fredag, april 15, 2011

A Continual Feast: Colomba di Pasqua - påskedue - sødt påskebrød

Nu er det snart påske, og det skal selvfølgelig fejres på forskellige måder. I det søde hjørne er der påskeæg i massevis, og Odense Marcipan og Dansukker frister os med smukke billeder og gode opskrifter til at bage og hygge i påsken.
En lidt fedladen Colomba di Pasqua/Colomba Pasquale - påskedue

De fleste bud på kager har bare - i mine strenge øjne - ikke ret meget med påske at gøre. De fleste af de meget lækre sager kunne serveres i mange andre sammenhænge. Bevares, der er kager pyntet med små påskeæg og småkager i form af påskeharen, men ikke meget, der har en egentlig forankring i påskens betydning; påsken forstået som andet end en forårsferie, der kan pyntes med yndige små kyllinger, harer/kaniner og lam i pasteludgaver af gult, grønt og lyserødt.
Påsken er årets mest dramatiske højtid, og der er i det perspektiv ikke meget pastel eller nuttethed over denne tid i kirkeåret. Vi taler om kampen mellem liv og død. Vi taler om det komplekse i forholdet mellem fornedrelse og ophøjelse. Mellem magt og afmagt. Hvis der skal et lam ind i billedet, er det et lam på vej til slagtebænken.
En antydning af det tema kan faktisk ses i de kager, som bliver lavet i 3D kageforme.Sådan en form har jeg desværre ikke. Endnu.

Jeg er helt klar over, at for de fleste danskere er den slags tanker om blodige lam way out of line. Vi skal jo hygge os! Nyde det gode vejr med børnene! lægge kartofler i kolonihaven. Spise skidne æg og drikke påskebryg. Ja, selvfølgelig skal vi det, men kom så ikke bagefter og klag over, at dit liv er fladt, mangler mening, at du savner fordybelse og forankring. Jeg siger det bare. Fordybelse og mening koster på hyggekontoen. Men ikke mere svovlprædiken - i denne omgang...

Findes der så en god, traditionel påskekage med lidt mere mening? En kage, der kan bages uden en shoppetur på Ebay? Egentlig ikke. Jeg har i hvert fald ikke fundet den.
Jeg HAR faktisk en "autoriseret" colomba-form, a la den som kagen her på billedet er bagt i, men har i år besluttet at gå håndholdt. Så kan alle være med.
Men jeg har fundet en opskrift på en kage, der åbenbart spises i Italien til påske: Colomba di Pasqua - påskeduen. Grunden til at jeg ikke synes, at den er helt i top, er den, at jeg stadig ikke helt har forstået hvorfor en due knyttes til påske. Duen forstås normalt i en kristen sammenhæng som et symbol på Helligånden, og Helligånden har sin særlige fest til pinse.

Man kan selvfølgelig altid hævde, at de tre aspekter af den kristne gud er aktuel til alle højtider og derfor også til påske, men den forklaring er ikke helt overbevisende. Der er også nogen der siger, at duen er inde i billedet, fordi påsken er en stor tid for dåbshandlinger (ikke et ord om Minik og Ivalo), og ved dåben er Helligånden altid i aktion. Ja, ja. Ok. Her kommer opskriften.

Colomba di Pasqua (Colomba Pasquale) - påskedue - sødt påskebrød
  • 25 g gær
  • ½ tsk salt
  • 3/4 dl fingervarm mælk
  • 100 g smør
  • 75 g sukker
  • 2 tsk revet citronskal
  • 50 g syltet appelsinskal
  • 2 tsk vanillesukker
  • ½ tsk mandelessens
  • 3 æggeblommer
  • 2 æg
  • 450-500 g mel
  • perlesukker
  • en mandel
Pisk smør og sukker sammen. Pisk citronskal, appelsinskal vanillesukker og mandelsessens i smørblandingen. Pisk æggeblommer og æg, og bland dem derefter i smørblandingen. (Hold evt. en lille smule ægehvide tilbage; det skal bruges til at pensle duen med.) Opløs gær og salt i den lune mælk. Rør mælken i smørblandingen. (Her ser det hele ret ulækkert ud. Fortvivl ikke. Det hjælper når melet kommer i.) Tilsæt mel lidt af gangen. Kom så meget i som er nødvendigt for at dejen ikke klistrer. Rør/ælt indtil du har en glat og elastisk dej.

(Jeg brugte min KitchenAid. Først med piskeriset, og da melet kom i, skiftede jeg til det flade, kraftige piskeris.)

Stil dejen til hævning et lunt sted indtil dejen har dobbelt størrelse. Det tog et par timer. Slå dejen ned og form en due (!). Jeg delte dejen i to; en blev til kroppen; den anden til vingerne. Skær indsnit, der ligner fjer, for enden af vingerne og halen. 
Pensl duen med æggehvide og drys med masser af perlesukker. Giv duen et mandeløje. Lad duen hæve igen ca. ½ time. Bag den i ovnen ved 175 grader indtil den er lysebrun. Opskriften siger 45-50 minutter.

Jeg tror, at min ovn må have været for varm. Duen så færdigbagt ud langt tidligere, så jeg tog den ud, så den ikke blev brændt. Den var lidt klæg inde i midten. Men fin at se på og smagte godt.
Opskriften er let bearbejdet fra endnu en af mine gode bøger A Continual Feast. A cookbook to celebrate the joys of family and faith throughout the Christian year af Evelyn Birge Vitz. Det lyder en anelse mere fromt, end det er.
Bogen er en fin samling opskrifter på gode ting til forskellige anledninger i løbet af året. Det som gør bogen særligt interessant er, at den ikke kun viderebringer opskrifterne, men også giver gode baggrunds-historier, stof til eftertanke, kloge citater, almindelig oplysning og fine tegninger. Bogen kan fås på Amazon - og nu bliver den også en del af mit kage-bage-bibliotek.

1 kommentar:

Jesper sagde ...

En rigtig god fødselsgaveide. Tak for tippet :)

Hilsen

Jesper
Københavns restauranter
http://københavnrestauranter.dk/