ydre. Ikke når det gælder mennesker i hvert fald. Men når det kommer til mad - og en masse andre ting - er jeg temmelig visuelt indrettet. Det betyder noget for mig, hvordan min tørrede abrikos ser ud.

Det er meget muligt, at det er svovl, der gør, at en abrikos kan beholde sin farve når den bliver tørret, og det er muligt, at svovl er skidt for min krop - men det er skidt for min sjæl at skulle spise en abrikos, der ser så trist ud. Jeg synes simpelthen ikke, at det ser fristende ud, når der står tre skåle med "lækkerier" foran mig, og vi taler brun-i-brun-i-brun.

Økologi er jo meget andet end tørrede abrikoser, og der arbejdes sikkert på sagen, men mit indtryk er at mange økologiske varer enten som rå eller forarbejdede produkter ikke taler til min synssans, og det er dér det første slag skal slås. Sorry, økologi; you lose.

Smag
Med rigtig mange produkter må jeg retfærdighedsvis indrømme, at jeg ikke kan smage forskel på økologisk og konventionelt dyrkede varer. Jeg kan - sandsynligvis - gennemskue om noget er friskt eller mindre friskt, men det har jo ikke noget med økologi at gøre. Der er således for mit vedkommende ikke et smagsargument, der skulle få mig til at sværge til økomad.

Urtekrams tørrede abrikoser smagte så decideret kedeligt i min mund, og så duer det ikke. Åh, åh, jeg ville gerne...

Pris
De fleste økologiske produkter er lidt dyrere end de ikke-økologiske. Jeg kunne godt få råd til at købe økologisk, hvis jeg virkelig ville. Det er et spørgsmål om prioritering, og jeg prioriterer benhårdt i min lille husholdning. Det er jeg nødt til. Enlig mor. Deltid.

Jeg lever efter devisen, at jeg sparer på femørerne og lader millionerne rulle; altså jeg sparer i hverdagen og på mine almindelige udgifter for at kunne give den gas, når der er noget, som jeg virkelig gerne vil. Jeg vil fx. mene, at min ikke-økologiske grundholdning har betalt for min iPad. Det er en prioritering, som jeg sidder og er ret tilfreds med. Åh, åh, jeg ville gerne...

Sundhed
Sundhedsargumentet da? Ikke bare min egen, men også min søns? Næh, heller ikke da han var lille.

Det er muligt, at jeg lægger en tikkende bombe under min egen alderdom og min søns trivsel og vækst, men so be it. Jeg kan ikke spise økologi af frygt for at dø. Den vej skal jeg, du og vi alle. Den problematik dealer jeg med på andre måder; ikke i min kost.

Indtil videre har jeg et relativt fortrinligt helbred og junior ligeså. Vi er høje og ikke alarmerende unormalt-vægtige, vi er sjældent syge, vi har ingen allergier, vi har sunde negle og blankt hår, og hvad vi måtte have af kropslige svagheder forestiller jeg mig kommer af lidt for lidt bevægelse og ikke af pesticidrester.

Jeg tror desuden, at det betyder en masse for min sundhed, at jeg ikke ryger, ikke drikker ret meget alkohol, får min nattesøvn og i det hele taget ikke presser mig selv for hårdt. Åh, åh, jeg ville gerne...

Frelse naturen/verden
Det argument er jeg lige ved at kunne blive overbevist af. Jeg synes, at det er vigtigt, at handle ansvarligt i sit liv og at tænke lidt ud over sin egen næsetip både geografisk og tidsmæssigt. Men så bliver jeg grebet af en måske lidt ukonstruktiv protestfølelse: jeg synes egentlig ikke, at det er rimeligt, at jeg er nødt til at være forbruger i kampen for en bæredygtig jordklode. Det må være et borger-ansvar; altså i næste række et politisk ansvar, at der bliver handlet langsigtet og fornuftigt.

Det kan godt være, at de økologiske forbrugere sender et signal/lægger pres på vores politikere ved at lægge Urtekramprodukter i indkøbskurven. Det er bare deprimerende, at det skal gå den vej. Det burde være omvendt. Åh, åh, jeg ville gerne...

Selviscenesættelse
En sidste - måske lidt useriøs, men ikke desto mindre ret betydningsfuld - faktor for også mine indkøbsbeslutninger er spørgsmålet om, hvordan jeg opfatter mig selv og ikke mindst, hvordan jeg IKKE opfatter mig selv. Arrangementet i går blev afholdt i 2100 Spelt, og ordet urtekusse blev nævnt mindst én gang.

Jeg vil IKKE være en urtekusse! Jeg bager IKKE brød med spelt. Det betyder ikke, at jeg ikke er ret tæt på at være netop sådan en, som jeg ikke vil være, men måske derfor er det mig ekstra magtpåliggende at tage afstand, der hvor jeg kan. Åh, åh, jeg ville gerne...

Afslutningsvis vil jeg kaste et halmstrå ud, som jeg selv kan gribe i, så jeg måske ikke skal brænde i et økologisk helvede some day soon: jeg køber stort set altid økologisk mel!

Stort tak til Urtekram for et herligt arrangement. Jeg fik en masse ud af det, og jeg håber også, at mit syn på sagen kan være til nytte på en eller anden måde. I hvert fald vil jeg uden at blinke anbefale Urtekrams produkter til dem, der har det anderledes med disse sager end jeg har. Det er tydeligvis en virksomhed med noget på hjerte og med plads til både originaler og originalitet.

Åh, åh, jeg ville gerne...
tænde, tænde din lanterne
uuh, uuh - elske dig.

Men jeg, jeg er ingen stjerne
og alle, alle ville gerne
uuh, uuh - elske dig.

Og tænker på dig
Åhhh, drømmer om dig
venter på dig
indtil alting
er forbi.

Info: Jeg var med til arrangementet, fordi jeg i en anden madbloggersammenhæng har mødt Anne-Sophie Lahme, der arbejder for/med sin søster Julia Lahme. De hjælper Urtekram og andre små og store virksomheder med at kommunikere med deres brugere. Jeg fik mad og drikke hele aftenen og en generøs goodiebag med hjem.

Undskyld. Læs ikke dette indlæg.

2011-11-19T00:36:00.000+01:00

Dette er et tvangsindlæg. Du er ikke tvangsindlagt. Jeg skal bare lige gøre noget: Follow my blog with Bloglovin

Er du der endnu? Når du alligevel er der, kan du jo lige så godt få en forklaring.

Jeg har været sammen med en gruppe bloggere og blev undervejs mindet om fænomenet Bloglovin'. Ikke at jeg helt har fattet, hvad det lige går ud på, og ikke at jeg er sikker på, at det er noget, som jeg kan bruge til noget, men anyways, nu prøver jeg.

For at kunne claim'e min egen blog derinde (altså gøre krav på, at den er min) og få adgang til en lille bitte smule indflydelse på, hvordan min blog fremtræder, SKAL jeg indsætte et stykke kode i et nyt blogindlæg. Det giver det link, som du mødte et par linjer oppe.

Fair nok, at Bloglovin' gerne vil sikre sig, at man rent faktisk ejer den blog, som man hævder at eje, men det føles lidt anmasende, synes jeg.

Nu er det gjort, du har fået en forklaring, og lad os så komme videre i vores liv. Der er jo kager derude i verden, som hverken bager eller spiser sig selv.

Undskyld!

Vintersmåkager: Sukrede snefnug - og en konkurrence

2011-11-17T00:06:00.096+01:00

Er det vinter? Nej. Sner det? Slet ikke. Selvom bladene stadig hænger på træerne og solen skinner, så vil jeg alligevel lige vise nogle vintersmåkager, som jeg har bagt i dag. Inspirationen er kommet fra min nye blogfavorit, Söta Saker, som udfordrer med Månadens søtsak. Tea udstikker en overskrift, og de, der har lyst, bager og sender links. I november er temaet vinter.

Jeg tænkte på at bage nogle gamle kardemommefavoritter, som jeg kalder snebolde, men så rundede jeg det store internet og fandt hos Joy of Baking noget for mig nyt - klassisk amerikansk åbenbart - nemlig Melting Moments. Meget passende navn til en vintersmåkage. Det så oven i købet ud til at småkagen både kan laves som kugler og som formet med en kagesprøjte.

Sådan en har jeg tilfældigvis; den trængte tilfældigvis til at blive brugt, og den er tilfældigvis svensk. (Jeg har haft min Sawa så længe, at jeg ikke husker, hvor jeg har den fra. Man kan selvfølgelig få moderne kagesprøjter, men har du mod på en vintagemodel, kan jeg anbefale Ebay.)

Sawa'en har en masse skiver med forskellige huller til forskellige former af småkager, og en af dem ligner næsten - og jeg understreger NÆSTEN - et snefnug. For snefnug er jo, som vi allesammen ved, ALTID sekskantede og ALDRIG ottekantede. Men man har vel lidt kunstnerisk frihed i køkkenet - selvom det ærgrer mig lidt...

Melting moments
ca. 40 stk - afhængigt af, hvor store du laver dem... Kagerne bliver utroligt sprøde og smelter faktisk nærmest på tungen. Opskriften er oversat og let omskrevet fra Joy of Baking.

225 g smør
30 g flormelis
1 tsk vanillesukker/vanillekorn fra ½ vanillestang
200 g mel
60 g Maizena
1 knivspids salt

ekstra flormelis til at drysse over småkagerne/rulle dem i

Pisk smør og flormelis indtil det er blødt og glat. Tilsæt vanillesukker eller vanillekorn og pisk dem godt ind i blandingen. Rør de to slags mel og salt i smørblandingen. Dejen skal ikke overpiskes, men jeg taler af erfaring, når jeg siger, at underpiskning også er en dårlig idé. Hvis der er klumper af dejen, som er mere melede end andre, kommer de ikke ordentligt ud af kagesprøjten. Så må man pænt skrabe dejen ud af kagesprøjten og på den igen...

Sæt dejen i køleskabet et par timer til den er blevet lidt fast.

Tril nu kugler på ca 2½ cm eller pres småkager ud med en kagesprøjte i din yndlingsform. Bag småkagerne på en plade med bagepapir i 10-14 minutter ved 175 grader. Kagerne skal blive let lysebrune i kanterne.

Lad kagerne køle let af og flyt dem så til en kagerist. Drys flormelis ud over kagerne, så de kommer til at ligne snebolde - eller snefnug. Let it snow, let it snow, let it snow!

Kalenderkonkurrence
Og nu til præsentationen af en lille konkurrence, som du kan deltage i, fordi du er nået helt herned.

Jeg har købt en svensk kalender, som jeg omtalte i mit indlæg om Sverige den 25. september. Kort fortalt er kalenderne fuld af halv- og helnøgne svenske bagersvende og kalenderen er et must for enhver kvinde - eller mand for den sags skyld - med sans for det, som er godt. Salget af kalenderen tjener desuden penge til Hjärnfonden.

P.S. Jeg hilste på Mr. Juli, da jeg var i Stockholm...

Hvis du vil deltage i konkurrencen om at vinde kalenderen, skal du gøre følgende: Følg linket til Sled Riding Store og find MIT snefnug! Det vil hjælpe dig til at finde lige netop det rigtige blandt over 10.000.000 forkerte, hvis du ved, hvad jeg hedder til fornavn - det kan du finde her på bloggen - og hvis du ved hvilken by jeg bor i, og hvad den by hedder på engelsk.

Når du har fundet fnugget - det drysser ned fra toppen af skærmen efter et øjeblik - læser du min besked og sender den til mig på mailadressen lise@kagekagekage.dk . Det er altså ikke helt nemt, men til gengæld er præmien skøn, så den er værd at kæmpe lidt for...

Jeg trækker lod blandt besvarelserne på næste søndag den 27. november kl. 18.

OBS! Opdatering: Jeg afslutter konkurrencen før tid; der er ingen grund til at trække spændingen længere, og det er jo ikke fordi resultaterne vælter ind i spandevis. Opgaven har skilt fårene fra bukkene... :-) Altså trækker jeg lod allerede i aften (den 21. november) kl. 18.

Gazellens Horn til Den store Offerfest

2011-11-07T18:07:00.027+01:00

Der var kø ved den lille eksotiske slikbutik i går. Sorthårede mænd fyldte butikken og stod ude på gaden. Der var åbent selvom der normalt er lukket om søndagen. Jeg er bange for, at jeg ikke engang ville have tænkt over det, hvis ikke min kusine på Facebook havde ønsket Happy Eid Mubarak til alle: muslimerne holder fest i disse dage. Det er Eid al Adha og festen finder sted 6. til 9. november i år.

Ramadanen og den afsluttende Eid al Fitr, Den lille Fest, går som regel ikke ubemærket hen og den har jeg nogenlunde styr på, men Eid al Adha, Offerfesten; Den store Fest, som er i gang netop nu, har jeg ikke bemærket før. Og endnu mindre har jeg opfattet, hvad festen handler om.

Nu læste jeg lidt om festligheden, og det er selvfølgelig vældig interessant - og der følger søde sager med.

Eid al Adha er opkaldt efter historien fra Det gamle Testamente om Abraham, der får besked fra Gud om, at han skal tage sin søn med op på et bjerg og ofre ham. Abrahams tro skal afprøves.

Den velkendte og uhyggelige historie beretter hvordan Abraham lydigt følger ordren, og tager junior og de nødvendige remedier med på bjerget. Selvom sønnen undrende spørger, hvor offerdyret dog er henne, fortsætter Abraham sit grusomme forehavende, og han når at binde sin søn og lægge ham klar til at blive slagtet, inden en engel bryder ind. I sidste øjeblik bliver drabet på sønnen afværget, og Abraham erstatter sønnen med en vædder, der har fået sine horn viklet ind i en busk i nærheden og derfor nemt kan fanges og ofres.

Bemærk den hvide vædder; den ser ud som om den er drysset med flormelis...

Det er en drabelig historie om lydighed. I vore dage forekommer historien nærmest sadistisk, og kan måske forekomme svær at drage nogen visdom ud af. Ikke desto mindre er vi i vores samfund ret optaget af at sige til os selv og hinanden: hold fast i det, som du tror på. Vi fortæller vores unge: Tro på din drøm, (næsten) uanset hvad andre siger og hvad fornuften siger. Måske mest i festtaler, men alligevel.

Eid al Adha er en fest i den ånd. Nogle muslimer tager sikkert talen om lydighed over for Gud mere bogstaveligt end andre. Graden af villighed til at ofre det bedste man har i en højere sags tjeneste varierer sikkert også ganske betydeligt. Men påmindelsen om at verden er et sted, hvor der på trods af, hvad det ser ud til, er en vis mening med galskaben er ikke dum. Og festes, det skal der.

Børn og voksne får nyt tøj. Oprindeligt har de familier, der har haft råd til det, slagtet et offerdyr. En tredjedel af kødet blev i familien, en tredjedel blev fordelt til venner og bekendte og den sidste tredjedel blev givet til de fattige. I vore dage/i Danmark går de fleste sikkert til slagteren efter kød. Og så kommer der naturligvis søde lækkerier på bordet af mange slags.

En type konfektkage, der åbenbart serveres bl.a. til Eid el Adha i Marokko, er Kaab el Ghazal. Det betyder meget passende gazellens horn (eller ankel?). De små konfektkager består af en tyndtrullet dej fyldt med velduftende og blødt mandelfyld. Kagerne formes som halvmåner/gazellehorn og kan drysses med flormelis, når de er bagt. Jeg lavede fyldet med marcipan, selvom opskriften taler om hjemmemalede mandler.

Kaab el Ghazal (ca. 15-20 stk)

Dejen:

190 g mel
1 lille æg
85 g smeltet smør
2 spsk orangeblomstvand (fås fx. hos velassorterede grønthandlere)
en knivspids salt

Bland det hele sammen og ælt længe. Opskriften anbefaler 20 minutter i hånden eller 10 minutter i en røremaskine. Det skulle gerne resultere i en blød, glat og meget elastisk dej.

Fyldet:

400 g marcipan (60% mandler)
2 spsk orangeblomstvand
30 g smeltet smør
½ tsk kanel

Rør det hele sammen til en blød masse.

Rul nu dejen meget tyndt ud. Læg en lille marcipanpølse på dejen, rul dejen rundt om fyldet og form kagen så den bliver halvmåneformet. Skær den overskydende dej af. Sæt de færdigtformede kager på bagepapir på en bageplade. Lad dem evt. stå og småtørre en times tid. Prik et antal små huller i dejen; det skulle forhindre, at de bobler op under bagningen.

Du kan pensle hornene med et æg rørt sammen med endnu lidt mere orangeblomstvand.

Bag hornene i ovnen i ca. 12 minutter ved ca. 180 grader.

Hvis du synes, kan hornene drysses med sigtet flormelis.

Nu med lufthuller...

Jeg har fundet en fremragende instruktionsvideo, der viser, hvor enkelt det er at lave Kaab el Ghazal...

(Bemærk! Jeg bruger ikke samme opskrift som Alia, damen i videoen. Gå evt. til 3 min 08 sek; her begynder hun at rulle og samle kagerne.)

Eid Mubarak! May your holiday be blessed! Velsignet fest!

Hvid kladdkaka med pærer

2011-11-02T09:57:00.061+01:00

Én kladdkaka er ikke nok. Her kommer nummer to. En hvid variant, som er om muligt endnu sødere og endnu blødere end den første.

Jeg troede, at jeg havde en pose stikkelsbær i fryseren, som kunne være blevet bagt med og have dannet lidt modspil. Sådan skulle det ikke være, og ved du hvad? Den blev spist alligevel!

Denne opskrift er også lavet med udgangspunkt hos Tea på Söta Saker. Mit bidrag til opskriften er pærerne, der jo er i sæson lige nu.

Hvid kladdkaka med krydrede pærer

1 stor pære fx. Lucas
1½ dl sukker
1½ dl vand
saft af en citron
krydderier fx. stødt ingefær, kanel og/eller vanille

Kog sukker, krydderier vand og citronsaft til en lage. Skræl pæren og skær den i tynde både.Kom pærestykkerne i lagen og kog indtil stykkerne bliver nærmest klare. Det tager ca. 10-15 minutter. Tag pærestykkerne forsigtigt op, og lad dem dryppe af.

100 g smør
100 g hvid chokolade
2 æg
2 dl sukker
2 tsk vanillesukker
2 1/2 dl mel

Smelt smør og chokolade forsigtigt sammen.

Tilsæt de øvrige ingredienser og rør indtil du har en glat og sammenhængende masse.

Hæld dejen i en rund form beklædt med bagepapir. Læg pærestykkerne ovenpå. Bag kagen 15-20 minutter ved ca. 200 grader.

Kagen er meget sød, så lidt frisk, syrlig frugt serveret ved siden af vil gøre underværker. Tea foreslår at man drysser kagen med flormelis. Det sprang jeg over.

Halloween er ikke udansk!

2011-10-31T19:12:00.002+01:00

En dansk biskop (der muligvis citerede en tidligere kirkeminister) sagde for nogle år siden om danskernes kendskab til kristendommen: "Der er næsten ingen huller i deres uvidenhed." Sådan kan jeg også tænke somme tider.

Disse dage er jeg lidt rystet over så mange mennesker, der ytrer, at Halloween er en uting, et Fælt kommercielt påfund og ikke mindst udansk. Jeg har muligvis oparbejdet en vis overfølsomhed overfor ordet udansk gennem de seneste ti år, men alligevel. Ved de mennesker da slet ingenting?

(De små græskar er lavet som Doodh Peda, mælkekonfekten fra forleden, bare med mere safran og markeret med en strikkepind.)

Det er indlysende, at der er nogle landmænd, der har oparbejdet en ny indtjeningsmulighed ved at dyrke og sælge græskar. Men er det ikke bare den slags hittepåsomhed, som vi hylder i festtaler? Find og opdyrk nye markeder? Bemærk: der er INGEN, der bliver tvunget til at købe dem. Der er muligvis nogen, der føler sig presset til at købe græskar og klæd-ud-tøj, men at føle et pres er ikke det samme som at blive tvunget. Mand jer op, hvis I ikke vil bruge penge på det pjat, og lad ungerne hyle, hvis det er det, der bliver konsekvensen.

Men man kunne jo også - og det er der tydeligvis også en masse der gør - se den blomstrende Halloween-industri som en kærkommen saltvandsinsprøjtning til en fin, gammel dansk tradition.

Jeg skal være den første til at indrømme, at der er gået rod i begreberne. Og jeg fatter det stadig ikke helt: hvorfor er det, at vi i den danske folkekirke fejrer Allehelgensdag (1. søndag i november), når vi som gode lutheranere ikke abonnerer på helgener? Det er en katolsk ting. Hvorfor kalder vi ikke den søndag for Allesjælesdag, som er en fejring af alle - almindelige - kristnes liv og død? Det er jo alligevel den skik, som udleves i mange kirker, nemlig at læse navnene højt på dem, som er døde i årets løb. Måske går man ligefrem tur sammen på kirkegården i mørket, for at minde hinanden om, at døden også er et fælles anliggende.

Og hvorfor kan jeg huske et årligt tilbagevendende radioprogram fra min barndom, hvor der natten mellem den 31. oktober og 1. november, var åbent på P3 for lytternes spøgelseshistorier og for beretninger og musik, der kunne få hårene til at rejse sig?

Man kan læse flere steder om forskelle og sammenhænge mellem Halloween og Allehelgen fx. på Historie-online eller på kristendom.dk Problemet er, at det ikke er helt enslydende. Eller også er det mig der er fattesvag.

Men det korte af det lange er, at Halloween/Allehelgen/Allesjæle har forkus på døden og de mørkere side af livet. Hvis man, som jeg, tænker at årets højtider på forskellige måder sætter spotlys på vigtige almenmenneskelige forhold, så kan man måske også se en pointe i, at vi en gang om året bruger lidt tid på at tænke over netop dødens betydning i vores liv. Ofrer lidt eftertanke på det faktum, at livet ikke er lutter lagekage. Vi løber allesammen ind i nederlag, skuffelser, svigt, tab og andre kedelige ting - og det er ikke fejl i tilværelsen, som skal fortrænges eller for den sags skyld bekæmpes; det er vores vilkår som mennesker.

Halloween/Allehelgen er - ligesom Fastelavn, der begyndelsen på nedtællingen til den alvorlige del af Kirkeåret, nemlig påsken med korsfæstelse og død - så alvorligt, at det kan være nødvendigt at tilsætte lidt comic relief for at kunne kapere det. Her kommer udklædning og løjer ind i billedet. Det er ikke KUN pjat; det er pjat på den mest alvorlige baggrund tænkeligt: døden.

Ingen særlig opskrift i dag, men link til min opskrift fra sidste år på helgenknogler på Kristendom.dk

Månadens sötsak: Ge bort-småkager og ganske lidt om verdens sande tilstand

2011-10-27T18:11:00.000+02:00

Jeg har været i Sverige. Et par gange. Med kagebrillerne på. Jeg er opløftet. Af gode grunde har jeg også fået øjnene op for et par gode svenske kageblogs.

Den ene er Bake My Day. Bag den står Mattias Kristiansson, en ung Malmöit, bosat i Stockholm, som smukt og kreativt laver kager og dele sine kageoplevelser med os andre kagetosser. Kontakta mig om du vill göra en beställning eller bara prata kakor, skriver han, og det er da ikke til at stå for?!

En anden skøn kageblog er Söta Saker bestyret af Therésia Erneborg - eller bare Tea. Meget enkelt og appetitligt serverer hun den ene vidunderligt fristende opskrift efter den anden. Bloggen minder med de utroligt fine fotos lidt om vores egen Anne au Chocolat - dog tilsat en knivspids vanvid/selvironi. Det kan jeg godt lide.

Tea byder på en månedlig udfordring, Månadens Sötsak, som man kan deltage i, hvis man har lyst. Tea udstikker temaet og man kan så selv tolke og over- eller underfortolke som man har lyst og blogge om det. Så er der også noget med nogle links frem og tilbage og billeder; det nærlæser jeg om lidt.

Tidligere temaer har været fx. rosa, udenlandsk, efterår, chokolade, syrligt-sødt; oktober måneds opgave lyder Ge bort. Altså at give noget til nogen.

Småkager - gode nok til at give væk

250 g smør
225 g sukker
1 æg
1 tsk vanille
1½ tsk bagepulver
revet skal af 1 citron
revet skal af 1 appelsin
340 g mel
lidt mørk chokolade

Småkagerne her har jeg lavet tidligere på sommeren. Her finder du instruksen. (Hvis sandheden skal frem havde jeg faktisk en rest dej i fryseren, som nu kom til ære og værdighed. Opskriften er til en ret stor portion, som sagtens kan deles med fryseren.)

(Småkagerne er ret tykke. Dejen lå tykt udrullet i fryseren; jeg havde tænkt, at den skulle blive til cake pops. Det blev den så ikke, men hvem har egentlig bestemt, hvor tykke småkager skal være?)

Denne omgang fik så et svensk pift ved at jeg brugte min nyindkøbte svenske engleudstikker, og jeg pyntede englene med chokolade i stedet for glasur. Alle andre udstikkere kan naturligvis også bruges.

En voksen og en barneengel?

Da småkagerne var bagt, kølet af, pyntet og tørret kom de i en fin cellofanpose. Det gør underværker for simple småkager. Pludselig var de rigeligt fine nok til at give væk.

Bemærk også peberkagebogen i baggrunden. Den er også svensk...

Hvem skulle så have småkagerne, tænker den nysgerrige læser måske. Ja, ser du, det tænkte jeg også selv. Og så læste jeg i avisen om aktivisterne, der er flyttet ind på Rådhuspladsen disse dage. Jeg har ikke HELT forstået, hvad det går ud på, men det er vist noget med, at verdens ressourcer er urimeligt og uretfærdigt fordelt. Det kan jeg godt skrive under på, og jeg er glad for, at nogen trodser mageligheden og råber op.

Selvom demonstranterne åbenbart bliver stopfodret af hjælpsomme københavnere og ikke lider stor fysisk nød, så tænkte jeg, at en lille småkage ned alligevel kunne gøre godt efter en portion kold mad fra dåse. Så derfor gik jeg på Rådhuspladsen med mine småkager.

Englesmåkager og en kold dåseøl. Ja, verden er underlig...

Det var mildest talt lidt sært og grænseoverskridende at aflevere en cellofanpose med englesmåkager til en fuldvoksen, varmtklædt, svensk/engelsktalende, småsyret gut. Men på den måde blev småkageudfordringen desto større, og jeg endte med at få en kop te og en lang og god bonussnak om verdens sande tilstand.

Doodh peda. Mælkekonfekt til mælkehaderen

2011-10-26T22:22:00.000+02:00

Happy Diwali!

Doodh Peda - klassisk indisk konfekt

I dag fejrer hinduerne Diwali, lysfest. Af flere grunde. Dels mindes man, at guden Rama besejrede dæmonen Ravan og dels hyldes Laksmi, gudinden for skønhed og velstand. Dagen er officiel helligdag mange steder i Asien og minder på mange måder om en kombination af jul og nytår. Altså uden jesusbarn og den slags detaljer, naturligvis...

Festen fejres bl.a. med masser af tændte lys, der symboliserer det godes sejr over det onde. Og som til enhver anden god fest spiser man godt; ikke mindst søde sager.

Jeg fandt en opskrift på en nem og lækker konfekttype, som åbenbart nydes på denne dag: Doodh Peda. Den består af lutter gode og nærende ingredienser, er temmelig nemt lavet og smager vidunderligt. Jeg har tilfældigvis oparbejdet et middelstort lager af kondenseret mælk, har for en sikkerheds skyld købt en pose skummemælkspulver, da jeg stødte på den i et supermarked i Stockholm for nylig, smør har jeg hamstret til fryseren og kardemomme og safran er basisvarer i mit køkken. Hvis du ikke har det helt som mig, er det måske en anelse mere kompliceret; det kan jeg egentlig godt se.

Doodh Peda

100 g smør
1 ds kondenseret mælk
96 g skummetmælkspulver (ja, det er posestørrelsen; 100 g er sikkert også fint)
3 kardemommekapsler
1 godt drys safran (smagen blev totalt overdøvet af kardemommen; måske vil jeg prøve en variant KUN med safran)
Mandler/hassel- eller pistacienødder/pinjekerner

Smelt smørret i en STOR skål i mikrobølgeovnen. Knus krydderierne i en morter.

Rør kondenseret mælk, pulver og krydderier i det smeltede smør.

Varm det op i mikroen et minuts tid. Tag det ud og rør godt rundt. I mikroen igen. Rør rundt. Bliv ved indtil massen tykner og en let afkølet prøveklump begynder at kunne formes i hænderne.

Jeg blev lidt forskrækket undervejs: massen vokser i skålen og ser mærkelig ud. Den faldt sammen igen efter omrøring.

Hvad sker der?!

Hvis man koger massen for længe, bliver konfekten åbenbart for hård. Det skete ikke for mig.

Lad massen køle af i nogle minutter, så du kan bearbejde den med hænderne. Tag en klump med en teske og rul den til en kugle.

Læg den på et stykke bagepapir til afkøling og pres en nød på toppen til pynt. Gør det med hele portionen. Lad konfekten køle af.

Oprindeligt blev konfekten naturligvis lavet af den indiske husmoder, som stod i timevis og indkogte mælk ved komfuret. På siden, The Spice is Right, hvor jeg har fundet opskriften står der meget sympatisk: Only seriously insanely obsessive picky eaters will be able to tell you have not slaved over the stove for hours. For the rest of us - this tastes as authentic as it gets.

(På siden står der også, at man kan lave Doodh Peda på seks minutter: Six minute guilty pleasure. Det er vist når man har øvet sig et par gange... Og det der guilty? Not me!)

P.S. Fik jeg nævnt, at jeg har det lidt svært med visse mælkeprodukter? Denne konfekt, som jo dybest set er mælk med mælk og fløde på, har jeg ingen problemer med.

Brødbudding Stop-Spild-af-Mad-style

2011-10-26T11:52:00.048+02:00

Jeg bager verdens (næst-) nemmeste brød tit, og som regel bliver det spist op inden jeg bager det næste. Somme tider er der dog en lille/stor gnalling tilbage, når det næste kommer fristende ud af ovnen. Denne gang var der TO endestykker, der lå og blev lidt tørre. Og vi smider jo ikke mad ud...

Inspireret af kageanarkistens bud på en brødbudding og hendes eget spørgsmål i et madbloggerforum om, hvad hun dog skulle bruge en masse brødrester til tænkte jeg, at jeg ville benytte lejligheden til at eksperimentere med konceptet "tørt brød > lækker dessert."

Det blev ikke spor dårligt: Sødt. Sprødt. Sejt. Frugtagtigt. Krydret. Min model var MEGET tilfældig, og jeg vil aldrig kunne lave helt den samme kombination igen, men hovedpointen er klar nok: gammelt brød, der bliver opblødt i sukkervand og smør og tilsat forskellige frugt-, nødde- og krydderirester og som derefter bages i ovnen bliver simpelthen godt. Selvfølgelig afhængigt af brødets oprindelige kvalitet og de tilsatte rester, men altså, konceptet.

Brødbudding Stop-Spild-af-Mad-style

De tørre brødstykker skar jeg i tern på 1-2 cm.

Jeg tyndede ud i frugtskuffen og brugte: en brun banan, et æble og halvdelen af en blød fersken skåret i småstykker.

I mit køkkenskab fandt jeg en rest pinjekerner, lidt sukat, hakket syltet appelsinskal og nogle rosiner, der havde kendt bedre dage. Der var også en lille bitte rest hjemmelavet mirabellemarmelade. Krydderier, som jeg bruger alt for sjældent, kom frem fra min meget velassorterede spice-afdeling: bl.a. stødt koriander.

Tilfældigvis havde jeg en lidt krydret frugtsirup stående i en kasserolle fra et pære-kogningsprojekt (ellers må fx. noget tørt puddersukker, krystalliseret honning eller bare noget almindligt sukker kunne gøre det) og en klump smør (ca. 50 g) i køleskabet. Smørret smeltede jeg inden det kom i. (Smørret kan knap nok kaldes en rest, for der er en løbende udskiftning af mine smørrester...) Jeg havde også to æggehvider tilovers fra en lille isproduktion.

Jeg blandede hele baduljen sammen i en skål og lod det stå nogle timer på køkkenbordet. På den måde fik det MEGET tørre brød tid til at opsuge al den dejlige fugtighed og smagen fra de forskellige ting fik lejlighed til at hilsen på hinanden. (Det er nødvendigt, at der kommer noget væske-agtigt i blandingen især hvis brødet er meget tørt: æblesaft, mælk, fløde, vin, you name it. Sukker og fedstof er også ret afgørende, hvis det skal blive decideret lækkert. Men altså: dit køleskab, din dessert.)

Man skal heller ikke spilde energi, så da jeg satte aftensmad i ovnen, satte jeg også et ovnfast fad med min kommende brødbudding ind i varmen. Jeg havde smurt fadet lidt inden jeg pressede "dejen" lidt sammen i det. For en sikkerheds skyld lagde jeg nogle små smørklatter og lidt sukker på toppen; Gud forbyde, at det skulle blive for tørt/usødt!

Jeg skal gerne indrømme, at min brødbudding blev lidt vel mørk på toppen, men bortset fra et par forkullede rosiner, så smagte selv det sorte fremragende.

Det ville have klædt desserten med en klat kold flødeskum, for den var faktisk RET sød (og husk: banan bliver ret gennemtrængende i smagen, når det bliver bagt!), men jeg havde ikke lige fløde i køleskabet, og det var blevet for sent til at købe ind, så vi klarede os med de "sørgelige" rester...

ChokladFestival. Kladdkaka. Solskin. Flere point til Sverige.

2011-10-23T23:11:00.001+02:00

Som du måske vil vide var jeg i Sverige i sidste måned. Hvis du følger mig på Facebook, vil du også vide, at jeg var i Sverige igen sidste weekend. Og jeg er ret begejstret. Svenskerne tager deres mad- og kagekultur alvorligt, og jeg er vild med det.

Kladdkaka. Tung. Tæt. Sej. Sød. Blød. Nem.

Anledningen til rejsen - der gik til Stockholm - for en uge siden, var ChokladFestivalen på Nordiska Museet. Helt sindssygt, at rejse fem timer med tog den ene vej og dagen efter fem timer hjem den anden vej. Men somme tider må jeg jo også tage MIN kagekultur alvorligt og nurse den lidt. Ren luksus og oktobervejr af allerbedste slags.

Jeg tog nogle billeder på ChokladFestivalen; dem kan du se på Facebook, hvis du vil have en fornemmelse af, hvad du gik glip af. Jeg vil lige fremhæve et enkelt billede som min søster tog:

Foto: Ulla Lotz

Jeg fik en snak med en dame i BAKA-standen om mulighederne for at abonnere på det skønne magasin, når man bor i Danmark. Det viste sig at være chefredaktøren, Åsa Swanberg, og hun undersøgte sagen: Man KAN abonnere i Danmark. Det er hermed varmt anbefalet.

(Send navn og adresse til madeleine.ronnvi@aller.se. Bladet koster SEK 421/6 numre)

Jeg tog kagebrillen på ude i byen; det kom der også et album på Facebook ud af.

Der sad en lille nisse på en lussekatt. Ham tog jeg med hjem.

På dette besøg i Sverige stødte jeg igen på fænomenet kladdkaka. Hvad Pokker er det? Det er jo ikke klatkager, kunne jeg regne ud, men hvad så?

Det er muligt, at jeg er den sidste person i verden, der har opdaget, hvad ordet dækker over, men nu ved jeg det, og jeg kan egentlig godt forstå what all the fuss is about. Kladdkaka må være en af de nemmeste kager i verden at lave. Børn kan bage klassisk kladdkaka næsten uden hjælp. (Der var en kladdkaka tävling under ChokladFestrivalen). Den kan varieres. Den er usigeligt lækker på den helt og aldeles snaskede måde.

Jeg så lyset, da jeg googlede kladdkaka og havnede hos Therésia Erneborg (Tea) på bloggen Söta Saker. Dejligt sted!

Kladdkaka med Baileys

100 g smeltet smør
3 dl sukker
2 æg
1½ tsk vanillesukker (Jeg var løbet tør (!), så jeg brugte hjemmelavet essens: udskrabede vanillestænger, der har stået i vodka i det lange glas LÆNGE)
1 knivspids salt
4 spsk kakao
1½ dl mel
3 spsk Baileys

(Opskriften minder faktisk en del om den kage, som jeg har bagt i et utal af variationer, og som her i huset er opkaldt efter min niece Aurora.)

Dejen laves meget nemt: smelt smørret forsigtigt i en kasserolle

Hjemmelavet vanilleessens...

og kom derefter alle de andre ingredienser op i kasserollen.

Læg mærke til, at der er dobbelt så meget sukker som mel i kagen! Det er bl.a.det, der gør den så herligt snasket og sej.

Rør med et piskeris indtil massen er jævn. Kom dejen i en rund form beklædt med bagepapir og bag den ved ca. 175 grader i 25 minutter.

Lad den køle af inden du skærer i den.

Kagen SKAL virke meget blød i midten, men den skal være til at skære ud.

Mat på bordet nu igen.
Gode Gud, välsigna den!
Fra Kyrkkaffe, 2011

Kiev Cake - Skt. Petersborg-style

2011-10-14T12:07:00.002+02:00

Chicken Kiev - bare uden chicken og uden Kiev. Hvad er der så tilbage, spørger du, den opmærksomme læser, måske. Ja, hvis man forstår "Kiev" i denne sammenhæng som den særlige, herlige blanding af bl.a. hvidløg og persille man bruger til Chicken Kiev, så er svaret: smør, MASSER af smør.

Min Kiev Cake. Bemærk "grenen" med grønne blad-tutter. Mere om det senere.

(Til den stakkel som ikke er fortrolig med Chicken Kiev: det er en ret bestående af fladbankede stykker af kyllingebryst rullet om koldt smør rørt med omtalte blanding. Kødet paneres derefter og steges. Når man skærer hul på sin Chicken Kiev flyder en gylden flod af smeltet kryddersmør ud på tallerkenen. Storslået!)

Paneret, stegt smør med lidt kylling til at holde sammen på tingene.

Efter mit seneste indlæg og efter fedtskattens indførelse har jeg været ramt af en mindre smør-fetish. Mit Rasmus Modsat-gen er simpelthen blevet aktiveret: Tandsmør på brødet, en fragilité-roulade næsten uden at dele og internetsøgninger om bl.a. Chicken Kiev.

Original Kiev Cake fra Karl Marx Confectionery Factory

I den forbindelse, søgningerne på nettet, stødte jeg på en kage, som jeg ikke havde hørt om før: Kiev Cake. En fragilité-agtig kage pyntet overdådigt med forskellige variationer af den smørcreme, som også er mellem nøddemarengsbundene. Hva'beha'r?!

Kiev in the summertime. Smukt!

Den originale kage er, som navnet mere end antyder, knyttet til Kiev, hovedstaden i Ukraine. Derfor er pynten gerne rettet hen imod byens nye vartegn, som er en kastanjegren. Der vokser åbenbart en masse kastanjetræer i Kiev, som gør at man om sommeren kan bevæge sig fra seværdighed til seværdighed uden at skulle forlade den velgørende skygge fra byens store kastanjetræer. Det lyder egentlig meget godt.

Store, stærke Michael, krigerenglen

Et yderligere plus og en yderligere grund til at åbne øjne og køkken for Kiev Cake er at byens officielle/gamle vartegn er et billede af ærkeenglen Michael, som jeg har en gammel svaghed for.

Så manglede jeg bare en anledning. Den fandt jeg hurtigt: Kiev er IKKE en by i Rusland, men hovedstaden i en tidligere sovjetrepublik. Nogle af mine kollegaer skal med et hold studerende til Skt. Petersborg, som ER en by i Rusland. De holder en præ-rejsemiddag, og skal natuligvis have en Kiev Cake stoppet ned i halsen. Sådan skal dén vinkles.

Kiev Cake - Skt. Petersborg style (til 8-10 prs.)

(med udgangspunkt i opskriften på The Galanter's Kitchen Jeg lavede dobbelt portion. Tidsforbrug: adskillige dage.)

6 æggehvider (IKKE gærede; jeg ved ikke, om det gør en kæmpeforskel...)
50 g sukker
1 tsk vanillesukker
45 g mel
150 g finthakkede/malede nødder (jeg brugte delvist mandelmel; det skulle bruges. Stop Spild af mad!)
185 g sukker

Pisk æggehviderne halvstive. Drys 50 g sukker + vanille i og pisk indtil massen er helt fast. Bland mel, nødder/mandler og 185 g sukker sammen i en skål, og vend derefter den tørre blanding i marengsmassen.

Kom marengsmassen i en firkantet form (ca. 20x30 cm; kagen skal være ca. 2 cm. tyk) - som deles efterfølgende - eller i to runde forme. Husk endelig bagepapir først!

Bag i ca. 1 time ved ca. 150 grader. Bundene skal være pænt gyldne og nogenlunde tørre. Lad dem køle HELT af.

(Mine var ikke ordentligt bagt og ville ikke slippe papiret ordentligt efter afkøling, så jeg gav dem en lille runde mere senere. Jeg skyder skylden på min ovn - og ikke min utålmodighed. Jeg er sikker på, at kagen er glimrende. Originalopskriften taler om at lade bundene modne over 12-24 timer inden de tages af papiret. Under alle omstændigheder: sørg for at have god tid! )

Fyld - chokolade, rom, grøn

250 g blødt smør
300 g flødeost - ikke light
150 g flormelis
1 spsk vanillesukker
2 spsk rom
100 g mørk chokolade
grøn frugtfarve.

Pisk smør, flødeost, flormelis og vanillesukker sammen til en luftig masse. Tag ca. 1/3 fra. Det skal blive til fyld inden i kagen og grøn pynt.

Tilsæt rom til den lille portion creme. Tag igen ca. 1/3 fra - du skal kun bruge ganske lidt grønt snask - og farv det med frugtfarve. Kom det grønne fyld i en sprøjtepose med en stjernetylle - eller bare i en frysepose.

Smelt chokoladen i vandbad/mikroovn. Lad den køle af, men ikke størkne. Pisk chokoladen i den store portion grundsnask. Det bliver til overtrækket på kagen.

Læg nu de to bunde sammen med den lyse romsmørcreme. Dæk hele kagen med chokoladecreme; gem en anelse til at pynte med. Pynt kagen med den resterende creme.

Og sådan fik en hel pakke smør et nyt og dejligt liv i en skøn kage. Glædelig fedtafgift!

Forbandede fedtskat. Friturestegt smør til folket!

2011-10-02T00:06:00.001+02:00

Friturestegt smør. Ja, det hedder "retten".

Og så er den parole måske alligevel ikke helt skudsikker. Damn!

Friturestegt smør tager en del forberedelser, kræver plads i den alt for fyldte fryser, sviner i køkkenet, giver friturestank til tøjet og smager ikke specielt henrivende. Jo, paneringen med flormelis og hjemmelavet mirabellesylt er der såmænd ikke noget i vejen med, men smørret... Jeg forsøgte endda at peppe det op med citronskal, men selv for mig er der en grænse: jeg KAN ikke tygge en klat smør og påstå at jeg nyder det - selv ikke for en højere sag. Sorry, butter lover-kollegaer. Sorry Brødrene Price. Sorry.

(Jeg bringer ikke nogen opskrift på Fried Butter; jeg kan ikke helt stå inde for projektet. Hvis du brænder for selv at prøve at fritere smør kan du - ligesom jeg - bruge Paula Deens opskrift. Jeg valgte at gøre retten sød i stedet for salt ved at tilsætte nogle skefulde flormelis og revet skal af en citron. Jeg droppede så også salt og peber.

Du er såmænd også velkommen til at komme forbi og hente et par frosne smørklumper med panering hos mig en af de nærmeste dage. De ligger i fryseren indtil jeg finder på noget andet at bruge dem til. Jeg frittede kun to til mig og to til junior, og vi taler trods alt om næsten en hel pakke smør. Det skal altså ikke gå til spilde! Kun det, som vi ikke spiste op, er røget ud.)

Nej, jeg kan altså ikke få det ned...

Men når det er sagt: SÅ FAT DET DOG! Den fedtskat er da totalt latterlig! Hvad F..... er meningen? Hvem tror I, at I er, der på den klodsede og tilfældige måde vil prøve at tvinge mig til at spise "sundt"? Kan I ikke forstå, at smør og fedt ikke er usundt?

Gode og naturlige råvarer, som vi har spist i århundreder er ikke usunde. Det er ikke den enkelte råvare med højt fedtindhold, der gør mig og danskerne syge og fede; det er livsstilen; madmængden; livstomheden, der fyldes op med mad i stedet for mening; det er den evigt voksende velmenende "videnskab", der med sine tusindvis af indviklede, modstridende og tekniske resultater gør os mere og mere fremmede for vores egen krop og dens signaler; overinformationen, der får os til at lytte til det seneste mærkelige råd og glemme at tænke selv.

Hvis det endelig skulle være, hvad så med at brandbeskatte rødvin, øl og andre alkoholiske drikke? Det siger nemlig ikke mig så meget, og gør ikke noget synderligt for folkesundheden - hvis man ser på sagen med de stramme sundhedsbriller på. (Giv mig en flaske rødvin til min fødselsdag og jeg tænker Åh nej, hvordan får jeg den omsat i en dessert inden udløbsdatoen? Giv mig en æske chokolade - eller en pakke smør - og jeg vil føle mig som en rig og elsket kvinde.)

Men Næh nej. Alkoholen må man ikke røre; så flytter danskerne bare deres indkøb over på den anden side af grænsen. Right! Mon ikke snarere det er fordi vores beslutningstagere - og en masse normal-danskere - ikke vil undvære deres billige rødvin? Fordi der er stil over at drikke sig ihjel. Det er blæret at sidde og udveksle franske vinnavne, at tale om terroir og frugtnoter på en helt anden måde end det er cool at snakke om 250 g Lurpak. Sorry, wine lovers, det er ikke jeres skyld; jeg bliver bare så ØV!

En anden model, der kunne bruges, hvis man virkelig gerne ville have danskerne til at spise sundere ville være at sænke/fjerne momsen på decideret sunde råvarer; altså at gøre frugt og grønt billigere. Men nej, det kan heller ikke lade sig gøre; det er alt for indviklet rent administrativt. Helt sikkert! Svenskerne kan fx. finde ud af det. Og grækerne. Pudsigt nok er der rigtig mange andre lande, der arbejder med differentieret moms.

Det hele ER sikkert meget indviklet, og måske vil det vise sig på langt sigt, at danskerne NU tager sig sammen, spiser magert, begynder at løbe og holder op med at drikke. Jeg tror det bare ikke. Jeg synes , at fedtafgiften virker ret uigennemtænkt. Det er igen en løsning, der fokuserer på - sikkert næsten rigtige - sundhedstal og på at skulle signalere handlekraft. Det er selvfølgelig også meget nemmere end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved vores samlede livsstil.

Jeg nægter altså, fordi jeg bliver presset på pengepungen, at gå fra at bruge godt og velsmagende smør i mine kager, og begynde at bruge - Gud forbyde! - bagemargarine!

Adam og James må være ypperstepræsterne, der holder modet oppe hos os alle på denne sorgens dag: SMØR! Rigeligt SMØR! Rigeligt SMØR til folket!

TEMA: Honning. Frugtcarpaccio til jødisk nytår

2011-09-28T23:13:00.004+02:00

Honning. Hvor skal jeg begynde?

שנה טובה

Med Bybi-projektet, som jeg oplevede til madskriver-konferencen i forrige weekend?

Med Bybi-honningpakkeriet på Sundholm og honningcocktailen Bella Bee Sour i Bella Sky Baren i sidste weekend?

Bjørn og Allan tapper honningen. Flere billeder på Facebook.

Kom an, Don Draper! Bella Bee Sour: Maker's Mark, honning, lime. Splendid!

Med et kulturhistorisk rids af honningens imponerende fortid?

Kvindelig honningjæger fra et spansk hulemaleri.

Med en helt dagsaktuel hilsen til jøder og andet godtfolk, der netop i dag fejrer begyndelsen på Rosh Hashana; altså deres særlige udgave af nytår?

Rosh Hashanah - jødisk nytår

Ja, det må blive det sidste; det andet kan jo vente.

Det viser sig, at det jødiske nytårs helt karakteristiske symbolske spise er æbler med honning. Enkelt og betydningsladet. Og at Rosh Hashanah i 2011 begyndte netop ved solnedgang i aften. (I 2012 er det ved solnedgang den 16. september.)

Endnu engang har jeg oplevet, at en jødisk højtid, som jeg sikkert har hørt om under mine lange studier - og lykkeligt glemt alt om igen - er meget mere interessant end først antaget, når fokus kommer på, hvad man spiser til festen.

Der er også noget med at trutte i et vædderhorn, Shofar, et evt. rundt og/eller flettet brød, Challah, granatæbler og vin og sikkert et hav af lokale tilføjelser, variationer og hvad ved jeg, men honning og æbler er helt gennemgående. Honningmarineret kylling, æblekage, kalkun med æblefyld, honningbrød und so weiter.

Rund Challah, bagt med udgangspunkt i en opskrift fra L.A. Times

Den korte forklaring er den, at det runde æble (og brød) henviser til årets cirkel og at honningen er det gastronomiske svar på den klassiske hilsen til Rosh Hashanah Shana tova, som udtrykker et ønske om et "Sødt nytår!"

Den helt enkle model går så ud på, at man simpelthen spiser stykker af æble, som man dypper i honning.

L.A. Times giver forslag til forskellige Rosh Hashanahretter med honning, herunder en lidt mere sofistikeret - men stadig enkel - "frugtsalat". (Som i øvrigt er en glimrende anledning til at få brugt den mandolinsnittesag, som måske er kommet lidt langt ind i skabet. Anretningen kan med stor fordel serveres på alle tider af året med de tilgængelige frugter.)

Frugtcarpaccio med honning, lime og ingefær

Saft og skal af ½-1 limefrugt
3 spsk flydende honning
revet frisk ingefær - af et stykke på størrelse med en valnød
æbler
pærer
blommer
figner
bananer
anden frugt

Riv det grønne af limeskallen og ingefæren. Kom det i en lille skål sammen med limesaft og honning. Rør det sammen indtil blandingen er samlet.

Skær frugten ud i helt tynde skiver. Faste frugter kan med fordel skæres på et mandolinjern. Arranger frugtskiverne på et fad og dryp dressingen over frugten.

Server evt. resterende dressing sammen med frugtfadet. Det er fristende - men u-kosher - at servere flødeskum til den friske frugtcarpaccio...

28 STORE kagepoint til Sverige

2011-09-25T02:21:00.002+02:00

Vi danskere har ofte hånlige ord tilovers for Sverige, og de er muligvis berettigede, men vores broderland får et stort femtal fra mig, når det handler om den måde, hvorpå man tager kager alvorligt på den anden side af Øresund.

Jeg har rejst i adskillige højt civiliserede lande i nord og syd, øst og vest, og tænk sig: det fedeste magasin om bagning, kager og søde sager findes ikke i en smart lufthavnsshop i New York eller i en specialboghandel i kagekunstens mekka Wien; nej, det kan købes i det usleste supermarked på den anden side af Øresund.

Der findes åbenbart et magasin, der hedder Mat & Vänner - Sveriges godaste matmagasin - og det fik sidste år en speciallillesøster BAKA. Og det er bare et superlækkert blad! Ikke fokuseret på fimset kagepynt, men på godt brød og gode kager. Ikke kun opskrifter, men også gode, lange artikler om fagfolk med noget på hjerte. Ikke fyldt med opskrifter på klassikere for folk uden forudsætninger, men også kager with a twist - uden at forfalde til ren blærerøvsgastronomi. Ikke nogen indeklemt sundhedsvinkel, men en begejstret formidling af glæden ved hjemmebag.

Jeg har sendt en forespørgsel for at få svar på, om man kan abonnere, når man bor i Danmark. På hjemmesiden ser det ud til, at man skal være bosat i Sverige, men det må der kunne findes en løsning på.

I det nummer af BAKA, som jeg købte, læste jeg om endnu en ting, som giver rigtig mange points til de gode svenskere. Brancheorganisationen bag Sveriges bagere og konditorer står bag udgivelsen af en kalender - inpireret af Calendar Girls: fjorten mandlige bagere optræder kun iført lidt dej eller nogle bageredskaber til fordel for Hjärnfonden. Og kalenderens beskuere, forstås.

Kalenderen kan købes for SEK 125.

(På siden, hvor man kan købe kalenderen står der klogeligt: PS! Bli inte besviken om du besöker någon av bagarna i kalendern och de har bagar- eller konditorrock på sig och inte är nakna. Reglerna om klädsel i livsmedelsproduktion tillåter inte nakna människor, så de har gjort ett undantag för den här kalendern och välgörenheten.)

Jeg var i Sverige for at blive efteruddannet og blev stopfodret i fem dage: tre hovedmåltider, heraf to med varm mad OG dessert og dertil adskillige daglige kaffepauser med hjemmebag. Herunder et lille udvalg af søde sager som jeg så/smagte/oplevede i løbet af ugen.

Pistagebulle fra butikken ved værkstedet, hvor jeg ventede med mine kollegaer på dommen over den gamle Mercedes.

Chokoladehapser ved ankomsten. Så er stilen lagt.

Henkogte pærer fyldt med snask. Hertil flødeskum og en anden slags snask.


Lemon meringue pie

Syrlige "frugt"-stænger

Æbletærte to go til hjemrejsen

TEMA: Budding. Verdens nemmeste Panna Cotta

2011-09-16T10:59:00.004+02:00

Eller skulle vi ikke kalde den Panna Cotta Cotta, for jeg laver den med kondenseret mælk; altså mælk, der allerede er kogt ind med sukker. (Panna Cotta er italiensk for kogt fløde).

Bemærk kardemommebladet. Velsmagende OG dekorativt.

Det sværeste er muligvis at opstøve en dåse kondenseret mælk, men produktet har fået en renæssance på det seneste (Klidmoster laver fx. lakridsis på kondenseret mælk og Anne au Chocolat laver kage) og har været at finde som spotvare i Netto og Fakta. Det skulle være til at klare.

Dåsemælken føres ifølge Nestlés hjemmeside i IRMA, Føtex, Bilka, Kvickly og SuperBrugsen. Man kan også selv lave kondenseret mælk, men så går det nemme ligesom fløjten...

Hvis du har ingredienserne i huset (og ikke får fikse ideer om særlige smagstilsætninger) kan desserten gøres klar i løbet af ganske få minutter; den skal så godt nok også stå nogle timer - gerne natten over - i køleskabet mens den stivner, men det er altså meget, meget nemt!

Panna Cotta Cotta

1 dåse (397 g) kondenseret mælk (sødet)
2 dl piskefløde
3 blade husblas (Jeg brugte faktisk 4, men 3 må kunne gøre det)

Læs husblasen i blød i koldt vand.

Bland kondenseret mælk og piskefløde sammen i en skål eller en lille gryde. Den kondenserede mælk er tungere end fløden og vil sikkert lægge sig på bunden af skålen. Det skal den ikke have lov til. Rør med en ske indtil de to er helt samlet. Varm blandingen op i skålen i mikroovnen eller i gryden over et blus. Den skal være varm, men den behøver ikke at komme helt op på kogepunktet. Tag blandingen af varmen.

Tag husblasen op af udblødningsvandet og klem det meste vand af. Kom husblasen i den stadig varme mælke-/flødeblanding. Rør rundt.

Hæld blandingen i fire små portionsglas eller skåle og stil dem på køl. Spis Panna Cotta Cotta'en fra skålene eller vend evt. desserten ud på en tallerken. (Det kan være nødvendigt at varme glasset lidt op og føre en kniv ned langs kanten for at få den til at slippe).

Server evt. med lidt frisk frugt og/eller en sprød småkage.

Sensommerhindbær

Variationsforslag:
Jeg gjorde selvfølgelig det hele lidt mere indviklet for mig selv: Jeg købte en kardemommeplante på MAD Food Camp forleden, og hvad Pokker bruger man den til? Til Panna Cotta Cotta, naturligvis.

Jeg plukkede et par blade af planten, skar dem i småstykker og varmede dem op til kogepunktet kun i piskefløden. Derefter lod jeg blandingen trække, indtil den var kølet af. Bladstumperne siede jeg fra igen og blandede den nu kardemommesmagende fløde sammen med den kondenserede mælk. Og så frem efter opskriften. Ikke dårligt. Let knuste kardemommekapsler kan bruges på samme måde.

Andre smagsvariationer kan laves med fx. lidt kaffe, rom, appelsinskal, lakrids mm. Der er masser af muligheder.

Bonusinfo:
Kondenseret mælk er opfundet, fordi det kan holde sig meget bedre end frisk mælk. Wikipedia fortæller at amerikaneren Gail Borden, Jr. oplevede at adskillige børn døde af fejlernæring på en skibsrejse over Atlanten.

Gail Borden. Opfinder og udgiver. (1801-1874)

Han gav sig derfor til at arbejde med at opfinde en måde, hvorpå man kunne udtrække vandet af mælk uden at ødelægge den. Det ville give mulighed for at servere mælk med næsten samme næringsindhold som frisk mælk til børn - og andre trængende - uden at have en ko i nærheden. Gail Borden begyndte at producere kondenseret mælk i 1853 og fik i 1865 patent på at særligt apparat, der forbedrede kondenseringsprocessen.

Gail Bordens succes beroede muligvis også på, at han stillede krav til sine mælkebønder om at de skulle vaske køernes yvere, holde rent og ryddeligt i stalden og at skolde deres apparatur både morgen og aften.

Markedet for kondenseret mælk eksploderede under den amerikanske borgerkrig (1861-1865), fordi mælken var et fremragende næringssupplement til soldaterne i felten. Også under Første Verdenskrig var kondenseret mælk en del af feltrationen.

Der findes både kondenseret mælk, som er sødet med sukker, og evaporated milk, som er usødet. Tilsætningen af sukker holder bakterievækst nede, og derfor er ikke mindst den sødede variant af de to mælkeprodukter stadig meget populær i områder af verden, hvor køleskabe ikke er hver-mands-eje.

TEMA: Budding. Blævrende avantgarde med Heston B, Bompass & Jarr og Wall Street Journal

2011-09-14T09:37:00.198+02:00

Budding er ikke KUN et spørgsmål om at skue bagud og tænke kulturhistorisk. Budding - og andre blævrende desserter - har deres helt egne muligheder i 2011.

Herunder følger en række filmklip, radioprogrammer og henvisninger til andres skriverier til glæde og inspiration.

Skrevet om budding/jelly

Wall Street Journal: Making Gelatin Cool Again (13. juli 2011)
Long a cubed dessert of hospital cafeterias, flavored gelatin is turning up in the work of avant-garde chefs and established design studios across the country. Artists are using the wobbly medium to create sculptures of everything from colorful cities to President Barack Obama. They are drawing inspiration from crafters like Sam Bompas and Harry Parr, the British chefs whose projects include a gelatin Buckingham Palace to celebrate the royal wedding...

Blooming gelatin art; del af et forrygende - mindblowing nærmest - slideshow på Wall Street Journal

The Independant: Jelly: it's not just for children. (21. juli 2010)
Once, it was just for children's tea parties. Now the trembling treat is being reclaimed as a delectable grown-up summer dessert...

Billede fra The Independent

Historic Food: Jellies and other gelatine based foods like aspics are not very fashionable today. They seem artificial and usually take a great deal of time to prepare. In the past however, jellies and creams were often the crowning glories of the table.

A number of eighteenth century cookery authors give recipes for this dish. Billede fra Historic Food.

Videoer om budding/jelly

Wall Steet Jounal åbner videoballet med Making gelatin cool again:

Heston Blumenthal: Adult birthday jelly with absinthe:

Bompass and Jarr: Handmade fruit jelly:

Bompas and Parr: Return of the Jelly Knights

Bompas and Parr: Return of the Jelly Knights fra Gestalten på Vimeo.

Lyden af blæver:

Molekylær chokoladespaghetti:

Voksen-JELL-O

Officiel buddingvideo i forbindelse med Copenhagen Cooking: Blævrende Budding på Frilandsmuseet/Brede Værk:

Og til sidst en lille kærlighedshistorie med en budding i en af hovedrollerne:

Radioprogrammer om budding
BBC: Food Programme: Jelly (23. august 2011)
Simon Parkes celebrates our noble jelly-making past with historian Ivan Day, and looks to those raising it back onto its wobbling pedestal today: chef Heston Blumenthal, and "jellymongers" Bompas & Parr. And we ask food writer Jill Norman if jelly's savoury past could be set for a comeback.


Jellies were once the extravagant food of kings. Henry VIII showed off with them, the Victorians raised them to a dazzling art form, a far cry from the lurid teatime horrors served up at children's parties where jelly has since languished. Billede fra BBC Radio

Heritage Radio: The Food Seen: Jellymongers Bompass and Parr/The Return of Jelly
On today’s THE FOOD SEEN, Sam (Bompas) and Harry (Parr) bring a mainstay of British cuisine across the pond to discuss it’s royal and humble legacy. But don’t think these boys are just about jellies and things that wobble. Their multi-sensory events are becoming things of legend; from a five ton walk-thru Chocolate Waterfall, a Rabbit Café filled with the albino pets, to a scratch and sniff ode to Peter Greenaway’s food-studded film, The Cook the Thief His Wife & Her Lover, it all makes you want to stop and sit in a breathable cloud of gin & tonic (which they’ve also concocted).

Ribband Jelly
Billede fra Heritage Radio/Chris Terry

DR: Alletiders Historie: Buddingens blævrende kulturhistorie (22. august 2011)
Det handler om borgerskabet, der kunne fremvise evner og overskud, når der blev disket op med rom og ægte vanilje som smagstilsætning. Og om dygtige husmødre, der gjorde samfundet en tjeneste ved at sætte god og billig kalorieholdig mad på bordet. Og ikke mindst handler det om vor tids afsky for det pyntede og det blævrende som kommer af … ja, hvorfor er budding i grunden ikke længere så smart som det var en gang?

En blævrende budding pyntet med siv i sukker og kulørte bær bliver sat på bordet i Alle Tiders Historie. Copenhagen Cooking sætter fokus på nordisk - og dansk - mad i ny og gammel indpakning.
Billede fra DR

Indlægget her er en del af mit tema om budding.

Chocolate salty balls a la Southpark

2011-09-11T12:00:00.003+02:00

God smag? Dårlig smag? Vi har kun det spas vi selv laver. Og hjemmelavet konfekt er også godt.

I går faldt jeg over et lille indlæg hos Spiselig.dk om Ben & Jerrys nye isvariant Schweddy Balls (fair-trade vanille, rom, chokoladekugler og fudge).

De svedige kugler fik mig til at tænke på en gammel ven, Chef fra Southpark, og jeg fik pludselig en idé til, hvad jeg skulle bruge en gammel rest chokolade kage til: Chocolate Salty Balls. Chef giver selv nogle bud på ingredienser:

Chocolate salty balls a la Southpark

ca. 200 g chokoladekagerester
2 spsk mørk rom (jeg har desværre ikke brandy på lager)
1 tsk kanel
et lille drys chili - for at få dem red and on fire - kan udelades
3 tsk blommemarmelade
75 g mørk chokolade
75 g smør
lidt salt

chokolade til overtræk
(Maldon) saltflager

Varm smør og chokolade op blidt og kærligt (ikke overtrækschokoladen; det andet!) Bare rolig, det bliver stift igen senere. Rør det sammen til en glat og lækker blanding.

Bearbejd grundigt kagekrummer, rom, kanel, marmelade og salt med hænderne, indtil det er helt jævnt og medgørligt. Tag godt fat. Mas lidt. Både forsigtigt og lidt mere hårdhændet. Tilsæt den lune chokolade-smørblanding og massér igen blandingen. Kom godt i bund. Slik dine hænder ind imellem og check om smagen er i orden.

Giv nu blandingen en kold skulder i et par timer, så den bliver klar til næste omgang.

Skær ud i passende mundrette bidder. Tril dem runde. Tril nænsomt. Tril hurtigt. Tril langsomt. Bliv ved til du er færdig. Dine hænder vil blive varme undervejs, og det hele bliver herligt klistret. Køl evt. kuglerne ned igen, inden du går i gang med overtrækket.

Dyp i smeltet chokolade og drys med lidt salt. Når chokoladen er blevet hård, kan du for alvor nyde de lækre chocolate salty balls a la Southpark.

Oooh.
Suck on my chocolate salty balls
Put 'em in your mouth and suck 'em.
THEY ON FIRE BABY!!
Suck on my chocolate salty balls.
BLOW 'EM OUT BABY!!
OH! SUCK ON MY BALLS, BABY!!!
SUCK ON MY BALLS, BABY!!
SUCK ON MY RED HOT, SALTY, CHOCOLATE BALLS!!!
COME ON BABY!!
WOO!! WOO!!
Suck on my balls!!!!!

Bonus: Hele afsnit af Southpark kan ses på southparkstudios.dk. Også afsnittet Chef's chocolate Salty Balls.

TEMA: Budding. Blød dessert med kvan og rødbedesovs

2011-09-10T13:18:00.001+02:00

Hvad får man, hvis man krydser en pose Dr. Oetker-buddingpulver med lidt for meget snak om Nyt Nordisk Køkken?

Ja, der kan sikkert komme mange overraskende bastarder ud af dét kærlighedsmøde, men i mit tilfælde resulterede det i en herlig dessert: blød og blævrende vanillebudding pyntet med kandiseret kvan og med masser af salt-sød rødbedesauce.

Ideen om at servere syltet kvan til buddingen er ikke min egen. Jeg blev mindet om den grønne dessertgarniture, da jeg lyttede til Alletiders Historie på P1 i programmet om udstillingen/rundvisningen på Frilandsmuseet/Brede Værk Blævrende budding i forbindelse med Copenhagen Cooking. (Jeg skrev et buddingindlæg efter besøget i Brede: Kulturhistorie og Friskhedsfascisme.)

I radioudsendelsen bliver planten, der på dansk hedder kvan, kaldt angelica, og det er da også et meget smukkere navn, der minder om dens historiske og mytologiske betydning.

Plantens fulde latinske navn er Angelica archangelica; engel ærkeengel. Havenyt skriver bl.a.: En plante, som får et navn som Angelica archangelica, må kunne noget særligt, og det kan den også. Det er heller ikke uden grund, at når islændinge i Danmark ser en kvan, så får de tårer i øjnene og begynder at synge deres hjemlands vemodige sange. Planten vokser også vildt i resten af Norden og på Grønland, men må kultiveres andre steder i verden. Altså et oplagt bud på en ingrediens i nye/gamle, nordiske desserter.

Kvanplanten kaldes også hellig(ånds-)urt, engleurt og lykkeurt. Myten fortæller, at en engel kom til en munk i en drøm under pestens hærgen. Englen fortalte munken, at den grønne plante kunne beskytte mod den forfærdelige sygdom, hvis man tog et stykke af den i munden.

Billedet forestiller muligvis ikke folk befængt med pest, men med kopper. Men - you know: "pest eller kolera"...

Angelicaplanten forbindes også med ærkeenglen Michael, krigerenglen, så måske har den rent faktisk virket. I hvert fald bruges angelica i vid udstrækning i plantemedicin og siges at kunne hjælpe mod både ondt i halsen, brækkede ben, hævelser, kløe og gigt. Et udtræk af roden siges at kunne bekæmpe uren hud, og tørret rod kan bruges mod fodsvamp, ukrudt og skadedyr.

Den bruges også som smagsstof til bittere og altså kandiseret som pynt på desserter. I sandhed en plante som sendt fra himlen.

Jeg blev så grebet af begejstring, at jeg straks gav mig til at planlægge selv at dyrke angelica i min lille nyttehave. Hos Solsikken fandt jeg frø. Men det kræver jo lidt mere tålmodighed end jeg er normalt i besiddelse af at vente til næste forår, putte frøene i jorden, holde øje med at planterne spirer og vokser, høste for dernæst at kandisere og SÅ smage på sagerne. Der må være en smutvej. Den fandt jeg hos Wilton Wholefoods:

100 g kandiseret angelica koster ca. £ 3 + porto hos Wilton Wholefoods

Efter ganske få dage kom en fin pakke med posten. De grønne stilke ligner lidt tykke, hule bladselleristænger, men smager anderledes; sødt naturligvis, fordi de er kandiserede, og så lidt ubestemmeligt parfumeret.

Sovsen til min budding er opstået af en kombi af tvangstanker om det evindelige nye nordiske og Stop-spild-af-mad-princippet.

Jeg havde i anden anledning kogt nogle små, nye rødbeder og kunne ikke bære at smide den fantastiske røde kogesaft ud; rødbedeblodet fik i stedet et ordenligt skud sukker og lidt citron og blev så kogt ind til en sirup. Fordi der var salt i kogevandet har siruppen også en lidt salt smag - men det er jo kun ekstra moderne.

Hvis du nu synes, at det er synd og skam at servere pulverbudding til et så fabelagtigt tilbehør, så er en løsning, der er omtrent lige så nem at lave som klassisk Oetker en panna cotta. Og hvis du kalder den Kogt fløde, så er vi tilbage i Norden. Hvis du oven i købet kan skaffe håndmalket fløde fra en trepattet dansk malkeko, der har spist ramsløg, havtorn og blæretang på en marsk i Sønderjylland, så er der ikke et øje tørt.

(Claus Meyer, ser jeg, har roesirup på dessertkortet på sin nye restaurant, Radio. Er en rødbede ikke en slags roe? Vi er helt fremme i skoene med den budding!)

Panna cotta aka Kogt fløde (8 pers)
(Opskriften er tilpasset fra David Lebovitz, som har tilpasset den fra Secrets From My Tuscan Kitchen by Judy Witts. Der er MANGE panna cotta opskrifter derude!)

1 l piskefløde (eller mælk - eller en blanding. Men så er det ikke panna/fløde længere)
100 g sukker
2 tsk vanillesukker - eller kornene fra 1 vanillestang
6 blade husblas

Læs husblasen i blød i koldt vand.

Varm fløde og sukker/vanillesukker op. Tag den af varmen, når sukkeret er opløst.

(Hvis du bruger en vanillestang kommer du både kornene og den skrabede stang i fløden. Når den sukkeret er opløst lader du blandingen stå i mindst en halv time under låg, så smagen fra stangen kan trække ud i fløden. Derefter tager du vanillestangen op og varmer igen fløden op, så den er godt varm.)

Gør 8 glas/skåle/forme klar. Smør dem let med en neutral olie.

Vrid vandet forsigtigt af husblasen og kom den i den varme fløde. Rør til husblasen er helt opløst.

Hæld massen i formene, og lad dem køle af i køleskabet. Mindst to timer. Gerne længere. Med lidt held skulle det nu være muligt at vende panna cottaen ud på en tallerken og pynte den fint med fx. kandiseret angelica og rødbedesovs. En sprød småkage er også oplagt.

Buddingen her er "støbt" i en form fra Netto.
Kr. 19 for en lyserød silikoneform med plads til fire buddinger.

TEMA: Budding. Kulturhistorie og friskhedsfascisme

2011-09-04T22:43:00.003+02:00

Indrømmelse først: Jeg kan godt lide budding lavet af Dr. Oetkers pulver, og jeg spiser det - lidt for sjældent - med rød frugtsovs og stor fornøjelse. Jeg kan også finde på at lave en enkel budding from scratch af æg, sukker, (maizena-)mel og mælk.

Jeg er glad for budding både på grund af smagen, minderne som den vækker og den herlige konsistens, som har så mange muligheder indbygget i sig. Her er fx. min blodige påskevariant.

Lavet i en ægte russisk påskeform - med blodrød sovs...

Da jeg skimmede programmet til den nys afholdte københavnerbegivenhed Copenhagen Cooking, blev jeg derfor ovenud begejstret, da jeg opdagede et arrangement om "Buddingens kulturhistorie". En udstilling/rundvisning med smagsprøver og kvalificeret guide. Den napper jeg! Jeg lokkede endda en del af min familie med på udflugten til Frilandsmuseet/Brede Værk.

Hvis vi ser bort fra et par logistiske problemer, så er der kun at sige, at det var et enestående tilbud til den mad- og/eller historieinteresserede. Begavet, fuldt af viden og begejstring, formidling i topklasse. Sådan var min historieundervisning i skolen ikke! Jeg er ikke til årstal, krige, kongerækker og kanslergadeforlig, men historie i øjenhøjde med datidens "almindelige" mennesker: ja tak! Og smagsprøver som pædagogisk hjælpemiddel: dobbelt ja tak!

Madhistoriker Frederikke Heick, en forrygende formidler!

Det, som især var spændende set i lyset af den madfestival, som rundvisningen var en del af, var den historiske perspektivering, som smagsprøverne og de gode fortællinger, der ledsagede dem, gav: vores syn på mad og ikke mindst det, som vi forstår som god mad, afhænger af den tid, som vi lever i.

Tidlig budding var bare brød/grød på en anden måde.

Borgerskabets fint pyntede og overdrevent unaturlige buddinger, som blev spist med stor fornøjelse under hensyntagen til Emma Gads regler om god opførsel, var et tegn på ændringer i samfundet. Grupper af mennesker havde behov for at tage afstand fra naturen, det billige og brutale skidt, og den bondestand, som de ikke længere var en del af. Det kunne valget af mad og kultiveret omgang med den være med til at understøtte.

Fin lagbudding med masser af æggeblommer og vin.

I en tid, hvor man more often than not fik lort på skoene og risikerede at få et stykke pat-flæsk i munden ved aftensmaden, var det fint at insistere på noget andet. Når hønsene gik i baghaven og selvforsyning var almindeligt, gav det mening, at sætte en budding på bordet, som ikke lignede noget som helst, der nogensinde havde været naturligt.

Da en ny klasse af arbejderfamilier voksende frem, ville de også gerne sætte de kultiverede desserter på bordet. Husmødrene havde ikke tid til - som borgerfamiliernes kokkepiger - at lave buddingerne fra bunden og ikke råd til at bruge kostbare råvarer, men her kom så pulverbuddinger og konservesfrugt ind i billedet. Og når lidt unaturlighed og lidt farve er lidt fornemt, må meget unaturlighed og meget farve være meget fornemt. Sådan har de mindre (ud-)dannede klassers mangel på sans for nuancer vist sig i madkulturen. (Er det strengt sagt?)

Pulverchokoladebudding med ananas og cocktailbær

Og disse ting er jo interessante at tænke på i en tid, hvor vi sværmer om det naturlige:

Det er fx. in at gå på Nose2Tail-(snude til halespids-)restaurant, hvor HELE grisen laves til lækre retter. Indvolde, tæerne, snuden, you name it.

Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg forestiller mig, at set-uppet inkluderer, at oplevelsen minder den spisende om, at maden rent faktisk kommer fra et dyr, der engang var levende. Og nu er det dødt. Det er et interessant fænomen, og sikkert både lækkert og bæredygtigt på den gode måde, men måske netop mest tillokkende for mennesker, der fx. ikke selv har rørt æggesnaps af æggeblommer pillet ud af kadaveret fra en nyslagtet kælehøne. (Nej, jeg kommer egentlig ikke fra landet, og nej, jeg er ikke 100 år gammel!)

Samme tendens er tv-programmet Nak og Æd et udtryk for. Se, hvilke vildmænd vi er, der kan tage livet af vores egen aftensmad... Populært tv, selvom vel kun de færreste tager tråden op og følger fx. Mark Zuckerbergs eksempel: han spiser kun kød, som han selv har taget livet af.

I teologiske kredse ville man - a pro pos korsfæstelsesbuddingen øverst - måske tale om stedfortrædende gerninger/frelse: jeg tror på, at det er godt at være i kontakt med det naturlige og brutale, men en anden/nogle andre tager sig af det beskidte arbejde for mig.

Retterne på de fineste restauranter ligner i mange tilfælde til forveksling skovbund, tilmøgede hønsereder eller sandet strandbred med både tanglopper og smutsten. Sjovt, oplevelsesvækkende, men i mine øjne også lidt komisk. Af frygt for at rode mig ud i gastronomisk blasfemi, vil jeg lade sagen ligge der. Jeg ved måske i virkeligheden ikke rigtig, hvad jeg taler om...

Spiselig skovbund. Billede tyvlånt fra Nøbbe's blog

Vores frugt og grønsager kan ikke blive friske nok og skal helst have både top og jord på. Det er fint; jeg elsker også friske gønsager, og bliver helt ekstatisk, når jeg opdager, at der vokser Ingrid Marie-æbler på en perron på en togstation, som jeg skal rejse fra efter mørkets frembrud... Et nyplukket ultrasprødt æble giver mig på flere planer pardisiske associationer. Men lidt kritik kommer på banen alligevel, fordi jeg oplever at glæden ved en sprød gulerod i visse sammenhænge kammer over i noget, som jeg vil kalde friskhedsfascisme.

Når mel helst skal være friskkværnet for at ens hjemmebagte brød kan siges at være af den rigtige, gode slags. Når gulerødder, der har ligget i grønsagskuffen nogle uger, bliver drønet ud. Når æg, der har overskredet den påstemplede dato anses for at være gamle og nærmest sundhedsskadelige. Det er i mine øjne halvhysterisk og også i visse tilfælde trekvartreligiøst på den lidt vel dogmatiske måde.

Billede "lånt" fra ph8 magazine (Interessant indlæg om gulerødder i øvrigt!)

Så slap dog lidt af! Ja, det er lækkert med noget friskt, men hvis vi skal se med ringeagt på alle de fødevarer, som ikke lige bliver spist på dag ét, så har vi et andet problem, som også er alvorligt: madspild. Det har JEG et lidt religiøst forhold til. Jeg vil ikke gå ind i det her, men bare henvise til bevægelsen Stop Spild af Mad.

Al denne ophøjede naturlighed er måske et udslag af at vores daglige liv er meget lidt naturlige. Det åbner for muligheden af at det, som i dag anses for universelle og evigtgyldige sandheder om budding og andre former for mad, måske ikke er så klippefaste endda...

Nå, det var en samling strøtanker sat i gang af Buddingens Kulturhistorie på Frilandsmuseet. Gid Copenhagen Cooking ville sætte flere kulturhistoriske arrangementer på programmet; den slags kan virkelig perspektivere det helt dagsaktuelle, moderne og fremadrettede, som fylder meget.

Jeg vil lige til slut slå helt fast, at jeg er stor tilhænger af at bruge hele dyret, af friske grønsager og mad, der ligner noget andet end det, det er. Jeg er vild med, at der sker så meget på madfronten i Danmark for tiden. Jeg synes, at det er toppen, at der bliver leget og eksperimenteret i store og små køkkener.

Jeg kan bare ikke holde ud, at rigtig mange tilsyneladende smider kritikken og eftertanken ud med kogevandet. Og så elsker jeg som sagt budding.

Bonus 1: P1's Alletiders Historie med Dorthe Chakravarty sendte en herlig optaktsudsendelse Buddingens blævrende kulturhistorie. Den kan nu høres på DR's hjemmeside. Buddingen kommer ind i programmet ca. 20 minutter henne.

Bonus 2: Kokkepigen (Nationalmuseet) skriver også om "blævrende buddinger og pyntelige piger" på sin blog. Her kan du finde en masse opskrifter på forskellige buddinger. Flere finder du fx. i Tørsleffs Husmoderservices Den gule Dessertbog.

Bonus 3: Jeg har lagt flere billeder fra rundvisningen på Frilandsmuseet/Brede Værk på Kage! Kage! kage!'s side på Facebook.

Småkager (Part Three): Cookie Dough-hapser på pind

2011-08-26T11:53:00.002+02:00

En af fordelene ved at blive voksen er, at man er den, der kontrollerer skålen og piskerisene, når der bliver bagt kage. Man er den, der bestemmer, hvor grundigt skålen skal skrabes for dej og hvor hårdt og hvor mange gange piskerisene skal slås mod kanten, inden de må slikkes. "Master of the Cookie Dough"!

For de fleste ved jo, at kagedej smager guddommeligt. Blødt, sødt, fedt, trygt. Alt det, som moders mælk også var. Men det skal bages, det skidt, og det gør vi så. Indtil tanken pludselig slår ned: Hvorfor dog? Jeg er jo voksen; jeg kan selv bestemme om min kagedej skal i ovnen eller ej.

Ben & Jerry har indset det. Vægtvogternes Smart Ones ved det. Amerikanske slikfabrikanter, fx. Taste of Nature, har set lyset. Man kan ligefrem følge Cookie Dough Bites på Facebook!

Det er så himmelråbende indlysende, at det er svært at fatte, at det har taget verden så lang tid at komme væk fra skammen og den lidt ydmygende følelse af at være barnlig - på den ufede måde - og i stedet at stå ved det: Dej smager skønt! Og der er ingen grund til at holde sit fix hemmeligt. Det er jo ikke værre end så mange andre ting, som man kan nyde med stor fornøjelse. I passende portioner.

Jeg har nu for første gang taget konsekvensen: da jeg havde stukket småkager ud forleden (her finder du en god opskrift) og alle kantstykkerne var tilbage, rullede jeg ikke dejen fladt ud og stak flere småkager ud. I stedet rullede jeg resterne til en pølse, som jeg lagde i fryseren. Enhver - rest af en - god smørrørt småkagedej kan bruges; hvis du skal lave hapser til andre end dig selv, skal du måske overveje at bruge pasteuriseret æg.

Da dejen var blevet fast, skar jeg den i mundrette hapser, smeltede noget mørk chokolade, stak en pind i hver bid og dyppede og VIPS! Efter en lille tur i køleskabet, så var der hapser på pind.

Legepladsen er ovre til højre. Udenfor billedet.

Prøv det! Dit indre barn vil juble i vilden sky!

Småkager (Part Two): Trekanter til tiende søndag efter Trinitatis

2011-08-24T18:07:00.002+02:00

Tiende søndag efter Trini-f******-tatis? Hva' snakker du om?!

Jeg snakker om på søndag. Tiende søndag efter Trinitatis søndag, som er navnet på søndagen efter pinse. I år var Trinitatis søndag den 19. juni. Bare til orientering.

Ja, ja, det er meget godt, men hvad betyder det dér Trinitatis? Er det en sygdom? Eller er det ikke noget volapyk fra P1 på linje med fiskerinoteringen og farvandsudsigten? Eller noget gud-noget? Noget, man snakker om i kirken?

Jo, nu nærmere vi os. Trinitatis søndag er den dag i kirkeåret, hvor man fokuserer på den besynderlighed, at vi hævder, at den kristne gud er trinitarisk, trefoldig, en tre-enighed, tre-i-én ; so to speak.

Tre-i-én: klipper, renser og filer.

I Trinitatis Kirke gør man en hel del ud af den sære tre-hed, Fader, Søn og Helligånd.: røg og damp, englebasser, gyldne solstråler, tunger af ild...
Klik for større billede.

Trinitatis søndag markerer afslutning på rækken af kirkelige fester og danner på samme tid indledningen til den festløse halvdel af kirkeåret; den kirkelige hverdag. Søndag efter søndag hele sommeren, som ikke adskiller sig på anden måde fra den forrige end ved, at den er et nummer længere henne i rækken af søndage efter Trinitatis.

De tre elementer i Treenigheden er de tre sider af den kristne gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Does that ring a bell?

Man kan mene, at det er noget meget indviklet noget, og man kan gå ind i lange teologiske overvejelser om de tre størrelsers indbyrdes forhold og stille dybe spørgsmål om, hvordan vi dog kan hævde at tro på én gud, når der nu også er tre. Man kan også lade være.

Jeg stiller mig fuldt ud tilfreds med at forstå det sådan, at de tre led er udtryk for forskellige egenskaber ved den kristne gud. Eller tre former, som Gud viser sig for os i. Tre måder, hvorpå livets storhed viser sig. Det virker fint for mig i det daglige; som en slags pædagogisk redskab.

Faderskikkelsen - eller moderskikkelsen for den sags skyld - er den guddommelige dimension, som viser sig for mig i form af det skabte, fysiske liv. Når jeg forundres over en solnedgang. Når en kage får englene til at synge. Når jeg endelig kommer på toilettet efter at have været trængende længe. Når en elektronisk gadget produceret i Kina giver mig åndenød af fryd. Når jeg kan høre græsset gro.Når jeg finder den helt rigtige grønne maling til mit køkken.

Sønnen er til gengæld et udtryk for de øjeblikke, hvor jeg er i ægte kontakt med mine medmennesker. Når kassedamen får sagt "Ha' en god dag" på en måde, så dagen faktisk bliver lidt bedre. Når jeg pludselig føler mig set af én, som jeg gerne vil ses af. Når jeg smelter sammen med et andet menneske i en dans. Når det betyder noget, at sygeplejersken holder mig i hånden, før jeg bliver bedøvet.

Helligånden er den luftigste af de tre. Den er på færde, når jeg er til koncert, og publikum på mystisk vis pludselig forvandler sig fra at være en samling af individer til at være én samlet organisme. Eller sommetider, når jeg synger sammen med andre. Når jeg pludselig forstår. Når du og jeg er mere end to. Når jeg er i gode venners - eller mit eget - selskab og glemmer tid og sted. Når nye ideer opstår.

Mere indviklet er det ikke. Ligesom med negleklipperen er der måske en af funktionerne, som er mere anvendelig i praksis end de andre to, men tre er nu sådan et godt og harmonisk tal, og tre synsvinkler på noget vigtigt er ikke for meget.

I vinter- og forårstiden er de kirkelige prædikentemaer groft sagt fokuseret på én af de tre skikkelser ad gangen. I trinitatistiden er der fokus på det samlede menneskeliv med alle dets mange udtryk. Og der er 25 eller 26 søndage at gøre godt med inden kirkeåret er slut og et nyt begynder den første søndag i advent, så man kan komme godt omkring.

Fordi trinitatistiden er den kirkelige hverdag og ikke kalder på storladne festkager, kunne man helt ydmygt servere en småkage til kaffen.

Småkagedejen og fremgangsmåden er den samme som forleden. Ikke-opskriften på glasur findes sammesteds. Eneste forskel er at småkagedejen skæres ud som trekanter og at du evt. kaster dig ud i et frihåndshelligåndssymbol. Eller bare en streg langs kanten.

Trekanterne kan laves med en - halvdyr - udstikker eller med et stykke pap og en lille kniv. Jeg valgte papløsningen.

Ved at gøre småkagen trekantet og pynte med grøn glasur, får man hyldet den slags dage, som der er flest af, og som mange af os - med eller uden Dan Turell - holder rigtig meget af.

Supersprøde citronsmåkager - eller hvordan man pimper et møde i gårdlauget på en tirsdag

2011-08-22T13:20:00.001+02:00

I sidste uge var der sommermøde i gårdlauget, og jeg havde lovet at tage noget sødt med til kaffen. Planen var at grille i gården med en plan B - middag på et eller andet listigt sted i nærheden - i tilfælde af regn. Disse dage er plan B'er gode at have. Plan A/B gav mig lige rum for en ekstra overvejelse: vil det være fedt at lave en stor svulstig kage, som IKKE kan tages med og smugspises på en restaurant, hvis og såfremt vejrguderne svigter? Nej, det vil det ikke.

Ergo kageplan B: pimpede (to pimp: to excessively customize something) småkager.

Vores gårdlaug hedder Gule Hest, og jeg har helt tilfældigt en småkageudstikker i hestefacon, som jeg har købt for et par år siden i gaveshoppen på Den spanske Rideskole i Wien. Nu kunne den give lidt mening. Gul glasur er ingen kunst. Afsted til hest!

Bonustanke: Nu er det jo ikke, fordi det er verdens mest originale idé at lave gule hestesmåkager til et møde i Gule Hest, men jeg vil alligevel indskyde et billede om ideens anatomi. Dels er billedet gult - en farve, jeg ellers ikke gør det så meget i, men som er på programmet i dag - og dels siger det lidt om, hvad der skal til for at man kan få gode ideer. Og gode ideer er netop gode, så dem skal man give gode arbejdsbetingelser.

Jeg vil supplere, at det er godt at have et nogenlunde tilgængeligt arsenal af blandet skrammel - fysisk og mentalt. Her var det fx. den ellers helt latterlige kageudstikker, der kom frem fra dybet og fik sine fifteen minutes of fame.

Omvendt bonus: Eight Ways to Kill an Idea (i reklamebranchen)

Supersprøde hestecitronsmåkager med gul glasur

250 g smør
225 g sukker
1 æg
1 tsk vanille
1½ tsk bagepulver
revet skal af 1 citron
revet skal af 1 appelsin
340 g mel

Rør sukker og smør luftigt, ca. 5 minutter. Tilsæt æg, citrusskal og vanille og pisk igen. Bland de tørre ingredienser i separat skål og kom det i smørblandingen. Bland godt indtil dejen er samlet og glat.

Læg en håndfuld af dejen mellem to stykker bagepapir og rul den med en kagerulle til den ønskede tykkelse. Gentag med resten af dejen. Læg den rullede dej med bagepapir i køleskab i 10 minutter eller meget gerne længere. Dejen vil blive nedkølet og fast og klar til at stikke ud/skære og bage uden at du skal tilsætte mere mel. Gentag med resterne efter du har skåret/udstukket småkager.

Tricket med at køle dejen, når den ER rullet ud, virker nogenlunde.

Den ædle gangers tynde ben er dog stadig lidt vanskelige at have med at gøre...

Efter en tur i ovnen lignede hesten mere en islandsk pony - og var blevet tilsvarende meget nemmere at håndtere.

Bag småkagerne ved 175 grader i 8 -10 minutter. Køl af.

Gul glasur
Ja, gul glasur kan selvfølgelig bare laves af vand, flormelis og gul frugtfarve. Det er den nemme løsning. Man kan også gøre det lidt mere besværligt for sig selv. Det er ofte min foretrukne model.

Glasur lavet på vand stivner kun langsomt, så jeg bruger næsten altid æggehvide. Jeg havde ikke nogle æg i huset, som jeg ville ofre på en glasur (gårdbutikæggene, som jeg helt selv har hentet i provinsen, er KUN til blødkogte!), men heldigvis har jeg marengspulver/æggehvidepulver.

Denne glasur måtte gerne smage lidt syrligt, og eftersom citronsaft vil fortynde glasuren, gik jeg kemisk: lidt citronsyre. Lidt ekstra citronsmag fra endnu en ikke-citron: et par dråber citronolie fra en flaske.

Farven kom fra et lille glas pastafarve; igen fordi almindelig frugtfarve fortynder glasuren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har den fra, men Specialkøbmanden har hele paletten.

Rør en glasur af

æggehvide,
flormelis,
farve og
evt. smag

til den er sej, glat og uden klumper. Det er svært at give nøjagtige anvisninger på mængderne, for æggehvider varierer meget i størrelse og konsistens. Du er nødt til at prøve dig frem. Der bliver MEGET glasur, hvis du bruger en hel æggehvide. Kom glasuren i en plastikpose/sprøjtepose evt. med en tylle med et lille hul eller klip et lille hul i hjørnet af posen, og sprøjt glasur på kanten af dine nybagte småkager.

Tid er selvfølgelig også en faktor, når man vil bage småkager på en helt almindelig tirsdag. Jeg har og ta'r tid til det, som jeg synes er vigtigt og som jeg bliver glad af. Men så kan småkagedej i øvrigt snildt laves i forvejen og gemmes temmelig længe i køleskabet.

Bonusinfo: regnen udeblev, og vi spiste småkagerne i det grønne, men der var ikke et øje tørt...

Ræven og rønnebærgeleen (aka Bitterhed Part Two)

2011-08-08T18:01:00.000+02:00

Jeg har lige været i sommerhus, hvor der stod et træ med bær på grene helt ned til jorden. Lavthængende frugt skal man ikke være for fin til at plukke, så det gjorde jeg. Min opskrift har fået lidt mirabeller i, for dem fik jeg også plukket en masse af.

Da jeg netop også har været på et lille ophold i Bitterland, så tænkte jeg, at nu var det oplagt at lave rønnebærgele. Bare en lille-bitte portion. Hermed gjort.

Rønnebærgele (ca. to små glas)

225 g rønnebær
100 g mirabeller med sten
2 dl vand

Kog bær og frugter og vand indtil bærrene brister. Rør gerne lidt rundt, så frugtsaften kan trænge ud i vandet.

Hæld blandingen i en stofpose i et saftstativ - eller i en sigte foret med et rent viskestykke - og lad saften løbe igennem. Lad det gerne stå og dryppe natten over; jeg har ladet mig fortælle, at den mest pektinrige saft - som får det hele til at gelere - kommer ud til sidst.

Vej din saft og tilsæt en tilsvarende mængde sukker. Jeg fik

235 g saft og tilsatte derfor netop
235 g sukker

Det kan ikke nytte noget at nedsætte sukkermængden - med mindre du altså vil tilsætte pektin i form af geleringspulver - for sukkeret er med til at gøre saften fast.

Kog saft og sukker igennem. Fjern det skum, der dannes på overfladen. Hæld geleen på rengjorte glas (jeg skyllede i lidt vodka) og luk dem godt til og køl af.

Det spændende ved at lave gele er, at der altid er en lille risiko for at det ikke størkner som planlagt. Men hvis det går sådan, så kan du ønske dig selv tillykke med, at du i stedet har lavet en dejlig sirup, som kan hældes over is, på yoghurt eller dryppes på en ostemad. Mit størknede nogenlunde.

Det skal understreges, at rønnebærgele - selv med mirabeller i - ER bittert; det er ikke for børn og svage sjæle.

Serviceinfo: utålmodige læsere, som trives bedst med opskrifter og highlights kan roligt stå af her. Der kommer ikke noget spændende, slibrigt eller yderligere bittert herunder. Heller ikke flere opskrifter. Det er bare Klog-Åge - eller i dette tilfælde Ana-Lyse-Lise - der læser fablen om ræven og rønnebærrene igennem.

For det er jo en herlig historie, der har som punchline: "De er sure, sagde ræven om rønnebærrene. Han kunne ikke nå dem." Jeg kender og bruger udtrykket, som en sjov iagttagelse af en meget menneskelig tendens til at nedgøre det, som vi ikke kan få/nå, men når jeg tænker over sagen, er den faktisk lidt underlig.

Historien er oprindeligt en fabel af Æsop og handlede ikke om rønnebær, men om sure druer. Her kommer den første underlighed ind: hvorfor kan ræven ikke nå druerne? Er det mon fordi historien taler om vilde vinranker, mens de vinstokke, som jeg ser for mit indre øje er kultiverede, så de ikke er så høje, at en ræv af normalstørrelse ikke kan nå druerne? Eller var ræve meget små på Æsops tid?

Den anden mærkværdighed dukker op, når fortællingen oversættes til danske forhold, og vi nu taler om rønnebær. For de ER jo faktisk ikke bare sure, men bitre og egentlig ikke særligt attraktive i deres rå form. Kunne man ikke have valgt en sød frugt? Kirsebær? Blommer?

Faktuelle mystifikationer eller ej, så er det jo godt set, at vi nemt kan henfalde til at kritisere det, som er uden for vores rækkevidde, og at vi kan være ret gode til at bilde os selv ind, at det, som vi kritiserer, er vi slet ikke interesserede i. Det er snarere værdiløst og ikke værd at beskæftige sig med. Sådan kan man jo skåne sig selv for både latterliggørelse og skuffelser. En ræv, der hopper forgæves efter for højtvoksende frugter, er jo lidt svær at respektere i det lange løb.


En anden hoppende kendisræv

Jeg er ikke TV2-fan, har aldrig været det, og bliver det sikkert heller ikke, men man må give dem, at de både kan lovsynge normaliteten og pege ubittert og selvinkluderende på almindelig menneskelig svaghed. Det er nærmest helt unormalt i disse dage. Thumbs up til det.

Nutidens unge er
som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nu fyrene især
blir virkelig noget værd
stræbsomme, stærke ser de ud

Og så hygger de sig med dans og musik
fester fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Og pigerne de ved
alt om husgerning og kærlighed
de er meget smukke når de smiler

Sammen vil de frem
karriere, hund og hjem
alle hver for sig og lige glade

Og så hygger de sig med dans og musik
fester og fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Nutidens unge er
som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nutidens voksne er
ræverøde rønnebær
sagde de unge og lod træet fælde

Og så hygged de sig med dans og musik
fester og fodbold og matematik
så snakked de om økonomi
tegned den fremtid vi lever i...

Bittersød agurkesuppe til Bethany

2011-07-31T12:13:00.102+02:00

Advarsel: mange ord og kun lidt kold suppe forude.

Som antydet i mit forrige indlæg, har jeg haft ekstra god tid i den forløbne tid til at hænge ud på internettet. Jeg har shoppet, ordnet bankforretninger, hentet gratis apps til min nye kropsforlængelse (iPad), forudlæst min daglige avis, holdt øje med vejret - og så er jeg faldet over et "fænomen", Bitterfissen Bethany. Hun har sat tanker i gang.

Bethany er en bitter kvinde, skriver hun selv, og det er "de andre, [der] står for skud". Hun har sommeren over udgydt sin galde over forskellige bloggere fra hist og her i Blogland, og de (vi) er i Bethanys øjne stort set allesammen kedelige, forudsigelige, uden kant; simpelthen for venlige og pæne på den ufede måde.

Spændende! For jeg er faktisk enig med kvinden et langt stykke hen ad vejen. Der skrives rigtig mange ting derude, som jeg synes er kedelige, talentløse, hårrejsende banale og så ligegyldige, at det er skræmmende, at nogen har brugt tid på at skrive det ned.

Det er måske heldigt nok, at der er så meget, som jeg synes er kedeligt, for der er også rigtig mange spændende ting på nettet, og jeg får ofte åndenød af begejstring over de kloge ord jeg støder på, de spændende interneteventyrere og gamle venner, som jeg "møder" virtuelt, de mærkelige billeder jeg ser, de gakkede film jeg kigger i på YouTube. Åndenød, simpelthen. På den fede måde. Fantastisk, at vi tænder på forskellige ting og skriver om forskellige ting.

Jeg er med på, at det er en sær balancegang, som man bevæger sig ud på, når man blogger. På den ene side er den helt store styrke ved at blogge, at man er fri til at udtrykke sig lige præcis, som man vil. På den anden side er der jo ikke så meget grund til at udtrykke sig så umuligt, at man ikke får kommunikeret noget. Hvis dét altså er pointen.

Det kan man netop blive i tvivl om mange tilfælde - og i mine øjne egentlig også i Bethanys: er en given blog til for at kommunikere (af latin: communicare, at gøre fælles), altså for at arbejde hen imod en fælles forståelse af noget i form af dialog eller i den mindste formidling af noget, der gør en forskel for modtageren? Eller er en blog et udtryk for en mere terapeutisk platform, hvor man iscenesætter sig selv, lukker frustrationer ud og/eller nørder igennem med sine helt egne særinteresser evt. for et helt lillebitte eksklusivt selskab af mednørder?

Det er sikkert sjældent helt entydigt. Min egen blog er i hvert fald ikke entydig i den henseende. Jeg begyndte at blogge for at holde styr på mine tanker og for at samle mine mange kageord på ét sted. Det er sådan set stadig drivkraften; jeg kan bare også se, at jeg slet ikke er helt kold overfor, om jeg har læsere eller ej. Jeg gør, hvad jeg kan, for at udtrykke min klare og ærlige mening om dette og hint - på min semi-akademiske og ofte ordrige måde, men det ærgrer mig da, at nogen tilsyneladende bliver forskrækkede over kritiske ord eller markante holdninger - og jeg lægger måske somme tider en lille dæmper på mig selv på bloggen og andre steder. Jeg vil gerne være en del af fællesskabet.

Den tur på knivsæggen, hvor man vakler mellem ensomhed og fællesskab, mellem holdninger og kompromis'er, mellem fasthed og opløsning, må hver blogger gå helt selv og vælge vandretenik efter temperament og efter behov - eller mangel på samme - for at være en del af Gruppen.

En ting, som fascinerer mig ved Bethany er, at jeg simpelthen ikke kan gennemskue hendes projekt. Hvad har hun egentlig gang i? Hendes udgydelser er i mine øjne faktisk ikke så skarpe, varierede og begavede, som jeg så antydninger af i begyndelsen, men jeg er stadig fast læser. Nu følger jeg med, fordi jeg har tid, og fordi Fænomenet stadig er interessant. Jeg vil gerne ikke risikere, at gå glip af noget.Og jeg vil være der, når og hvis ballonen brister.

Men hvad er pointen? Vil hun skabe revolution, der skal vække de slumrende masser? Er hun sociolog på feltstudier i cyberspace? Er hun kunstner, der "udfordrer mediet", som vi siger her i husholdningen? Eller er hun bare Bethany, mor til tvillinger på to og en på fire, bitter fra fødslen og med en sur og inkompetent chef? Jeg ved det ikke, og jeg er lidt nysgerrig, selvom der ikke er så meget gods i indlæggene selv. Der går i mine øjne lidt selvsving i skriverierne fra Bethanys egen hånd og de relativt mange kommentarer.

På en måde afmonterer Bethany med sin facon - som jeg ser det - sit umiddelbare projekt, som vel handler om at gøre opmærksom på, at danske blogs er for dårlige. Det er det, der gør, at jeg ikke kan lade være med at overveje, om hun har et andet mål for øje. Hun er jo ikke ubegavet. Hun tænker over, hvad hun gør. Nok har hun hang til både Bastognekiks og Fernet Branca, men hun virker som en kvinde med en plan.

Det kunne have været rigtigt interessant, hvis Bethany virkelig var én, der kunne ruske op i andedammen i Blogland - så det gjorde en forskel. Det tror jeg bare ikke, at hun gør. Hun råber godt nok nogle halvgrimme gloser ud i intetheden, og vi er nogle sommertosser, der har tid og lyst til at følge med, men jeg tror faktisk ikke, at ordene ændrer noget. Og jeg ved heller ikke, om det er hendes hensigt. Måske skal der bare buldres.

I hvert fald er min erfaring, at hvis man vil have nogen, fx. børn, til at gøre noget andet end det, som de gør, så nytter det ikke noget, at brøle dem ind i ansigtet. De holder måske nok op med at smøre tandpasta på katten, men det er snarere af lammelse og frygt, end fordi de har lært noget. Det holder altså ikke, når agurketiden er slut.

Et af de gode spørgsmål, som jeg synes Bethany sætter spot på, men som der ikke bliver mulighed for at dikutere på hendes blog, handler om normalitet. Skal/kan alle bloggere være noget helt særligt, ud over det sædvanlige? Kan alle bloggere bidrage med noget nyt og epokegørende til verdenshistorien? Er det overhovedet målet? Er bloggere ikke som folk er flest - også IRL? De fleste har jævne liv, jævne tanker, jævne begavelser, jævne interesser, jævne skriveevner, jævne børn - og kun få skiller sig ud? Går der ikke lidt Don Quixote i den, hvis man vil lave om på dét?

Er det ikke en del af internettets vidunderligt demokratiske væsen, at også halvhjernerne - pardon my French - kan komme til orde? Normalkurven - hvis man skulle finde på at lave en sådan - over begavelse og skriveevner blandt bloggere er formodentlig kun forrykket ganske lidt i den kvalificerede retning ifht. den danske befolkning generelt. Tærskelen for at oprette en blog og dermed for at blive blogger er simpelthen befriende lav.

Jeg synes ydermere, at det er interessant, at lægge mærke til, hvilke opgør vi hver især vælger. Da jeg læste teologi, morede det mig, at der blev skrevet så mange "opgør med Grundtvigs dåbssyn" eller "opgør med Luthers toregimentelære" - eller hvad det nu hed altsammen - for for at kunne lave det opgør, så krævede det jo, at man virkelig satte sig grundigt ind i det, som man ville gøre op med.

For at finde det meningsfyldt at bruge tid på at tage et opgør med noget, kræver det vel at dette noget, anses for vigtigt. Tåbeligt, måske, men ikke desto mindre vigtigt. Det er jo paradoksalt. Hvis man mener, at noget virkelig er dumt, er det da vel meget snedigere bare at lade det passere - og bruge kræfterne på noget andet. Altså er det fristende at tænke, at når Bethany tilsyneladende ikke er helt dum, så må hun på en eller anden måde finde talentløse blogs vigtige. Det kan man så lommepsykologisere over, hvis man har lyst.

Jeg læste et langt interview "Fri mig for parcelhuslykken" med Leonora Christina Skov i Politiken forleden og tænkte, at hendes tilgang til en kritik af tingenes tilstand mindede om Bethanys: gode og begavede pointer, som kunne vække til eftertanke, selvransagelse og måske ligefrem opvågnen, men holdningerne er kombineret med en attitude, der i hvert fald frister mig til det modsatte, nemlig at holde fast i leverpostejen og middelmådigheden og fejre den. (Ligner Bethany og Leonora egentlig ikke også hinanden...? De der lidt sammensnerpede munde...)

Leonora Christina Skov tegnet af fabelagtige Philip Ytournel fra Politiken

Bethanys og Leonoras højrøstede "opgør" med det kedelige og normale åbner for mig at se en sprække ind til en kerne, der består af netop det: det kedelige og normale - hvad det så end er. For hvis man går tæt nok på er ingenting måske kedeligt og normalt.

Måske er jeg gammel og træt; måske besidder de ungdommens mod, og jeg gør ikke. Jeg synes bare, at det bliver så underligt ligegyldigt, selvom det skulle være så væsentligt. Det skingrer i mine ører, fordi ønsket om en ægte samtale om det, som faktisk er vigtigt, ikke synes at være til stede for alvor. Hverken hos Leonora Christian Skov eller hos Bethany.

Jeg har småkommenteret Bethanys udgydelser en gang eller to, men "magter ikke" - et af Bitterfissens yndlings- og meget hyppigt anvendte udtryk - den evige bitter-ironiske distance. Det er som om, man kun kan vælge enten at spille spillet eller at spille fornærmet. De to valgmuligheder duer ikke for mig.

Jeg synes, at hun rejser spændende problemstillinger om normalitet og udtryk i Blogland, men hun stiller sig selv i vejen for at kunne diskutere det seriøst. (Derfor snakker/tænker jeg med mig selv/min blog i stedet for.) Det er muligt, at hun kun kan skabe debatten og gøre sig selv til et fænomen, som nogen tænker over, ved samtidig at afspore den selvsamme debat. Livet i det 21. århundrede er indviklet...

Jeg lovede kold suppe. Det er fordi, jeg kom til at oversætte Fænomenet Bethany til en lille let sommerret.

Bittersød agurkesuppe(til ca. 1 voksen, tvillinger på to og en på fire)

skal af ½ (rød) grapefrugt
saft af 1 (rød) grapefrugt
1 dl sukker

1 agurk
1 grønsagsbouillonterning
1 dl vand
saft af 1 (rød) grapefrugt mere
100 g ricotta (eller evt. 1 dl piskefløde)
salt

Fileter af en (rød) grapefrugt

Skær skallen af halvdelen af en grapefrugt. Normalt er det vigtigt at skære helt tyndt for at undgå det hvide, som er meget bittert. Her er bitterhed en del af pointen, så hvis der slipper lidt med, er det helt ok.

Skær skrællerne i mindre stykker. Normalt ville jeg anbefale, at de skulle snittes helt fint, men i dette tilfælde er et vist mål af grovhed på sin plads.

Kom de snittede skræller i en glasskål sammen med sukker og saft af den en grapefrugt og kog det sammen i mikroovnen i nogle minutter, så alt sukkeret er opløst og skrællerne er blevet klare. Lad det køle helt af.

Skær agurken i stykker og kom den i foodprocessoren (eller find din gode stavblender frem) sammen med grønsagsterningen, som er opløst i 1 dl kogende vand. Pres saften af en grapefrugt mere og hæld det ved agurken. Sigt de sukkerkogte skræller fra siruppen.

Hæld også siruppen ned til agurken sammen med nogle få strimler skræl. Kom ricotta i maskinen også og kør indtil agurken er helt findelt, og du har en lys grøn suppe. Sukkeret fra siruppen giver sødme og ricottaen blødhed. Det er måske ikke Bethanys mest fremtrædende karakteregenskaber, men lur mig, om ikke hun har øjeblikke, hvor hun er både sød og blød. Hun er - om ikke andet - så formodentlig et menneske.

Smag til med salt. Suppen er en småkompleks sag, som skal være både ramsaltet og sød.

Server suppen kold med en klat ricotta, strimler af den sukkerkogte skræl og fileter af grapefrugt. Hvis suppen skal være rigtig dejlig kold, kan isterninger være en idé. Jeg havde tilfældigvis nogle kolde hjerter i fryseren, som kom i suppen. De tør op lige så stille - og knaser så dejligt mellem tænderne...

Og ved et lykkeligt tilfælde ender suppens uskønne farver med nogenlunde at matche farverne på Bethanys blog...

Tak, Bethany, for bitterhed.

Canelés, silikone og det dejlige internet

2011-07-29T22:11:00.000+02:00

Lad mig begynde bagfra: jeg ELSKER internettet! Jeg elsker mulighederne. Jeg er fascineret af teknikken. Jeg er vild med småtekniske gadgets. Min nye iPad er vokset sammen med min krop. Jeg melder mig frivilligt til at stå først i køen til at få indopereret en chip og en hudskærm, så jeg kan gå på nettet i min håndflade. Nå, det var så måske lige et skridt for langt...

En overskåret cannelé

Anyways, jeg har ligget en anelse underdrejet denne sommer, men ikke mere end at jeg - på nær ganske få dage - har været PÅ. Mine bageaktiviteter har været tilsvarende neddroslede (på nær mindst tolv omgange af verdens nemmeste og næstbedste brød), men derfor kan man jo godt forberede sig til sensommerens, efterårets og vinterens bagesysler. Ved fx. at shoppe bageforme på nettet.

Jeg har længe villet bage canelés (stavemåden er i øvrigt diskuteret: ét eller to n'er? I'm confused. Mit franske hjælper mig ikke), en specialitet fra Bordeaux, men har holdt mig lidt tilbage, fordi de klassisk set bør bages i kobberforme. Lækkert, men lige lidt vel dyrt. (Kunst og Køkkentøj er i øvrigt en drøm af en forretning også IRL. Just sayin'!)

Anne au Chocolat har spist dem. Newyorkerbyheart har lavet dem. De er også populære internationalt. De bliver rost til skyerne, de små franske fiduser. Sprøde, karamelskorpede kager med et blødt og nærmest svampet indre. Enkle og avancerede på samme tid. Jeg har aldrig hverken smagt eller bagt dem. Stor fejl, der må rettes op på.

Og mon ikke mindre end kobber kan gøre det. Trods alt. På Ebay faldt jeg over en shop, der sælger silikoneforme i et hav af variationer til en hæderlig pris, og med PayPal som allieret var det nemt at slå til. Der gik ganske få dage, og så var der en blød pakke i min postkasse.

Ebayshoppen har også en "rigtig" hjemmeside: Silicone Moulds, og søren jensme om ikke også de er at finde i Blogland og på både Facebook og Twitter. Sådan kan vi li' det!

Silicone Mould-bloggen er faktisk værd at følge med på: velskrevet, inspirerende, hyppigt opdateret, gode billeder, personlig (måske lige et blond hårstrå for personlig; jeg kan strengt taget godt undvære billedeserierne af det dekorative barn) og rent ud sagt fristende til yderligere indkøb.

(Jeg HAR købt igen. Jeg kan røbe i denne lille, lukkede kreds, at jeg nemlig fx. heller aldrig har hverken spist eller lavet madeleines. En anden stor brist i min opdragelse... Den sorte form herunder er til madeleines. Den orange er til hjemmestøbte mikro-chokoladeplader, den lyserøde til mini gugelhupf'er og den røde til otte keltiske kors. Hvem kan leve uden netop dén mulighed? Ikke mig. Fortsættelse følger måske, når jeg har afprøvet formene.)

Nå, men vi må nærme os en opskrift. Den er temmelig nem, omend den, som Silicone Moulds henviser til hos Chocolate and Zucchini, foreskriver, at dejen laves 24 timer før den skal bages og står i køleskabet og bliver klar. Newyorkerbyheart bagte uden at vente, og det ser ud til, at det gik fint alligevel. Min dej ventede; det gik også fint. Til gengæld kan dejen så også snildt holde sig et par dage mere i køleskabet. Jeg bagte en fuld form efter et døgn (otte stk.) og en halv form dagen efter.

Canelés (12 stk mellemstørrelse)

½ liter mælk
30 g smør
1 tsk vanillesukker - eller kornene fra en vanillestang
100 g mel
1 tsk salt
180 g sukker
3 æg
3/4 dl rom

Kom mælk og smør i en lille gryde. Hvis du bruger vanillestang kan du komme den udskrabede stang med i mælken. Varm smør og mælk langsomt op til kogepunktet.

Bland mel, salt og sukker i en skål. Slå de tre æg ud i en anden skål og pisk dem let sammen. Hæld æggene over melblandingen, men vent med at røre. Hæld den varme mælkeblanding over i skålen, og NU skal der røres.

(Newyorkerbyheart lader udtrykkeligt mælkeblandingen køle af, inden den røres i melet/sukkeret. Min opskrift siger udtrykkeligt noget andet. Begge dele ser ud til at virke. Jeg var lidt bange for at ende med en omgang melklister, men det skete slet ikke.)

Rør/pisk indtil blandingen er helt jævn som en pandekagedej. Tilsæt rom og vanillesukker.

(Det ville nok være smartere at tilsætte vanillekornene sammen med sukkeret, evt. efter af have mast dem sammen med lidt sukker, sådan Mette Blomsterberg-style, så de lettere fordeles i dejen. Jeg har det personligt bare sådan, at når HUN siger, at det er en god metode, så gør jeg det ikke... Primitivt, men sandt. Det vil jeg arbejde lidt med ved lejlighed.)

Vanilleklump...

Stil dejen i køleskabet og vent 24 timer. (Det kan man så åbenbart tage med et gran salt. Hvis du er utålmodig, så kast dig ud i det med det samme.)

Tænd ovnen på 250 grader. Clotilde fra Chocolate and Zucchini skriver meget grundigt om vigtigheden af, at ovnen er varm nok. Mange ovne lyver nemlig. Det kan derfor være en god idé at checke ovntemperaturen med et ovntermometer. Hvis ovnen ikke er varm nok, opnår du ikke den karakteristiske karamelagtige overflade, og så er det ikke helt rigtigt.

Hvis du bruger kobberforme skal de smøres grundigt. Hvis du bruger silikone, er det ikke nødvendigt. Hæld dej i formene til ½-1 cm fra kanten.

Hvis dejen er skilt lidt i køleskabet, kan den nemt røres sammen igen.

Sæt forsigtigt formen i ovnen, når den er blevet helt varm; det kan være nødvendigt med et støttebræt, hvis du bruger silikoneformen.

Bag kagerne i ca. 20 minutter ved den høje varme. Skru derefter ned for varmen til ca. 200 grader - uden at åbne for ovnlågen for at kigge eller snuse! - og bag kagerne yderligere 30-40 minutter. De skal være mørkegyldne, grænsende mod det mørkebrune udenpå. De vil stadig være bløde og svampede indeni.

Lad kagerne køle af, så længe som du kan holde ud at vente, og pres dem så forsigtigt ud af formene.

Det ligner jo faktisk et sæt små englevinger...

Tag en bid, og du vil høre englene synge - på fransk!

Kollegakage fra Samvirke - og lidt om fristelser og sundhed

2011-07-03T19:43:00.001+02:00

Ja, jeg lod mig friste! Jeg blev overtalt af en venlig opfordring fra Samvirke på Twitter og et lækkert billede af hindbær. (Som jeg erstattede med blommer i min version.)

Mange frugter - heriblandt blommer - bliver noget mere sure, når de bliver tilberedt; derfor lidt ekstra sukker. .

Samvirke er seriøst talerør for forbrugerstof og sund livsstil. Til forskel fra de fleste andre danske magasiner der behandler den slags emner, er der i Samvirke plads til at gå i dybden, nuancer, kritiske spørgsmål og sjove tilgange til stoffet. Det er totalt i orden.

I denne måned tema om "sød sult". Lyder det velkendt?!

De fleste danskere kender Samvirke; det er det mest læste månedsmagasin i landet. Jeg har læst bladet siden min barndom og er fuld af respekt.Og jeg lod mig altså friste til at gøre noget, som jeg ellers ikke gør, fordi Samvirke lokkede: jeg bagte deres grove kollegakage - og nu fortryder jeg bittert.

Jeg pimpede ellers kagen med både chokoladestriber...

- og chokoflødeskum...

Men nej, det virker bare ikke med en kage, der lader som om den ikke er usund. Man ender med at få det værste fra begge verdener: en kedelig kage, der alligevel ødelægger din kur.

For at føje spot til skade tog jeg kagen med til en familiefødselsdag. Som nogen måske vil ane, er familien godt vant, når jeg tager kage med. Denne gang resulterede det i at min niece nu vil huske sin "Sweet Sixteen" som en dag fyldt med skuffelser og tårer. Jeg gør det ALDRIG mere! Undskyld A! Undskyld allesammen!

It's my party and I'll cry if I want to

Nu skal det ikke lyde som en klage over Samvirke; det er det på ingen måde. Bladet bidrager med masser af stof til eftertanke og skriver i forbindelse med opskriften på den grove kage om kagers betydning fx. som "kittet", der holder arbejdspladsen sammen. Man linker til en spændende rapport om "Mellemmåltider - en kulturanalyse af mellemmåltider på kontorarbejdspladser".

Det er snarere en klage over mig selv. Jeg blev fristet og faldt i sundhedsfælden. Det er et dårligt sted at være. Boris Andersen behandler problemstillingen i en fremragende kronik i Politiken "God smag og bordskik er den bedste slankekur", og han skriver bl.a. Det dumme er, hvis vi som følge af en overdreven fokusering på ernæringsindholdet i maden i kombination med individuelle selvkontrols-idealer helt glemmer smagsoplevelsens og måltidsfællesskabets betydning. Hørt, Boris!

Så spis dine fuldfede kager i godt selskab. Hvis ikke du har andet godt selskab end dig selv, så nyd din chokolade alligevel. Helt og aldeles. Og følg kun opskriften herunder, hvis du virkelig ikke kan finde på andet.

Grov kollegakage (- til den grove kollega?!)

130 g smør
130 g rørsukker
2 spsk. mørk sirup eller ahornsirup
1 tsk. vaniljesukker
300 g havregryn (jeg havde kun grovvalsede; det gjorde kagen ekstra fiberrrig og sund-agtig, men det var måske skyld i at kagen ikke kunne hænge sammen...)
60 g kokosmel
1 tsk. bagepulver
ca. 5 udstenede blommer skåret i småstykker

Smelt smør, sukker, sirup og vanillesukker sammen i en kasserolle. Kom havregryn, kokosmel og bagepulver i en skål og bland det. Hæld den søde smørblanding over i skålen og bland med en ske.

Kom blommestykkerne i og bland igen.

Læg bagepapir i en bradepande på ca. 20x30 cm. Hæld "dejen" i formen og fordel den.

Pres den godt sammen.

Bag kagen ved 175 grader i ca. 25-35 minutter. Kagen må gerne blive lidt gylden.

Pynt evt. med lidt chokolade og/eller chokoladeflødeskum. (Smelt og udrør chokolade i piskefløde. Køl af. Pisk.)

Kagen forsvandt kun langsomt...

Når sandheden skal frem, så var kagen vel ikke egentlig dårlig. Den var bare usnasket, faldt fra hinanden og smagte simpelthen lidt småsundt. Og var aldeles uegnet som festkage. Som kollegakage kan den sikkert gå an. Familien refererer nu til kagen som "Müsli-kagen", og jeg er bange for at den vil indgå i samlingen af familiemadlegender på linje med en vis ris a la mande og Blommetærten fra Helvede...

En af mine favoritkager, Fattigmandskransekagen, minder lidt om müslikagen. Den prøver måske at give sig ud for at være billig, men trods alt ikke for at være sund.

Pavlova og den uperfekte sommerdessert

2011-06-23T17:26:00.000+02:00

Der er mange marengssommerdesserter i omløb og med god grund. Man kan med temmelig enkle midler fremtrylle overdådige og imponerende kreationer, som indeholder et væld af gode sanseindtryk.

Den klassiske Pavlova består af en marengsbund, som er sprød udenpå og blød indeni og som er pyntet med flødeskum og friske bær. Desserten er opkaldt efter den russiske balletdanserinde Anna Pavlova, som levede fra 1881 til 1931. Når man ser gamle filmklip af hende danse, giver det rigtig god mening, at hun har fået netop dén dessert opkaldt efter sig: en blød kvinde, der danser let og fint i en kjole så hvid og sprød som marengs.

Nu ved jeg lige så lidt om ballet, som bønder forstår sig på agurkesalat, så jeg har læst lidt om den gode Anna. Hun var åbenbart i sin samtid den helt store stjerner og selv den dag i dag anses hun for at være en af historiens allerstørste klassiske dansere.

Det var under - eller efter - en tourné til Australien og New Zealand i 20'erne, at nogen komponerede denne dessert i hendes ære. Der har efterfølgende været en lang disput mellem Australien og NZ om, hvilket af de to lande, der har retten til at kalde sig Pavlovaens hjemland. Sagen er ikke endelig afgjort.

Det, som i mine øjne er særligt tankevækkende, er, at Anna Pavlova teknisk set åbenbart slet ikke er så pokkers formidabel endda. I kommentarerne til en anden YouTube-video, hvor to gamle balletkoryfæer Natalia Makarova og Sir Frederick Ashton diskuterer balletteknik, noterer adskillige sig, at hun ikke strækker benene ordenligt, som det forventes af en klassisk balletdanser.

KLOKLOKLO456 skriver fx.: And HAH. My pointe teacher is constantly bitching my legs are BENT. Next time, I will tell her. 'Madame, vous connaisez Anna Pavlova?'. wickedlady4180 skriver: She was famous for dancing with bent legs, and bad turnout. But her stage presence made her a star.

Og sådan er det netop også med desserten! Den har en fantastisk stage presence - også når den ikke er udført teknisk set helt korrekt. Som i mit tilfælde. Min chokoladepavlova var lidt underbagt og derfor lidt blødere - for ikke at sige direkte snasket - indvendig end protokollen foreskriver. Og fik alligevel næsten stående ovationer, for den så henrivende ud og smagte skønt.

Chokoladepavlova

3 æggehvider
3½ dl sukker
1 spsk æbleeddike
1 spsk Maizena
175 g smeltet mørk chokolade

2½ dl piskefløde
sød, blød, rød frugt - fx. jordbær og granatæble

Pisk æggehvider, sukker, eddike og sukker indtil du har en ret fast marengsmasse. Smelt chokoladen imens. Vend forsigtigt den smeltede chokolade i marengsen. Du kan godt nøjes med ganske få omrøringer med en stor ske, så massen stadig er marmoreret.

Hæld chokomarengsmassen i en rund springform belagt med bagepapir.

(Jeg tegner formens omkreds på et stykke bagepapir og klipper det ud 5 cm. fra kanten. Herefter klipper jeg indsnit med 5-8 cm's mellemrum hele vejen rundt. Så kan bagepapiret kommes i formen og dækker bund og sider uden at krølle.)


Bagepapir - tutu-style

Anna P i sin Giselle-tutu

Fordel marengsmassen i formen og bag kagen ved 150 grader i ca. 1 time. Min kage blev som nævnt lidt underbagt, og der er nok fordi, jeg fik lidt marengshjerne: når jeg bager mindre marengs, der skal tørres helt igennem, skal ovnen gerne være mindre varm end 150 grader. Det kan min ovn kun præstere, hvis jeg lader ovnlågen stå på klem med en træslev i klemme. Altså frem med sleven også denne gang, men det var vist ikke nødvendigt. Noteret til næste gang!

Når marengsbunden er færdigbagt (!) tages den ud og køles helt af. Flyt forsigtigt bunden over på et fad. Pisk flødeskum og fordel det over kagen. Rens dine favoritfrugter og fordel dem yderligere ovenpå. Jeg havde en klase tørrede hyldebærblomster liggende. De blev drysset allerøverst og fungerede som en ekstra lille piruette med bøjede ben.

"Cooking for geeks" - og verdens (næst-)bedste brød*

2011-06-21T13:44:00.001+02:00

"Jeg hedder Lise, og jeg er en geek". Sådan ville det lyde, hvis jeg var til møde i Geeks Anonymous. Hvis jeg altså ville synes, at jeg havde brug for at møde op i GA. Hvis jeg altså ville mene, at min geekness var noget jeg ville kureres for eller hjælpes med af andre GA'ere. Og hvis GA altså fandtes.

Verdens (næst-)bedste og (næst-)nemmeste brød.

Hvad er så lige en geek? Wikipedia har - selvfølgelig - en lang artikel om ordet. Her står der bl.a. "The word geek is a slang term, with different meanings ranging from "a computer expert or enthusiast" to "a carnival performer who performs sensationally morbid or disgusting acts", with a general pejorative meaning of "a peculiar or otherwise dislikable person, especially one who is perceived to be overly intellectual".[...] Although often considered as a pejorative (et nedsættende ord), the term is also often used self-referentially without malice or as a source of pride - an example is the 'Geek Squad' of the Best Buy company."

I vise sammenhænge bruges ordet geek synonymt med ord som nerd (nørd), dork og dweeb, men der er - selvfølgelig - nogen, der mener, at ordene ikke dækker over det samme.

Tankevækkende... Hvad er jeg?

Dork? Nej. Jeg kan godt nok ikke huske, hvornår vi fik Grundloven i 1848, men det er altså ikke intelligens, jeg mangler til daglig. Geek? Helt sikkert. Nerd? I hvert fald seriøse tendenser. Dweeb? Nu kan man jo nok diskutere, hvornår en obsession er en obsession, men min fiksering på kager og andre søde sager er i perioder ret omfattende.

Til tider ser jeg ligefrem dette snævre blik på verden som en metode til at holde den ud; til at holde livets kompleksitetsniveau lidt i skak. Og det er muligvis et tegn på social ineptitude. Hvilket jeg i øvrigt synes er en kikset betegnelse, fordi den antyder, at det er en fejl eller mangel.

Hvorfor nu al den snak om geeks? To grunde:

Jeg har købt bogen "Cooking for Geeks" (som ebog til min nye iPad, som jeg allerede (næsten) elsker højere end min kat. Jeg fik åndenød af fryd over at kunne have en hel bog i hænderne ganske få sekunder efter at have taget beslutningen om at købe den - mens jeg lå i min seng. Det giver vist et par geekpoints mere.)
Jeg har bagt "Verdens bedste brød", som desuden er så nemt at det "kan bages af en fireårig" - to dage i træk.

Læsningen af "Cooking for Geeks" er ren fornøjelse! Jeg er måske ikke engang del af bogens primære målgruppe, som er geeks, der IKKE i forvejen elsker at gå i køkkenet. Bogen er i høj grad en opmuntring til at gå frygtløst i køkkenet. Brug fejlslagne saucer og brændte middage som lærestykker - i stedet for at panikke og se dig selv som en looser.

(Ebogen linker fx. til denne morsomme og tankevækkende tale af Alain de Botton "A kinder, gentler philosophy of success", der helt forrygende udfolder spørgsmål om bl.a. karriere-/præstationsangst, misundelse, lighed og ulighed, selvhjælpsbøger, Dommedag og meritocracy - på knap 17 minutter.)

Jeg har i forvejen et relativt afslappet forhold til perfektion i køkkenet, og det er i forvejen en af mine pointer, at jeg deler ud af mine fejltagelser, fordi de ikke er fejltagelser, men del af en læreproces. Men det er ikke desto mindre rigtig herligt, at finde sig i - litterært - selskab med ligesindede.

Så er der brødet. Når jeg siger, at jeg har bagt det, så må jeg jo straks indrømme at jeg på bedste geek-manér ikke har fulgt opskriften slavisk. Jeg har en del bageerfaring i kufferten, arbejder helst intuitivt frem for nøjagtigt og var bare fascineret af tanken om at bage en helt slasket, langtidshævet dej i en lukket form. I mit tilfælde blev det min stegeso, der måtte holde for.

Opskriften i avisen er som følger:

Jim Laheys brød

1 g tørgær eller en klump almindelig gær på størrelse med en ært
300 g vand
400 g hvedemel
8 g salt

en gryde, der kan gå i ovnen

Min "opskrift" - (brødet skulle jo også være verdens nemmeste, og det er det altså ikke i min optik, hvis man fx. skal måle 8 g salt op!)

½ tsk tørgær (hjembragt fra USA; herligt at få det brugt!)
3-4 dl vand fra vandhanen
en god sjat olivenolie
en lille håndfuld salt
mel nok til at røre en meget slasket dej

Rør det hele sammen i en stor skål og lad det stå på køkkenbordet natten over. Ikke ælte. Ikke voldrøre. Ikke røremaskine. Bare en slev og ganske kort røre-sammen. Risengrøds-agtig konsistens. Småklumper er OK. Det er verdens nemmeste brød, remember?!

"I love the smell of langtidshævet brøddej in the morning"

Stå op næste morgen første gang vækkeuret ringer. (Vi taler nok ikke om en almindelig arbejdsdag; så skal du i hvert fald sætte uret til at ringe lidt tidligere end normalt.) Vakl ud i køkkenet og tænd for ovnen. Så højt op som muligt. Min (gas-)ovn siger 290 grader. Sæt din stegeso/stegegryde/form med låg ind i ovnen og lad den varme med op. Prik lidt i dejen, så den falder lidt sammen. Gå ind og sov videre/læs avisen grundigt.

Slå dejen lidt ned

Når du vågner 1-2 timer senere/har læst avisen grundigt, går du igen i køkkenet. Hæld dejen ud på et meldækket bord og fold siderne ind over midten et par gange. Det giver en lidt melet og rustik overflade. Jeg ved ikke lige, om det også gør noget andet.

Ca. meldækket

Fold siderne ind med en paletkniv - eller en anden kniv

Tag din brændvarme stegeso ud af ovnen og "hæld" dejen ned i formen. (Jeg hældte dejen ud på en meldækket plade, og det viste sig at være smart. Dejen er nemlig - i mit tilfælde - slet ikke i nærheden af at kunne flyttes med hænderne.)

Første gang jeg bagte brødet, var jeg bange for at det ville brænde sig fast, og derfor smurte jeg med olie inden jeg hældte dejen i. Anden gang havde jeg læst lidt på lektien og stolede på, at den intense og hurtige varme ville sørge for at brødet ikke ville sætte sig fast. Det virkede.

Som bonus oplevede jeg, at brødet blev mere sprødt og brunt. Jeg tror, at den korte tid, som jeg brugte til at oliere formen første gang, har fået temperaturen i den til at falde. Det er ikke meningen. Meningen er MEGET høj varme og damp indesluttet af låget.

Læg derfor det lige så brandvarme låg på formen, når dejen er kommet på plads, og sæt den i ovnen. Bag ved fuld varme i 30-40 minutter. (Tag en lille lur mere, eller begynd forfra på avisen.)

Tag formen ud af ovnen og tag låget af. Bag det yderligere 15-20 minutter. Nu har du - muligvis - et fantastisk brød. Hvis ikke har du - muligvis - en fantastisk erfaring, som du kan tage med dig til næste gang du bager.

Max fra Kvalimad, som er omtalt i artiklen fra Politiken, har bagt brødet mange gange og arbejder løbende - og vist betydelig mere systematisk end jeg - med at forbedre opskriften. Han svarer her også meget tålmodigt på sine læseres MANGE spørgsmål om bagetider, forme, låg, meltyper, surdej mmm. Fantastisk; det er jo verdens nemmeste brød? Det står klart for mig, at der er rigtig mange derude, som ikke har så mange erfaringer i bagagen, som jeg har og som er bange for at gøre noget forkert.

Til dem kan jeg kun sige: spørg Max (hans website er i øvrigt en nærmest uudtømmelig kilde af gode opskrifter, tip og tricks, videoinstruktioner og meget andet godt), læs "Cooking for Geeks" eller for Guds skyld: spring ud i det! Glem ikke derude, at du lærer langt mere af dine "fejl" end af dine successer!

*Når jeg i overskriften kalder brødet for verdens NÆSTbedste, er det i respekt for mit livs über-geek, min nu afdøde onkel. Han afviste altid at kategorisere noget som det bedste, for det afskar muligheden for at forestille sig, at noget kunne være endnu bedre og det var dermed dræbende for enhver udvikling - enhver geeks mareridt.

Cake pops er det nye sort! (Og lidt om at temperere chokolade)

2011-06-16T18:30:00.001+02:00

Åbenbart. Se fx. hvad Bakerella kan få ud af dén helt paradigmesprængende nytænkning:

I virkeligheden er det bare studenterbrød på en pind. Den slags er på ingen måde en del af den højere dessertgastronomi, men det smager herligt, er meget børnevenligt - og giver en mulighed for at få brugt kagerester, der ellers ville være røget i skraldespanden. Altså endnu et lille slag i kampen mod madspild.

(Jeg har oprettet en ny "etiket" til mine indlæg, der netop hedder "Stop spild af mad"; dvs. du kan klikke på det, og finde de indlæg, som har et element af brug af rester i sig. Jeg har ikke tilføjet etiketten til så mange indlæg endnu, men det skal nok udvikle sig. I øvrigt stort thumbs up til bevægelsen Stop spild af Mad; de kører med klatten for tiden!)

Cake pops - studenterbrød på en pind
(ca. 25 stk)

3 (tørre) lagkagebunde
200 g abrikosmarmelade
150 g smør
100 g flormelis
50 kakao
evt. 1-2 spsk rom

ispinde eller slikkepind-pinde
200-400 g mørk chokolade

Kør hele molevitten i en foodprocessor. Det kan være nødvendigt at gøre det ad et par omgange, da kagebundene fylder en del, inden de bliver mast til ukendelighed. Kør indtil massen er helt jævn.
Sæt den i køleskabet i nogle timer, så den bliver lidt fastere. Næste gang jeg laver cakepops vil jeg nok bruge lidt mindre marmelade. Det giver en vis friskhed i smagen, men massen bliver temmelig blød af det.

Rul nu bordtennisboldstore (eller noget; det er længe siden jeg har haft fat i en bordtennisbold! Hvor stor er den egentlig?) kugler, sæt en pind i hver og stil gerne kagepopsene på køl igen.

Smelt/temperér chokoladen og overtræk dine kagepops.

Smelte er nemt nok. Her i et vandbad.

Temperering er mere indviklet. Her sænker jeg temperaturen med hakket chokolade.

Det er nu, du også kan gå amok i krymmel. Jeg er personligt ikke så vild med krymmel, men jeg dryssede lidt på juniors (dem UDEN rom), så vi kunne kende forskel... Dem der fik krymmel på, satte jeg i spænd i fletværket i kanten af min brødkurv, men et stykke flamingo eller håndholdt tålmodighed kan sikkert også bruges.

Hvis du konstaterer, at mit chokoladeovertræk ser mere vellykket ud end fx. da jeg lavede flødeboller, er det muligvis et heldigt tilfælde. Det kan også skyldes, at den rare Jørgen, også kaldet Chokoman, har givet mig et kursus i chokoladetemperering.

Tempereret chokolade har flere fordele: det bliver flot(-tere/blankere end utempereret), det størkner hurtigere, det smelter ikke så nemt på fingrene, når man rører ved det, og det får det der dejlige "knæk", når man bider i det. Men det er altså også lidt nørdet at stå med termometer, varmt - og evt. koldt - vandbad, hakket chokolade, evt. sigte, madpapir til tempereringstest, hårtørrer til temperatur-finjustering mv. Jeg er splittet i spørgsmålet...

Her er lidt (meget) chokoladetempereringsinfo med gode illustrationer af den kemiske proces fra Chocolate Alchemy for den supernørdede.

(Illustration: Chocolate Alchemy)

Jeg synes nemlig stadig ikke, at temperering er nemt, og det udfordrer min tålmodighed til bristepunktet. Jeg må vist bare øve mig lidt mere. Og lave større portioner; det skulle være nemmere at styre...

(Foto: BBC)

En rose er en rose er en rose* - og den er det især lige nu

2011-06-13T18:46:00.004+02:00

I hvert fald hvis vi taler om hybenroser. Hybenroser kan bruges til mange forskellige ting, men duften og farven er så rosenagtig (Tak til Claus Meyer for inspirationen i Politiken!), at det halve kunne være nok.

Sukkerkogning er en blanding af kunst og videnskab. Dagens sirup blev kogt til ca. 108 grader - en let/tynd sirup.

Hybenroser vokser nærmest som ukrudt rigtig mange steder i landet, landet, men jeg har aldrig tænkt på, at rosenbladene er så velegnede til både dette og hint.

Jeg har tænkt på, at jeg ikke har nogen have med roser og det ærgerlige i, at rigtig mange haveroser ikke har nogen duft. Jeg har også tænkt, at dem, som jeg kender, der har duftende roser i haven, nok ikke vil lade mig komme på "høst"-besøg, hvor jeg river hovederne af de fine blomster.

Før.

Efter.

Så har jeg tænkt på, at det er pokkers, at det er så forbandet besværligt, at rense hyben, for jeg er ret vild med hybensuppe, og at nu må jeg snart til Sverige igen, hvor man kan få herlig hybensuppepulver i ethvert supermarked.

Men nu har jeg altså også tænkt på, hvor mon den nærmeste hybenrosebusk, som jeg kan plyndre, er? Jeg bor midt inde i København, så det er alligevel ikke helt nemt at støve en busk op. I hvert fald ikke, når man er under tidspres. De blomstrer kun ganske kort tid. Så jeg snød lidt: jeg tog en tur til provinsen.** Og Vupti:

I løbet af ganske få øjeblikke havde min veninde og jeg - og vores lille cyklende hjælper - samlet to gode posefulde.

Bonusoplevelse: en fladmast solsort. Man kommer bare SÅ meget i kontakt med naturen, derude i provinsen!

Jeg har plottet mit ikke spor hemmelige plukkested ind på kortet herunder. Hvis du kender et godt sted - eller flere - er du velkommen til at være med i et åbent samarbejde om at lave et nyttigt kort. Jeg er meget interesseret i hybenrosesteder i københavnsområdet - gerne helt inde i byen. (Jeg er ikke bange for partikelforgiftning; jeg er sikker på at mine daglige cykelture gennem byen er langt mere farlige i den retning end 100 gram rosenblade.)

Vis Hybenroser på et større kort

Da vi kom hjem med vores høst bredte vi den ud på et par bageplader og lod den stå i nogle timer. Det gav diverse småkryb tid til at stikke af inden sukkerdøden ville ramme dem.

Løøøøøøb!

Og vi kunne sortere og nyde den herlige duft.

Hybenrosesirup

5 dl sukker
3 dl vand
2 spsk (æblecider-)eddike
Nogle håndfulde hyberoseblade

Kom sukker, vand og eddike i en gryde. Kog det indtil det har nået en temperatur på ca. 108 grader. Et sukker-/bolchetermometer er en dejlig ting at have!

Vand, sukker og eddike

... bliver til sirup.

Hvis du koger det mindre, bliver siruppen tyndere; hvis du koger længere, bliver den tykkere. Jeg valgte en relativt lav temperatur at slutte på, fordi så er det nemmere at fiske rosenbladene op af siruppen igen, når den er blevet kold. Det er ikke SIKKERT, at jeg vil tage dem op, for de er så yndige, men HVIS jeg vil, skal al siruppen helst ikke følge med op.

Tag siruppen af varmen og kom rosenbladene ned i varmen. Rør rundt og hæld rosensiruppen i et glas og lad den køle af. (Jeg gjorde det lidt omvendt, fordi jeg ville have siruppen i små glas: jeg kom rosenbladene i glassene og hældte siruppen over. Jeg er sikker på, at det virker.)

Glassene er fra Søstrene Grenes til vistnok kr. 6,97 pr. stk. Der blev sirup nok til tre glas à 1½ dl.

Når siruppen er kølet af - den burde iflg. Claus Meyer trække i 12 timer, men hvem har tid til dét, når solen skinner, og isen og jordbærrene er klar?! - kan den bruges fx. på en portion jordbær med vanilleis. Jeg ved af stensikker erfaring, at det smager guddommeligt, selvom siruppen knap nok er blevet kold! (Selve rosenbladene er faktisk ikke så superspændende at få i munden, men de ser så fine ud. Det er et af livets små dilemmaer: skal bladene op - eller blive i?!)

*Gertrude Stein i digtet "Sacred Emily" fra 1913.
** Og ja, der blev også tid til en fragilité fra Corner.

En supernem sommerdessert i rødt og hvidt

2011-05-30T22:48:00.000+02:00

Forleden var det næsten sommer, og det var også min fødselsdag. Jeg havde valgt at fejre dagen relativt neddæmpet i mit nye nyttehavehus på 4,8 m2 med gør-det-selv-sandwiches og et par nemme, men lækre picnicegnede kager. Det hele skulle kunne tåle transport på cykel/bus. Ingen lagkage. Intet krystalservice.

Jeg havde bagt florentinere ligesom sidste år og dagens anden "kage" var noget så simpelt som en marengsfuglerede med konditorcreme og jordbær. Jeg transporterede de tre dele - rederne, cremen og jordbærrene - hver for sig, og så måtte mine gæster selv samle deres søde hapser.

Hvis jeg havde serveret kagerne hjemme, ville jeg have samlet dem lige inden serveringen, så marengsen kunne bevare sin sprødhed. Jeg ville muligvis have halveret jordbærrene eller skåret dem i kvarte, men picicudgaven var altså helt rustik. Og populær.

Jeg fik desværre ikke taget gode nærbilleder af de samlede fuglereder, men tro mig, når jeg siger, at det så yndigt ud. Rødt og hvidt. Og smagte af sommer. Sødt, blødt og sprø't.

Marengsreder

2 æggehvider
100 g sukker
en knivspids salt

Pisk æggehviderne halvstive. Tilsæt salt og sukkeret under stadig piskning og bliv ved med at piske indtil du har en skinnende glat og temmelig fast marengsmasse. Kom marengsmassen i en frysepose og klip et lille hul i et hjørne. Sprøjt små fuglereder ud på et stykke bagepapir. Jeg starter fra midten af bunden og laver en spiral udad. Sidste runde lægger jeg i "første sals højde" som kant.

Marengsrederne skal bages/tørres ved meget svag varme. Min (gas-)ovn kan ikke indstilles på mindre end 150 grader, men jeg lader ovnlågen stå på klem (med en træslev i klemme), så går det lige. Hvis varmen er for høj bliver marengsen brun udenpå inden den bliver helt gennembagt. Helt kridhvide marengs er det fineste. Jo lavere du kan få temperaturen, jo længere skal rederne være i ovnen. Sidste sommer præsterede jeg at soltørre marengs. Det tog et døgns tid eller to - og det var ikke helt planlagt. Jeg kom bare bort fra projektet. Sådan kan det gå, når det er sommer...

Marengs kan i øvrigt holde næsten evigt. Derfor bager jeg tit marengs, når jeg har fået et par æggehvider til overs i madlavningen. Jeg smider dem aldrig ud. (Stop spild af mad!) Så har jeg altid et lille sødt og sprødt udgangspunkt for en hurtig dessert.

Konditorcreme

1 æg
2 spsk sukker
2 spsk hvedemel
2½ dl mælk
1 tsk vanillesukker/vanille fra en stang

1½ dl piskefløde

(Man kan selvfølgelig "nøjes" med flødeskum; det bliver også helt skønt, men en lille opgradering er at lave sin egen konditorcreme, som er kagecreme med flødeskum. Kagecremen er i øvrigt supernem. Efter at jeg har fundet denne opskrift, har jeg ikke brugt pulverkagecreme. Det er lige så nemt at lave sin egen. Og der er lidt mere blærefaktor i det...)

Pisk æg, sukker og mel sammen i en lille kasserolle.

Tilsæt mælken og rør lidt igen, så det hele er blandet godt sammen.

Varm nu forsigtigt op under cremen og pisk hele tiden, så den ikke brænder på. Lad cremen tykne og småkoge et minuts tid og hæld den så over i en skål, som sættes på køl. Når cremen er helt kold - og er blevet temmelig stiv - piskes den let igennem. Pisk fløden til skum og vend den i cremen.

Skyl bærrene og lad dem dryppe af.

Så er det bare om at samle dejlighederne. Du kan selvfølgelig bruge andre bær og frugter end lige jordbær, men det er bedst med noget med en vis syrlighed. Jeg kan fx. ikke anbefale banan. Det vil blive for sødt og vammelt.

God sommer!

At være eller ikke være med i en konkurrence - og lidt sugar skull candy

2011-05-28T01:02:00.001+02:00

For nogle år siden fik jeg pludselig en anmeldelse fra posten om, at der var en pakke til mig. Jeg kunne ikke lige huske, hvad jeg mon havde bestilt på internettet, men jeg tog helt uskyldigt på posthuset og tænkte, at det nok var en bogklubpakke, som jeg havde glemt at afbestille. Det var det IKKE. På posthuset fik jeg udleveret en pakke på størrelse med et børnebadekar, og jeg var helt mystificeret. Hvad F..... gik det nu ud på?

"This is the tragedy of a man who could not make up his mind." Jeg HAR besluttet mig.

Da jeg kom hjem og fik åbnet pakken, dæmrede det: jeg havde på et tidspunkt i almindelig distraktion og tidsfordriv deltaget i en konkurrence på nettet ved at svare på et par spørgsmål og indtaste min adresse - og siden glemt alt om det. Nu havde jeg vundet den helt store gavepakke med alt godt fra Ringenes Herre-universet. Bøgerne, dvd'er, PlayStation-spil og meget andet godt. Jøsses kineser!

Jeg som aldrig har fået læst bøgerne, fordi jeg synes at de er hamrende kedsommelige. Jeg som var ved at udvandre fra biografen, fordi det provokerede mig, at nogen havde brugt kr. 250 mill. på noget SÅ inderligt ligegyldigt. Et så tandløst, ufrivilligt komisk og totalt forsimplet slagsmål mellem det Gode og det Onde.

Ærgerligt, at jeg skulle bruge en af livets store gevinstchancer på noget så tåbeligt, og ærgerligt, at jeg tog en så stor gave fra nogen, som sikkert ville have sat pris på den. Men der var adskillige i min omgangskreds der fik overraskende gode julegaver det år.

Nå, den historie var egentlig bare en lille opvarmning til nogle overvejelser over konkurrencer på nettet. Disse dage har FDB/Samvirke nemlig skudt en konkurrence i gang på sitet Vi skal spise!, som skal kåre "Danmarks bedste madblog" - hvad det så end betyder. Jeg er med i konkurrencen.

Nu kunne det måske komme til at lyde, som om jeg deltager i alle de konkurrencer, som jeg kan komme i nærheden af. Det gør jeg ikke. Jeg tænker mig faktisk temmelig grundigt om, især hvis der er tale om en mere alvorlig type af konkurrencer end den, som jeg rent faktisk vandt.

Nettet har udviklet sig siden dengang, og jeg er blevet madblogger i mellemtiden. Med jævne mellemrum støder jeg på konkurrencer, der har med mad og opskrifter at gøre, som jeg kan deltage i, og nu er der så en konkurrence blandt madbloggere. Hvad tænker jeg så over?

Hvad kan jeg vinde?
Det er oplagt at præmien er interessant. Er præmien noget, som jeg er interesseret i? (Lige dén detalje glemte jeg så at tænke over i det ovenfor omtalte eksempel. Man kan jo blive grebet af den gode stemning!) I madkonkurrencer er der ofte tale om en præmie bestående af et restaurantbesøg på et rigtigt godt sted. Men der kan også være tale om pengepræmier, hædrende omtale, gavekort til dette og hint eller helt andre ting.

Hvad kan jeg tabe?
I en Ringenes Herre-type konkurrence er der ikke rigtigt noget at miste. Jeg vinder, eller meget mere sandsynligt: jeg taber, og så snakker vi ikke mere om det. I de nyere konkurrencer, som ofte har karakter af afstemninger, og som gør brug af sociale medier som fx. Facebook og blogs både til at generere omtale og til at afvikle afstemningen, er der mere på spil.

Som konkurrencedeltager skal jeg dels overveje om jeg offentligt vil stå ved en forbindelse til det firma, der har udskrevet konkurrencen, eller om det vil kunne "ødelægge mit gode navn og rygte".

Jeg skal også overveje, om jeg vil slide på mit digitale netværk. Kædebreve er jo noget de fleste hader, og plagende statusopdateringer, der igen og igen siger "Stem på mig!" er heller ikke det fedeste i verden. Er det dét værd?

Hvad skal jeg i øvrigt foretage mig?
Det er jo nemt nok, hvis jeg bare skal svare på et spørgsmål, men så let slipper man sjældent i de lidt større madrelaterede konkurrencer. Måske skal jeg indsende en opskrift. Måske skal jeg sende et billede af min bedste sommerret. Måske skal jeg udvikle en opskrift med en særlig ingrediens. Måske skal jeg møde fysisk op til en event. Måske skal jeg skrive noget pænt om mig selv. Og som før nævnt skal jeg måske bruge tid og kræfter på at mobilisere familie, venner og eventuelle fans.

I hvert fald skal jeg nøje overveje, om anstrengelserne står i et rimeligt forhold til chancen for at vinde - eller i det mindste til den forventede fornøjelse ved at være med.

Formen er købt i en mexicansk butik i USA

Hvilke konkurrencer har jeg deltaget i?
Ikke mange (og nu taler vi ikke mere om de helt tilfældige klik-her-og-vind-konkurrencer):

Cofoco
Den bedste og hidtil (eneste og) nemmeste vej til en god præmie var en fotokonkurrence udskrevet af Cofoco på Facebook. Det eneste jeg skulle gøre var at lægge et billede af min bedste sommerret op på deres facebookside, og kort efter havde jeg vundet både en kogebog og et gavekort på kr. 500 til Restaurant Cofoco. Det der fik mig deltage i dén konkurrence var kombinationen af den lille indsats, den gode udlovede præmie og min umiddelbare tillid til firmaet. Jeg er naturligvis glad for at have vundet, men mit positive indtryk af firmaet er blevet yderligere forstærket efterfølgende. Jeg har følt en vis tilknytning til Cofoco - uden at være en hyppig restaurantgæst - og har oplevet en god, kreativ og professionel kommunikation mellem firmaet og fans'ene på Facebook.

Lurpak
Jeg har også deltaget i en Lurpak opskriftskonkurrence. Her skulle jeg indsende mit bud på en ret med smør i. Som kageentusiast var det en dejlig og oplagt udfordring, og jeg har absolut ingen problemer med at evt. blive associeret med Lurpak. Så anstrengelserne bag mit bidrag var fornøjelige, men efterfølgende var det i mine øjne totalt uchecket, at jeg hverken modtog en kvittering for modtagelsen af min opskrift eller nogen som helst anden kommunikation i forløbet. STORE minuspoint til Lurpak i den sag.

IKKE Olivado
Der var en konkurrence, som jeg IKKE deltog i. Olivados store opskriftskonkurrence. Jeg afgjorde hurtigt med mig selv, at anstrengelserne for evt. at vinde ville blive alt for store - selvom pengepræmien på kr. 15.000 var fristende. Bare for at deltage skulle jeg udvikle tre retter med avocadoolien som gennemgående ingrediens. Jeg havde godt nok fået en flaske af olien da jeg deltog i madbloggersymposium i eftersommeren 2010, men alligevel. Jeg er - i madbloogeruniverset - en kagedame, og selvom jeg sikkert ved at mobilisere en masse god vilje og min sjældent svigtende kreativitet kunne have fundet på tre søde retter med olien i, så synes jeg simpelthen ikke, at regnestykket så ud til at gå op. Jeg ville skulle slide benhårdt i det, og det ville kun være for at kunne deltage i konkurrencen.

Hvis jeg så ligefrem skulle have en chance for at vinde, var der lagt op til en heftig involvering af mine læsere og mit øvrige netværk. Og uanset udfaldet ville Olivado ende med at have fået retten til at udgive mine opskrifter i en samling af konkurrencebidragene i en eKogebog. Ja, goddaw! Det betyder noget i retning af en pdf-fil, som man kan printe ud selv, hvis man skulle få lyst. Hvis der så endda havde været tale om en trykt kogebog.

Olivados konkurrence skabte masser af bølgegang i Blogland, fordi kampen om førstepladsen blev så hård.

En silikoneform fra IKEA kan også bruges; så kan du bare ikke lege Hamlet.

Vi skal spise!
Og nu er jeg så med i den aktuelle FDB-konkurrence, der skal finde "Danmarks bedste madblog", og jeg har selvfølgelig tænkt både lidt og meget undervejs.

Konkurrencen løber i et antal tempi: først var der en periode, hvor blogs kunne nomineres; så var der nogle dage, hvor de nominerede blogs kunne bestemme sig for, om de ville deltage eller ej. Deltagelse krævede at man indsendte en kort beskrivelse af den passion, der er drivkraften bag bloggen, og en liste links til max. fem favoritindlæg. Herefter er afstemningsperioden gået i gang og varer frem til 14. juni. De fem blogs, der her har fået flest stemmer, går derefter videre til en slags finale, hvor de bliver vurderet af et dommerpanel.

Jeg vil starte med at indrømme - uden hverken at rødme eller ryste på hånden - at jeg nærmest straks jeg læste om konkurrencen, nominerede mig selv. Jeg synes selvfølgelig, at min blog er Danmarks bedste. I de kommende dage viste det sig, at mindst et par venner - helt uopfordret - også nominerede min blog, så det er ikke rent ego-trip.

Når jeg kunne tage en hurtig beslutning, var det selvfølgelig ikke mindst fordi jeg kender FDB og Samvirke. Og har grundlæggende tillid til foretagendet. Konkurrenceoplægget virkede betydeligt mindre krævende end fx. Olivados, og jeg tror faktisk et langt stykke hen ad vejen på udsagnet om, at et af de vigtigste formål med konkurrencen er at få danskerne til at tænke og tale mere om mad og i næste ombæring at lave mere og bedre mad. Det kan og vil jeg bakke fuldt op om.

Jeg har stadig ikke helt forstået sammenhængen FDB-Samvirke-COOP-Kvickly- SuperBrugsen og alt det dér, og det interesserer mig egentlig heller ikke. I sidste ende er der vel nok et lille sideformål med konkurrencen, der handler om medlemspleje, loyalitet og indtjening, men det er jo ikke mit problem/projekt. Der er ingen, der kræver af mig, at jeg skal handle i Kvickly for at kunne være med eller sige pæne ting om deres produkter.

Bloggere - heriblandt jeg selv - og andre har diskuteret konkurrencen bl.a. på Kasper Bergholts Madbevægelsen: "Danmarks bedste madblog & kunsten at få det værste frem i folk" og i et lukket facebookforum, og nogle bloggere har valgt at takke nej tak til deltagelse i konkurrencen, og andre har valgt at være med.

Jeg har så valgt det sidste, og selvom jeg selvfølgelig gerne vil vinde en aften på Geranium, så er præmien i denne konkurrence ikke udslagsgivende for mig. Jeg vil simpelthen bare gerne være med. Med til at vise hvor mange forskellige, sjove og gode madblogs, der findes i Danmark og med til at få andre til også at se verden gennem kagebriller. Som jeg påstår: Man bliver gladere, sødere og klogere af det!

Skulle du have lyst til at stemme på Kage! Kage! Kage! som et bud på Danmarks bedste madblog, så skal du være hjerteligt velkommen. Jeg lover til gengæld, at jeg IKKE vil nævne konkurrencen yderligere her på på bloggen i afstemingsperioden. Jeg vil muligvis være lidt mindre stålfast på min facebookside, så der vil måske kunne indsnige sig et par små plagerier ude til højre. Herunder indsniger der sig en opskrift.

Sugar Skull Candy

2½ dl sukker
1 tsk æggehvidepulver
1 tsk vand
evt. et par dråber frugtfarve

Hamlet med sukker på...

Hvis jeg var en blomst: liljekonvallen, yndig og giftig - nu også i glasur

2011-05-25T13:01:00.000+02:00

Nu er det temmelig længe siden at jeg var decideret yndig, og jeg synes heller ikke at jeg er helt så giftig, som jeg var engang. Men jeg har det stadig sådan, at hvis jeg skulle være en blomst, så skulle det være en liljekonval. Jeg er vild med dens duft og dens bedrageriske yndighed - og så blomstrer den lige præcis til min fødselsdag.

Convallaria majalis - slet ikke en egentlig lilje

Der er også masser af godt legendestof knyttet til den fine, hvide blomst, men jeg vil fatte mig i korthed i dag; jeg har et fødselsdagsselskab at varme op til.

I kristen kunst udtrykker liljekonvallen ydmyghed og legenden fortæller, at blomsten viste sig der, hvor Jomfru Marias tårer ramte jorden, da hun græd ved sin søns korsfæstelse. Blomsten er også et symbol på Kristi genkomst, og nogen mener, at den er et udtryk for menneskets evne til at forestille sig en bedre verden.

I den parallelverden, som jeg har konstrueret her på min blog og som måske, måske ikke er bedre end den verden vi ellers kender, handler alt som bekendt om kage, og hvad dertil hører. Derfor følger her en lille opfordring til at kaste sig ud i - nemt og enkelt? - at pynte en kage med liljekonvaller i glasur.

Den slags yndig kagepyntning er ellers ikke noget, som jeg gør det i ret ofte, men netop dét taget i betragtning fortæller nok, at det ikke er så svært, som det ser ud til. Det kræver bare en relativt rolig hånd, lidt tålmodighed/øvelse (jeg testede mine evner som liljekonvalmaker på et stykke papir, INDEN jeg gik i krig med kagen!) - og det rigtige udstyr.

Grundig testkørsel...

Og det havde jeg netop fået i fødselsdagsgave for nogle år siden: et sæt små glasurtyller fra Panduro. Ved et tilfælde fandt jeg en instruks på at lave liljekonvaller i glasur hos Wilton, og det viste sig, at de nødvendige tyller var i mit sæt. Så gik jeg i gang, og bim-bam-busse: så havde jeg en fin, fin kage.

Den er måske ikke helt botanisk korrekt - bladene er i virkeligheden bredere - men der er da ingen, der kan være i tvivl om, hvilken blomst vi taler om!?

Så vidt jeg husker - det er ikke en helt aktuel begivenhed - var kagen en god, saftig plumkagesag overtrukket med abrikosmarmelade, marcipan og sugarpaste.

Lidt tættere på. Her kan man ligefrem se de små grønne "dutter" inde i blomsterne. Jeg var selv ret stolt.

Jeg fik desværre ikke taget ordenlige billeder af selve processen, men de kan findes hos Wilton. Her kan du printe instruksen ud - med opskrift på glasur.

Når man laver glasurpynt på den måde, er det vigtigt at man laver sin glasur på æggehvide og ikke på vand. Se opskrift og instruks på dansk fx. hos Himmelske Kager.